Læsetid: 6 min.

Rohde - en liberal blandt lutter venstremænd

Han har næppe været så populær i sin folketingsgruppe som netop nu, men sikkert heller aldrig så upopulær hos sin chef Anders Fogh Rasmussen. Venstres politiske ordfører Jens Rohde er ligefrem, idealist og stadig uden ministerpost. Det bringer ham på kollisionskurs med regeringen – som i denne uge, da kulturministeren afblæste salget af TV 2
15. april 2005

Portræt
I sidste valgkamp havde Venstres politiske ordfører Jens Rohde investeret i særligt store plakater af sig selv. I en måned hang de overalt i hans nye valgkreds i København. Glat, ung, selvsikker, smilende – lige nok til at vise to-tre tænder. Jens Rohdes hoved virkede uhyggeligt nærværende, når det oplyst og lidt for stort hang på busskure og S-togsstationer, hvor end man vendte sig. En aldeles massiv kampagne, der måske kunne virke en anelse opblæst. I hvert fald fandt nogen på Nørrebro det så anstødeligt, at de kreerede en særlig taleboble til plakaten. »Så blev jeg alligevel til noget mor,« stod der i boblen, der blev monteret på en god del af de plakater, der hang på Nørrebro.
Jens Rohde ligner en svigermors drøm. Barberet og poleret ser han ud, men i det øjeblik han åbner munden, er man ikke længere i tvivl. Politisk virker han kantet, ligefrem, kompromisløs og til tider hensynsløst ærlig. Alt sammen egenskaber, der gør ham i stand til at brænde igennem i medierne, men også egenskaber, der giver Jens Rohde fjender og ofte efterlader ham alene i det politiske liv. En loose cannon som det hedder i spindoktorsprog. Det er præcis her, han står i disse dage, hvor kulturministeriet tilsyneladende har opgivet Jens Rohdes hjertebarn: salget af TV 2. Alene med en liberal mission. Uden taburethensyn og med et idealistisk ønske om stadig at give mediemarkedet fuldstændig fri og sælge TV 2. En kamp, der næppe er populær hos Anders Fogh Rasmussen og Brian Mikkelsen, men som de liberale dele af Venstre har stor respekt for.

Siden Jens Rohde var 13 år, har han mærket, hvad det vil sige at stå alene. Han er vant til at folk snakker, og ved, at det giver fjender at stikke næsen frem. Som 13-årig startede han som sportskommentator på hjembyen Viborgs lokale radiostation. En lille knægt, der stor i slaget og med helte som Sven Gehrs og Gunner Nu førte sig frem som en gammel garvet landsholdskæmpe. Han var top tændt og engageret og vidste, at enkelte elementer i byen syntes, han var for meget. Men Jens Rohde blev på Radio Viborg, og senere endte han som noget så sjældent for en lokalradio som ’EU-reporter’. Siden 1984 har han været overbevist Venstremand, men ’først’ i 1997 blev han partiets kandidat i Kjellerupkredsen. Under sloganet »Smid Jens Rohde i Folketinget – ellers bliver han her«, blev han i marts 1998 stemt ind ved Uffe Ellemans sidste nederlag. Dengang var han 27 år. I en alder af 30 blev han udnævnt til partiets politiske ordfører.

For journalister er Jens Rohde en gave. Han er uden regeringens teflonuniform, taler lige til blokken og lader gerne temperamentet løbe af med ham. Han hidser sig op og stiller ubehagelige modspørgsmål som »Hvad vil du sige til...?« eller »Vil du bryde dig om at...?«. Jens Rohde bliver vred og vrænger ordene ud. Taler sig varm og hidser sig op. »Det er simpelthen for lavt,« siger han om politiske modstandere. »Hvis vi skal høre på sådan en gang bræk,« siger han om partifæller.
Dette temperament virker bedst på skærmen eller i radioen, og her brænder han klart igennem med budskaberne. Også Jens Rohdes politiske modstandere fremhæver disse egenskaber, og flere beskriver ham som en skarp og ligefrem karismatisk politiker og en fantastisk retoriker. Men det er også denne ligefremme stil, der i stigende grad skaffer ham problemer med dele af partiet. Jens Rohde skal ikke bruge meget mere end et par sætninger, før han kommer op i et gear, hvor han danser rundt som en liberal elefant i en glasbutik .
»Hvis vi skal høre på sådan en gang bræk, så kan vi jo lige så godt ordne det selv,« sagde Rohde for eksempel til formanden for Kommunernes Landsforening og partifællen Ejgil W. Rasmussen, da han beklagede sig over kommunernes økonomiske situation. Det blev det kommunale bagland ikke så glad for.
Senere kunne de kristne dele af partiet ikke undgå at tage anstød, da han valgte at udeblive fra Folketingets åbningsgudstjeneste i protest, fordi Tove Færgo havde bedt en indremissionsk præst om at holde prædikenen.
»Det er simpelthen for sort med Indre Mission. Folketingets åbning er en festdag, og jeg gider ikke gå foroverbøjet ud af døren,« var Jens Rohdes klare besked.
Og heller ikke de andre unge Venstreløver går ramt forbi, når Jens Rohde kaster sig ud i pressen.
»Jeg kan ikke se, at der er noget specielt liberalt i, at man finansierer skattelettelser med beskæring af overførselsindkomsterne. Det opfatter jeg ikke som liberalt – det opfatter jeg som usympatisk,« sagde Jens Rohde om københavnerborgmester Søren Pinds forslag om at lade overførselsindkomsterne vokse mindre.
Samme Søren Pind og kulturborgmester i København Martin Geertsen endte i åben krig med Jens Rohde under sidste valgkamp. Her havde Rohde valgt at skifte valgkreds fra Kjellerup til København, hvor der kun er plads til en enkelt Venstremand. Det førte en særdeles beskidt valgkamp med sig. Jens Rohde skubbede etablerede navne ud i kulden og blev endog beskyldt for at have truet Venstre gruppeformand på Københavns rådhus, Pia Allerslev, til at trække sig fra valgkampen – hvilket hun gjorde blot to timer efter hun havde meddelt sit kandidatur.
I alle tilfælde har Anders Fogh, hvad enten han har villet det eller ej, skulle stå til regnskab for Rohdes udskejelser. Senest i fredags, da Brian Mikkelsen valgte at afblæse salget af TV2. Her undsagde Rohde kulturministeren ved tydeligt at vise sin utilfredshed og ved at love et snarligt salg af TV 2. Man kunne næsten høre den kammeratlige samtale med statsministeren, da Jens Rohde få dage efter oplyste, at han havde taget kulturministeriets valg ’til efterretning’.

Jens Rohdes kollisionskurs med regeringen er taget til i styrke, efter Fogh dannede sin nye regeringen i februar. Foruden TV 2-sagen, har han dels været på kant med regeringen om EU-spørgsmålet om servicedirektivet, og dels modsatte han sig for nyligt kraftigt statsministerens forslag om registrering af ministre, borgmestre og deres ægtefælder. Faktisk sagde han, at han aldrig ville være minister, hvis det var prisen.
Men det behøver Jens Rohde slet ikke bekymre sig om. Han blev helt forbigået, da regeringsdannelsen stod klar, og kilder internt i partiet mener, at det netop er her, vi finder forklaringen på kollisionskursen. Jens Rohde har gennem hele sin politiske karriere taget imod mange tæsk for regeringen og havde angiveligt en forhåbning om, at det skulle belønnes. Det blev det ikke, og i stedet blev Rikke Hvilshøj, der må betegnes som et forholdsvist ubeskrevet blad, udnævnt til minister.
Kilder siger til Information, at Jens Rohde aldrig har været så populær i folketingsgruppen og det liberale bagland som nu. Rohde siger det, de færreste tør sige om partiets midtersøgende kurs, og mens Anders Fogh Rasmussen beskyldes for socialdemokratisme, er Rohde standhaftig. Gentagne gange har han udtalt, at det værste man kan kalde ham er socialdemokrat.

Blå bog
Jens Otto Rohde
•Født 18. april 1970 i Holstebro, søn af tidl. koncertmester Ib Rohde og sygehjælper Renate Rohde.
•Sportskommentator på Radio Viborg fra 1984.
•EU-reporter for Radio Viborg og Danmarks Ervervsradio 1989-91.
•Ansat på reklamebureauet CC Marketing Silkeborg og Byro i Viborg 1991-94
•Medieunderviser på Viborg Ungdomsskole 1998
•Valgt til Folketinget i Viborg marts 1998
•Politisk ordfører for Venstre fra 2001
•Interesserer sig i øvrigt for amatørteater, cykelsport og modeltog af mærket Märklin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her