Læsetid: 6 min.

S-kandalen

Socialdemokratiet forbereder stadig sit aflange selvmord i opgøret om hvem der skal have ansvaret for at videreføre fløjopgøret og lede den foreløbigt sejrende fraktion mod nye nederlag
2. april 2005

Intermetzo
I klummistens lykkelige barndomsår, dengang der ikke var levende billeder i hjemmene, og man tændte bål på gulvet i stadsstuen, legede voksne med afkom forsamlede ved hyppige familieselskaber ofte fornøjelige lege. En af dem bestod i at medlemmer af klanen på skift fik til opgave at finde på et eller andet bestemt ord eller begreb i dølgsmål og bagefter mime og skabe sig så længe, at de andre ved disse ikke sjældent sveddryppende anstrengelser skulle finde frem til ordet eller begrebet. Sådan noget morede almuen dengang i yngre jernalder. Under en af disse selskabslege, som man siden kunne se kendte folk lege i fjernsynet, kom en nu for længst afdød onkel, hvis påfund altid var af særlig udspekuleret art ind i stuen med et ark papir, hvorpå han havde skrevet et stort bogstav: S. Dette papir med S’et slap han nu, således at det dalede ned mod gulvet (dog ikke hvor bålet var). En hovedbryder af de mere umulige. Hele den skævnæsede ellers ikke stilfærdige familie forstummede, legen gik i stå, ingen kunne finde ud af gåden, alt var tyst, indtil en kvik lille dreng i vandkæmmet skilning og knæbukser, klummisten røber ikke hvem, og med røde kinder og blå øjne (nu er det omvendt) opløste denne plastiske rebus i ordene: S-kan-dale, hvilket, hvis man fjerner bindestregerne, er det samme som, ja, rigtigt: skandale!
Ugen der gik drejede sig, hvis nogen skulle have overset det, fortrinsvis og fortsat om Socialdemokraternes borgerkrig. Partiet forbereder stadig sit aflange selvmord i opgøret om hvem der skal have ansvaret for at videreføre fløjopgøret og lede den foreløbigt sejrende fraktion mod nye nederlag. Man kan roligt forestille sig at de nu velkendte fløje, som ingen, end ikke partiets topplacerede, nu mere gider forsøge at benægte findes, yderligere underopdeles i sidefløje, hvor mindretals mindretal i folketingsgruppen og såmænd også blandt borgmestrene lejrer sig retrospektivt om særlige emner fra dette og forrige formandsopgør og finder sammen i nye sammenhænge, hvor tilhørsforholdene politisk bliver stadigt sværere at gennemskue. For eksempel vil det næppe komme som en overraskelse, såfremt visse fraktionister der af velforståelige årsager blev fortørnede over Poul Nyrups ikke overvældende politisk begavede udfald mod F. Jensen, siden søger sammen i en anti-Nyrup fløj, som dog ikke dermed automatisk er det samme som en F. Jensen-fløj eller én der så er vendt mod Helle Thorning Schmidt; snarere en fraktion, hvis eksistens sammen med andre lignende og atter nye kaffeklubber splitter yderligere op, og medlemmerne her, en under-under-fraktion af en oprindelig F. Jensen-løj mener at Anker Jørgensen skulle have holdt bøtte med sin støtte til F. Jensen, men at Anker jo er Anker, og man derfor ikke kan bruge ham som ammunition i den videre kamp om magten i det selvsønderrivende parti, og at man så ikke helt så heftigt kan bebrejde Nyrups hans modstand mod Frank J., men at Nyrups udfald på den anden side var så giftigt, at dette i sig selv giver anledning til denne under-under-fraktion, hvis ønskekandidat ikke er på valg. Hvis den analyse ellers er indlysende. Roald Als i Politiken konkluderede i atter en uforglemmelig tegning af Anker, Nyrup og Lykketoft, der sidder på en bænk og fantaserer: om man dog bare kunne stille med en kandidat der kombinerer begge de nuværendes manglende egenskaber, så var alle glade.

En uge i politik er lang tid
S-kan-dalen minder efterhånden om et af de utallige opgør i det Konservative Folkeparti, hvor man også ofte sad med den fornemmelse at de interne fjendskaber i og for sig var mindre overkommelige end de eksterne, og at partiets dage var talte.
Det sidste afhænger kun af resultatets politiske udmøntning i de næste tre-fire år og af de ægte politiske modstanderes adfærd. Hvad angår partiets overlevelse eller ej, glemmer spåfolk om politiske forhold ofte premierminister Harold Wilsons bemærkning om at en uge i politik er lang tid. Ofte svigter i analyserne også den historiske dimension, som for Socialdemokraternes vedkommende er nøje forbundet med en gennemgående elendig presse. Dette er ikke skrevet for at frikende partiet for en forsnusket måde at klare situationen på eller for at hvidvaske aktørerne eller i et øjebliks sindsforvirring hævde at de to kandidater er løsningen på cirklens kvadratur eller en Guds gave til partiet, som F. Jensen-støtten Jacob Buksti ikke mener F. Jensen er. Ingenlunde. Når røgen har lagt sig, hvis det sker, må en kommende partihistoriker bide tanden sammen og skrive det som det er: At visse højtstående medlemmer ikke levede op til det ansvar det nu engang er at være både højtstående og forhenværende men mere agerede efter tesen at efter dem kommer S-yndfloden.
Når det er sagt, vil en kontrafaktisk øvelse med hensyn til dansk presse og ikke mindst kommentatorernes præstationer være på sin plads. Som det er nu, kan meningsdannere der af den ene eller anden grund, eller fordi de lever af det, filer løs i Socialdemokraterne med tilbagelænet besindighed gøre dette uden store ord og fedt flæsk. Partiet sørger jo som sagt for selvdestruktionen; alt man behøver er at udtrykke falsk bekymring for hvordan det dog skal gå med det gamle arbejderparti, men at tiden nu nok også er rendt fra det, og at det i virkeligheden er to partier: det ene til klassekamp, det andet til Gucci-tasker, og at disse hhv. tiloversblevne levninger fra Staunings tid og Connie Hedegaard-kloner i det mindste i tide burde have pisset noget mere på flygtninge og indvandrere og indført tvungen salmesang i friskolerne.

Alvorlig identitetskrise
Men tænk nu, om Socialdemokraterne havde haft den helt rigtige kandidat parat i kulissen efter Lykketoft, en moderne H.C. Hansen (alene tanken!) eller bedst: en grydeklar Mette Frederiksen som hele partiet med taktfast kollektivt bifald havde kunnet kåre på kongressen. Så havde de samme som nu håner partiet for splittelsen, hudflettet det for sammenholdet og smurt side op og ned om disse betonsocialdemokraters jernhårde partidisciplin, osv.
Guderne skal vide at Socialdemokraternes identitetskrise må iagttages i dyb alvor, således burde alle politiske partiers kroniske krise jo i virkeligheden opfattes. For tiden er der svingdøre i partitilhørsforholdene, de storskrydende i dag er de jamrende i morgen. Reaktionen mod regeringspartiernes magtfuldkommenhed ligger lige under overfladen og venter på at vende vinden under slagkraftige politiske formuleringer i rette politiske mundtøj. At oprøret mod de ældre generationers vanvittige krav til de unge om at give afkald på ungdommen for at de kan blive gamle og lønsomme før tid ikke allerede er rejst, kan man undre sig over, men det kommer, det skal Bertel nok sørge for.

Fogh kan tage det roligt
Og midt i de socialdemokratiske fløjes lidet yndefulde forsøg på at rive den bygning ned de rejste, ligger Venstre lunt i svinget. Statsministeren kan tage det roligt, når han som kontrolfreak dummer sig med sine dekreter om indsigt med ministres ægtefællers foretagsomhed i syvende led. Og han kan tage det roligt, indtil videre, med hensyn til oprøret fra højre i Venstre. Og dét skønt den debat og det oprør meget vel over tid vil bringe partiet ned på dets naturlige størrelse, hvilke vil sige cirka halvdelen af nu, og på hvilken tornet vej Venstre allerede med dette valg er slået ind. Aldrig i danmarkshistorien er det lykkedes et politisk parti i den grad at lægge røgslør over et alvorligt nederlag som det lykkedes statsministeren dennegang. At han som den første venstrestatsminister i historien beholdt regeringsmagten efter et valg, blandt andet ved at hans partnere gik frem, burde ikke fordunkle at han tabte fire mandater og 10.000 personlige stemmer, dén kreative bogfører.
Statsministerens styrke i det retoriske er at han med sin regering har formået at fastholde rollen som på samme tid regering og opposition – vel at mærke i offerrollen. Når børnene påstået ikke kan læse er det ikke Bertels skyld, skønt han var undervisningsminister i 10 år, men tiden før og efter ham, der var ond. En opposition mod dette hykleri søges. Hvornår definerer Helle og/eller Frank den rolle?

geme@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her