Læsetid: 6 min.

’Jeg savner dig, så skynd dig nu og kom’

Aldrig før har vi mennesker sat så mange ord på kærligheden og offentliggjort så mange tanker om vores inderste længsler som netop i disse år, hvor antallet af kontaktannoncer boomer. Annoncerne giver et interessant indblik i det moderne menneskes drømme om sig selv og kærligheden
9. april 2005

Kontaktannoncer
Træk vejret dybt og sæt dig til rette i stolen. Tør du som mand blive kæreste med en kvinde, der forlanger følgende af jeres intime stunder?
»Du putter dig ind til mig og ser på mig med dine smukke øjne. Jeg aer dig på kinden, imens du lægger hovedet på skrå. Du ser op på mig med et lille smil. Og lige dér forstår vi hinanden. Du kan ikke sige det, men jeg kan læse det i dine øjne.«
Annoncen stammer fra internettet og er blot én af over 640.000 annoncer på Danmarks største datingportal, Dating.dk. Hvor kontaktannoncer for bare få år siden havde noget næsten desperat over sig, er annoncer i dag blevet en helt almindelig måde at søge efter en partner. Udviklingen har på visse punkter givet singlerne nemmere tider, men annoncerne giver også forskere en unik mulighed for at undersøge, hvordan det egentlig står til med moderne menneskers drømme om sig selv og om kærligheden.
Ken Farø, der har ph.d.-stipendiat fra Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, har nærlæst 100 danske og 100 tyske kontaktannoncer og har netop offentliggjort en lille pilot-undersøgelse, der analyserer forskellene mellem de to folkefærds måder at beskrive sig selv og deres ønsker.
»Kontaktannoncer er interessante, fordi man på forholdsvis lidt plads skal udtrykke ganske meget. Kontaktannoncerne er jo som en markedsplads, hvor man tilbyder noget, men også har brug for noget selv, og det kan være vanskeligt at få det hele med,« siger Ken Farø.
Derfor findes også mange konventioner inden for genren. Man skal have en beskrivelse af sig selv sammen med en partnerbeskrivelse, og sommetider dukker også en lille forhistorie op, der kan fungere som en slags undskyldning for, at man endnu ikke har fundet en partner. Det kan være formuleringer som »jeg har været syg i en periode«, eller »jeg har haft travlt med mit arbejde«, og fordi pladsen er så kort, bruges også mange forkortelser som for eksempel det tyske ’o.B.B.u.B.’, der simpelthen betyder uden skæg, briller og vom.
Sammenlignet med danske annoncer springer det ifølge Ken Farø i øjnene, at tyskerne tilsyneladende ikke er så bange for at reklamere for sig selv.
»Der er en tendens til, at tyskerne er mere specifikke med hensyn til egne kvaliteter og kvalifikationer. De fremhæver for eksempel i højere grad end danskerne deres akademiske titel, og det er nærliggende at lade den danske jantelovs-mentalitet forklare forskellene. Vi er simpelthen mere påpasselige med at fremhæve os selv i sociale sammenhænge,« siger Ken Farø.

Professionelle skribenter
Mange tyskere benytter sig sågar af professionelle skribenter, når de skal udarbejde en kontaktannonce, og det ender ofte i særdeles svulstige formuleringer, som man som dansker bliver »næsten stødt over«, som Ken Farø udtrykker det. Det kan for eksempel lyde som i følgende annonce, hvor beskrivelsen af en kvinde vel nærmest minder om en reklame for en rap lille MG-sportsvogn:
»Ung fortryllende fransk kvinde i Tyskland – billedskøn skabning primo 30/166. Hendes besnærende charme og betagende kvindelighed vil De ikke kunne løsrive Dem fra! Klassisk-traditionelt opdraget, lever efter etiske værdier, med polyglot baggrund, rundet af den særlige franske livsholdning ’savoir vivre’ og alligevel med et åbent sind. Sanselig og varmblodig med et fint, naturligt væsen og den dejligste latter, som vil fortrylle Dem... kan begå sig i enhver henseende, er velbevandret i kunst og kultur, rejseglad og meget sporty – en pragtfuld, hverdagsduelig og selvstændig kvinde, som man(d) vil misunde Dem!«
Også i USA forskes der i kontaktannoncer. De to amerikanske forskere Douglas Raybeck og Kris Paap har for eksempel analyseret og lavet statistik omkring amerikanske kontaktannoncer. Deres forskning er ligesom Ken Farøs baseret på kontaktannoncer i aviser, der er en næsten uddøende form i Danmark, men undersøgelsen giver alligevel et interessant fingerpeg om, hvad moderne mennesker søger.

Fokus på kroppen
Det første, der slog de to forskere, var, at langt flere amerikanske mænd end kvinder undlod at nævne deres kropsbygning, mens de selvsamme mænd samtidig pointerede, at netop kropsbygningen var væsentlig i forhold til den partner, de søgte.
Set i lyset af det slanke kropsideal, der hersker i medierne, var det også særligt interessant, at kvinderne ikke undlod at fortælle om deres kropsbygning, selv hvis de var tykke. Faktisk viste det sig, at antallet af kvinder, der beskrev sig selv som »store« eller »runde«, svarede ganske godt til antallet af mænd, der specifikt søgte en kvinde med »noget på sidebenene«.
Antallet af dem, der beskrev sig selv som kraftige, og antallet af dem, der søgte kraftige partnere, var faktisk lige så stort som antallet af dem, der beskrev sig selv som slanke og antallet af dem, der specifikt søgte en slank partner.
Ser vi bort fra kropsbygningen, var der noget andet, der også slog de to forskere. Langt flere mænd end kvinder fortalte nemlig, hvilket job de havde, og langt flere kvinder end mænd søgte omvendt efter en mand med »orden i økonomien«.
Begge parter interesserede sig for, hvilken type den fremtidige partner skulle være, men kvinderne gik ifølge annoncerne langt mere op i den side af sagen, end mændene. I lige så høj grad som mændene var interesseret i kvindernes udseende, var kvinderne interesseret i mændenes typer – og her handlede det om egenskaber som »sans for humor«, »begge ben på jorden«, »intelligens«, »romantisk indstilling« og »ærlighed«.

Vilde med naturen
Hvad angik »interesser«, var kønnene dog enige. Begge køn søgte nemlig en partner med samme interesser som dem selv, og her blev konklusionerne næsten komiske.
At dømme efter annoncerne elsker de fleste amerikanere nemlig naturen og bruger den helt overvældende meget. Det handler om trekking og camping, og selv om der er flere hundrede kilometer fra kysten og til den by og den avis, hvor kontaktannoncerne blev skrevet, så skrev mange, at de elskede lange gåture hånd i hånd langs stranden. Helst ved solnedgang.
Kvinderne var også specielt vilde med »romantiske middage og tæt dans« – og hvis det ikke lige handlede om ture langs stranden, var både mænd og kvinder vilde med stille aftener i hjemmet. Ikke – hvad der ellers ofte er realitet – foran fjernsynet, men i stedet foran »en knitrende pejs«.

Ingen ligestilling
På den måde svarer Douglas Raybecks og Kris Paaps konklusioner nøje til de store undersøgelser, der er lavet i de seneste 50 år omkring, hvad kvinder og mænd foretrækker. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, så lyder det nemlig, at mænd ofte søger yngre kvinder, der helst skal svare til det, som manden opfatter som fysisk attraktivt – det kan dog både være tykt eller tyndt. Heller ikke kvinder har trods ligestilling og flere nuancer mellem kønnene ændret ret meget på deres ønsker til en mand. Hun er nemlig interesseret i økonomisk stabilitet og følelsesmæssig samhørighed.
En nyere undersøgelse viser dog også, at begge køn interesserer sig meget for, hvilken personlighed deres partner har. Men bortset fra den nuance er der ikke meget, der har ændret sig igennem de seneste mange år, når folk bliver bedt om at karakterisere deres drømmepartner. Det skulle da lige være, at flere søger en »ikke-ryger« i forhold til for 50 år siden.
Umiddelbart skal man passe på med at sammenligne kontaktannoncer i avisen med kontaktannoncer på internettet, for internettet bruges umiddelbart af en langt mere broget skare. De to amerikanske forskere Douglas Raybeck og Kris Paap konkluderer, at især kvindernes annoncer er forskellige fra aviserne til internettet. På nettet virker kvinderne langt mere selvsikre og ressourcestærke og har mange flere krav til deres partner, end de giver udtryk for i avisen. Det kan skyldes, at det er andre typer kvinder, der bruger internettet, end de, der i sin tid brugte og måske stadig bruger aviserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her