Læsetid: 6 min.

Scener fra et ægteskab

Jeg ville prøve at forstå, hvorfor et par enten lever sammen i lang eller kort tid, siger den franske instruktør François Ozon om udgangspunktet for sin seneste film, ’5x2’
8. april 2005

Interview
Paris – François Ozon er ikke nogen nem mand at interviewe. Det er ikke, fordi den franske instruktør er uvenlig eller kontrær, tværtimod. Han er en pæn og næsten selvudslettende velopdragen, yngre mand, der svarer på alt, hvad han bliver spurgt om – som regel med et charmerende smil. Men han bryder sig ikke om at tale om eller analysere sine egne film, og ofte stiller han et modspørgsmål som svar – for så at le en smule undskyldende.
Han siger, at det stadig giver ham stor fornøjelse at lave film, men at presset fra producenter og distributører kun er blevet værre gennem de 10 år, hvor han har lavet spillefilm. De kræver ikke blot, at han laver sine film, senest ægteskabsdramaet 5x2 (2004), men også promoverer dem bagefter. Det er ikke svært at regne ud, at han refererer til den aktuelle situation, hvor han sidder over for en flok europæiske journalister, der stiller spørgsmål i øst og vest. Og da seancen er forbi efter kun 36 af de tildelte 45 minutter, smiler han stort og rejser sig med et tilfreds »bon!«
Det gør naturligvis ikke situationen bedre, at Ozon er en populær mand blandt alverdens filmjournalister, der ligesom resten af verden for alvor fik øje på den 37-årige franskmand, da han for fem år siden brød igennem med det knugende drama Under sandet, der har engelske Charlotte Rampling i den altdominerende hovedrolle som en kvinde, hvis mand forsvinder sporløst.

Mangfoldighed
Siden har Ozon lavet den aparte musical 8 kvinder (2002), der havde adskillige af Frankrigs selvbevidste divaer på rollelisten – Catherine Deneuve, Isabelle Huppert, Emmanuelle Béart, Audrey Tautou m.fl. – og blev en stor kommerciel succes. Det samme gjorde den sindrigt konstruerede psykothriller Swimming Pool (2003), der igen havde Rampling i den ene hovedrolle og unge Ludivine Sagnier i den anden.
François Ozon er en produktiv herre, der stort set laver en film om året, og han er nu biografaktuel herhjemme med 5x2, mens hans kommende film, Le Temps qui reste (2005), er på vej til de franske biografer. Efter at have lavet en lang række kortfilm op gennem 90’erne, fik han i 1998 sin spillefilmdebut med Sitcom (1998), en løssluppen og i mange øjne provokerende satire over det småborgerlige familieliv. Han fulgte den blandt andet op med filmatiseringen af et efterladt Fassbinder-manuskript, Hede dråber på varme sten (2000).
Ozons spillefilm er meget forskellige i både genre og tematik – han ynder at prøve noget nyt hver gang – men deler dog en visuel stilsikkerhed og stringens og bærer alle præg af en vis kølighed og distance til de mennesker, de beskæftiger sig med. Ozon er ikke nogen sentimental instruktør, der begraver sig i sine personer, i stedet synes han i højere og højere grad at betragte dem udefra, hvorfor det også virker så meget stærkere, når hans film ikke sjældent følelsesmæssigt griber fat i publikum.
Han siger selv, at han er begyndt at fokusere mere på form, efterhånden som han er blevet ældre: »Og måske rører mine film ikke så meget publikum umiddelbart, men rører dem i stedet dybere.«
Alt efter sit humør på en given dag udnævner han så forskellige instruktører som George Cukor og Alfred Hitchcock til sine favoritter, og 5x2 er i høj grad inspireret af Bergman og den svenske instruktørs Scener fra et ægteskab. Oven i købet er den skilsmissescene, som skuespillerne skulle spille, da Ozon prøvefilmede dem, hentet fra Bergmans film.

Et ægteskabs anatomi
5x2 er den barske historie om et ægteskab, der går galt. Filmen er fortalt baglæns og begynder med skilsmissen og slutter med det første møde mellem de to hovedpersoner, Marion og Gilles (Valeria Bruni Tedeschi og Stéphane Freiss). François Ozon fortæller, at han havde lyst til at lave en film om mennesker i sin egen generation, dvs. omkring de 30-35 år.
»Jeg ville prøve at forstå, hvorfor et par enten lever sammen i lang eller kort tid,« siger han.
»Jeg begyndte at skrive, og jeg ved ikke hvorfor, men den første scene var skilsmissen. Bagefter fik jeg ideen med at fortælle historien baglæns.«
Titlens 5x2 henviser til filmens fem scener med de to mennesker, og selv om det ikke var planlagt, at filmen skulle bestå af fem scener, så var det dér, Ozon endte.
»Jeg havde friheden til at gøre, som jeg ville,« siger instruktøren, der skrev og optog filmens første tre scener, før han overhovedet vidste, hvordan filmen skulle ende – og historien om Marion og Gilles skulle begynde.
»Vi stoppede optagelserne i fem måneder, inden vi optog slutningen, som er det første møde mellem de to hovedpersoner. Udfordringen var at lave filmen uden at kende historiens begyndelse, altså filmens slutning. Men det vigtigste for mig var at være tilstede i scenens nutid. Jeg var ikke interesseret i at forklare, hvorfor det en dag gik galt for det her par. Jeg ville bare opholde mig i øjeblikket og give publikum mulighed for selv at fylde de blanke felter ud.«

Parforholdets prøvelser
François Ozon erkender, at der allerede er lavet mange, for mange, film om parforhold – ikke mindst i Frankrig, siger han med et smil. Men samtidig er parforholdet det vigtigste i verden for mange mennesker, og derfor er det interessant for ham at beskæftige sig med.
»Det er ikke nemt at leve sammen og få det til at fungere,« siger Ozon, der selv er homoseksuel.
»5x2 er ikke selvbiografisk, men der er mange følelser og fornemmelser, som jeg kan genkende fra mit liv, og selv om jeg ikke er gift eller har børn, så kan jeg godt forestille mig, hvordan det er. Forskellen på min generation og ældre generationer er, at vi mener, at det er muligt at have flere tilfredsstillende kærlighedsforhold i løbet af et liv. Forældrene i filmen har tilbragt hele deres liv sammen, selv om de skændes hele tiden. Jeg og mange andre mennesker indrømmer, at vi kan begå fejltagelser og i processen prøve forskellige ting af med forskellige mennesker.«
Omvendt er forældrenes generation måske bedre til at kommunikere.
»De udtrykker i det mindste deres følelser, selv når de skændes, hvilket de gør hele tiden. Problemet for Gilles og Marion er, at der ikke er nogen dialog mellem dem, ingen udveksling af følelser. Men jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg prøver bare at vise, hvordan de hver især forsøger at leve i et parforhold.«
»Gilles’ bror har et forhold til en ung mand, som han tager med til middag hos Gilles og Marion. Broren siger, at han er ligeglad med, at hans unge ven har en affære med en anden, men i hans måde at agere på, kan man se, at han er meget berørt af det. Jeg er fascineret af det store spring, der er mellem teori og virkelighed – hvad folk siger, og hvad de mener.«

Man skal leve
På spørgsmålet, om han tror på lykkelige slutninger, svarer François Ozon, at det slet ikke er vigtigt.
»Det vigtige er at leve, og derfor er slutningen for mig ikke pessimistisk. Man skal føle noget, tro på noget og turde kaste sig ud på dybt vand, også selv om man ved, at det måske vil ende en dag.«
Samtidig indrømmer han, at han har nemmere ved at filme problemerne end de lykkelige stunder, og at han, da han begyndte at skrive et lykkeligt øjeblik ind i 5x2, ikke havde lyst til at filme det.
»Måske vil jeg en dag være i stand til også at filme livets glæder, men for tiden er det ikke muligt. Det er op til publikum selv at forestille sig de øjeblikke, de har lyst til. Det er mere interessant at filme de svære øjeblikke, fordi de rummer en vis spænding.«
Trods den venlige fremtoning, fornemmer man tydeligt den viljestærke kunstner bag facaden, og på et tidspunkt erklærer Ozon, der i begyndelsen af sin karriere var fransk films bad boy, at han »egentlig er ret ligeglad med, hvad folk forventer af ham.«
»Jeg prøver hver gang at lave film, som jeg har lyst til at lave, og som betyder noget for mig. Måske er det ikke nødvendigt for mig at være lige så provokerende som tidligere. Når man er yngre, er man mere ligefrem og mindre diplomatisk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her