Læsetid: 20 min.

Scherfig: Hos kirgiserne

Af Hans Scherfigs forfatterskab er det navnlig romanerne, der rager op. Men han var også bl.a. essayist, kommentator, journalist og rejsebogsforfatter. I 1964 besøgte han Den Kirgisiske Socialistiske Sovjetrepublik – det nuværende Kirgistan – og udgav året efter på forlaget Gyldendal bogen ’Hos Kirgiserne’, som Information her bringer et forkortet uddrag af
8. april 2005

Scherfig 100 år
1.
Ved middagstid i Moskva tager man plads i en ruteflyvemaskine, og seks timer senere vil man være i midten af Asien. Det er ikke noget større foretagende. Man føler sig ikke som opdagelsesrejsende.
Georges Duhamel har engang i fortrydelse over menneskenes formering og Jordens bebyggelse profeteret, at det vil komme så vidt, at de sjældne, som behøver stilhed og ensomhed, vil være henvist til at holde deres ferie i Centralasien. Det vil bedrøve digteren; at det ikke mere er forbundet med vanskeligheder at rejse derhen, og at mange gør det. Det fjerne Uzbekistan er f. eks. i de senere par år blevet et populært turistland med motorveje og hoteller; rejseselskaber fra hele verden kommer til Tasjkent og Samarkand for at se på seværdighederne. Det er slet ikke sikkert, at Georges Duhamel vil føle sig vel tilpas i Uzbekistan.
Men Kirgisien siges at være mindre besøgt af fremmede. Vores flyvemaskine vil afgå til Frunze, som er hovedstaden i den Kirgisiske Socialistiske Sovjetrepublik. Vi rejser ikke for at søge stilhed og komme bort fra menneskene. Min kone og jeg har bare modtaget en invitation til at komme til Kirgisien.
Hvad véd vi om Kirgisien? Det er i midten af Asien, kan man se på et skole-atlas, mørkebrunt af bjerge, lige oven over Indien og med grænse til Kina. Jeg har på forhånd læst i en håndbog, at denne republik omfatter et areal på 198,500 kvadratkilometer og har 2,488,000 beboere, hvoraf flertallet er kirgisere. Der dyrkes hvede, majs, ris, sukkerroer, hamp, jute, bomuld, tobak, vin og valmuer, og der er en stor produktion af kød og mælk og uld. Der står endvidere, at landbruget er stærkt mekaniseret. Da bogen blev skrevet, var der 14,000 traktorer og 3000 mejetærskere i gang i Kirgisien. Det meddeles også, at der er kul og olie og natur-gas i landet og mange metaller, og at der er en moderne industri.
Andre steder har man kunnet læse, at kirgiserne er nomader, som driver deres fedthale-får og kameler foran sig fra sted til sted og bor i telte af filt, som hedder jurter. Det har vel forandret sig. Vi venter ikke at skulle logere i jurte, når vi kommer til Frunze. I min barndoms yndlingsbog – W. Dreyers „Naturfolkenes Liv“ – var et uforglemmeligt billede af en kirgisisk jæger med spids hat og luntebøsse og med en tæmmet ørn siddende på armen. Jeg mindes ham som en gammel ven, men venter ikke at møde denne gode mand i virkeligheden.
Forøvrigt stod der i „Naturfolkenes Liv“ følgende om kirgiserne:
„Kirgiserne har det almindelige mongolske ydre, der ikke just tiltaler vore skønhedsidealer. Hans rigdom er hans hjorte, hans topuklede kameler, hans heste, kvæg og får. Alle hans tanker drejer sig om disse, af dem afhænger han, og af dem lever han. I hans øjne er syslen med dem i forening med jagt, krigerfærd og røveri det eneste, der sømmer sig for en mand, og med den dybeste afsky afviser han enhver tanke om at dyrke jorden og nære sig af dens frugter. De fastboende er, mener han, syge eller vanvittige, at de foretrækker det jordbundne slid for det frie liv i steppen.“
„Det daglige arbejde forrettes af kvinderne, der indtager en temmelig underordnet stilling. Mændene jager, kriges og drager på røvertogt. Den mandlige kirgis driver en stor del af dagen bort med passiar, tobaksrøgning, kumys- og brændevinsdrikning.“
„Folkekarakteren udmærker sig på den ene side ved redelighed, åbenhed, rå godmodighed, gæstfrihed og stolthed, på den anden side ved dovenskab og hævnsyge. Egentlig modige kan kirgiserne ikke kaldes; skønt de i opblussende kamplyst kan øve kække bedrifter, mangler de dog det koldblodige, velovervejede mod, som i grunden alene fortjener navnet.“
Det er kirgisere, der styrer vores flyvemaskine. Også mange af passagererne er kirgisere, og det forekommer mig at være kønne mennesker. Folk kommer med deres tasker og indkøbsnet og finder sig pladser, forældre med småbørn, gamle bedstemødre, det er som i rutebilen hjemme i Fredensborg. Der er børn, som leger og gnaver æbler, og voksne, som læser avis og ikke lader sig forstyrre i læsningen, fordi maskinen starter til Asien. Man er så vant til at rejse med flyvemaskine i dette land.
Det er den syvende september. Det regner. Landskabet drejer sig under os, lufthavnen med startbaner, det mægtige Moskva, høje huse, fabrikker, gasbeholdere, granskove og birkeskove, lange lige landeveje med biler, jernbanelinjer. Vi kommer op gennem skyer, hvor man ikke kan se noget mere. Og på dette tidspunkt agter jeg ikke at sidde ørkesløs og spilde tiden, men tager W. Steinlitz’ udmærkede russiske lærebog frem for at gå videre med et påbegyndt sprogligt studium. Jeg er nået til denne bogs sjette lektion, og hvis en russer nu tilfældigvis skulle henvende sig til mig og f. eks, spørge, hvor avisen er, vil man høre mig svare på fejlfrit russisk: „Avisen ligger på bordet!“ Jeg vil endvidere kunne sige til ham: „Minearbejderen taler med kleinsmeden angående arbejdet. Maskinisten taler med ingeniøren om maskinen. Hvor spiser De til middag? Kammerat Iwanow sidder i klubben og hører radio“. Disse ting er jeg i stand til at sige til ham på russisk.
Min kone har som rejse-lekture en lille bog, der hedder „Dshamila“. Det er en kærlighedshistorie, skrevet af den unge kirgisiske forfatter Tjingis Aitmatov. Denne bog skal være berømt og oversat til atten sprog. Louis Aragon som har oversat den til fransk, erklærer i sit forord, at det simpelthen er „verdens skønneste kærlighedshistorie“. Og han går så vidt, at han siger: „Her i dette hovmodige Paris, i Villons, Hugos og Baudelaires Paris, i kongernes og revolutionens Paris, i kunstnernes mangehundredeårige Paris, hvor hver sten fortæller en historie eller en legende, og hvor der har været så mange elskende – i dette Paris, som har set alt og læst alt og oplevet alt, eksisterede for mig pludselig ikke mere „Werther“, ikke „Bérénice“, ikke „Antonius og Kleopatra“, ikke „Manon Lescaut“, ikke „L’Education sentimentale“ eller „Dominique“, efter at jeg har læst „Dshamila“, og heller ikke mere Romeo og Julie, Paolo og Francesca, ikke Hernani og Dona Sol – – –“
Det bliver lysere. Vi kommer op i solskin over skyerne. Hvad der foregår nede på Jorden, véd vi ikke. Der er kun det hvide, blændende vat-tæppe at se. Vi kommer op i 8000 meters højde, farten er 700 kilometer i timen. Det føles, som om vi står stille i rummet over sky-havet. Her sidder vi og læser og studerer, men vi venter på, at Kirgisien skal fremstå under os.
Vores russiske ven, Nikolaj, som rejser sammen med os, har en flaske armensk cognac med i sin mappe og får den trukket op. Vi drikker den hurtigt, det beroliger sindet under luftfart og forsoner med en unaturlig tilværelse over skyerne. Men det forstyrrer mig i studiet af det russiske sprog. Nikolaj taler forøvrigt godt dansk, han er diplomat og har opholdt sig længe i vores land og har med lidenskab fisket aborrer i Esrom Sø. Nu skal det vise sig, om der er fisk i den store kirgisiske sø Issyk-Kul, som ligger i bjergene 1600 meter over havet.
Der bliver serveret middagsmad. Vi drikker bouillon og spiser kotelet og ser gennem solbriller ud over den hvide sky-ørken. Efter nogen tid ser vi, at der opstår åbninger i det hvide lag under os, og man kan kigge ned til Jorden. Det viser sig, at vi flyver over havet, og det foruroliger mig noget. Hvor er vi henne? Hvad er det for et hav?
Vi får at vide, at det er Aral-søen. Den er større end Danmark og Kattegat, mørkeblå og oprørt med skum på bølgerne. Det må storme dernede. Skyerne spredes efterhånden og bliver til små løsrevne vattotter. Så ser vi kysten med striber af brænding.
Vi flyver over ørken. Den er rødgul og riflet ligesom en sandstrand ved ebbetid med bølgede riller som på et vaskebræt. Og nu er luften uden skyer. Skyggerne dernede bliver bredere. Solen daler over den vestlige verden bagved os.
Klokken er nu fire på mit ur. Men vi flyver modsat Solens gang og er inde i en anden tid, end uret viser. Når vi kommer til Frunze, må jeg stille uret tre timer frem. Med solnedgangen i ryggen flyver vi ind i aftenen, og der kommer mærkelige farver på himmelen, grønt og orange og violet. Og så kommer mørket.
Nede i Asien tændes der små lys. Men der er langt mellem lysene. Vi flyver over Turkmeniens og Kazahstans ørkener og bjerge, jeg sidder med næsen mod vinduesruden og ser ingenting. Med nogen ængstelse bemærker jeg, at der kommer rød ild ud af flyvemaskinens motor, men det synes at været noget, der hører sig til.
Så kommer det tidspunkt, da stewardessen byder bolsjer om, og en lille tavle tændes med ordene: Nje kurit! Sastjenut rjemi! Og jeg er så kyndig, at jeg kan oplyse, at det betyder, at man ikke må ryge og skal spænde sikkerhedsbæltet. Tyve minutter senere føler man de beroligende små stød, som forkynder, at man igen har berøring med den velsignede faste Jord, hvor man hører til. Klokken er seks på mit ur. Her i Frunze har man klokken ni. I lufthavnen stråler lysene.
Vi bliver modtaget af folk med blomster, vores venner og værter, den kirgisiske forfatterforenings formand Toktobolot Abdurnomunov, digteren Ali Tokombajev, der har ærestitel som folkets digter og er deputeret til den kirgisiske øverste sovjet, partisekretær Beiskembai Muratalijev og Haribek Moldabajev, som er magister i filosofi og medlem af centralkomiteen. Der er også en kirgisisk diplomat, som taler engelsk og oversætter de venlige velkomstord. Man har her i Kirgisien læst noget om Danmark, og man håber, at vi vil få et indtryk af Kirgisien, hvor der i løbet af den sidste menneskealder er sket mærkelige forandringer.
Vi kommer ikke ind til byen. Fra lufthavnen kører vi en kort vej mellem mørke popler ud til en landlig park, hvor der ligger et smukt gæstehus. Aftenen er klar og kølig, der er stjerner på himmelen, og det dufter af blomster og æbler.

2.
Så vågner vi om morgenen og ser bjerge uden for vinduet og erindrer, at vi er i centrum af Asien. Fra det sted, hvor vi nu befinder os, er der lige så langt til Det Kaspiske Hav som til Det gule Hav, og vi er midtvejs mellem Den Bengalske Bugt og floden Obs munding i Det nordlige Ishav.
Vi er tidligt oppe. Vi har endnu den vestlige tid i os og vågnede ved solopgang. Vi kom ikke til at overnatte i en jurte, men har en smuk suite i gæstehuset, soveværelse og bad, et arbejdsværelse med skrivebord, hvor jeg kan forfatte min rejsebeskrivelse, og en salon, hvor vi kan modtage besøgende. Der er stillet blomster og frugt på vores bord, kæmpemæssige æbler og pærer og kirgisiske druer, blå og grønne og violette. Disse druer har en mageløs velsmag. Hvert æble vejer omkring et kilo og er sødt som honning.
Der løber en lille brusende flod nær ved huset. Der er bjerge på begge sider af os. Det er mærkelig regelmæssige bare kegler, som er grå eller grønlige med fattig vegetation, de ligner mægtige bunker af grus eller slagger. Men dalen mellem disse tørre bjerge er grøn og frodig med vinmarker og bugnende frugttræer. I parken omkring gæstehuset risler vandet i mange små kanaler. Her blomstrer roser og en slags meget store asters med stærke farver. Solen brænder tidligt om morgenen. Det må blive en meget varm dag.
Luften er ren og klar. Her i dalen er vi 700 meter over havet, det er det laveste, man kan komme i Kirgisien. I sydlig retning, hvor de tørre kegle-bjerge ikke dækker for udsigten, ser man milevidt ud over det blågrønne land. Langt ude er der høje blå alper med skinnende sne på tinderne. Det er den Kirgisiske Ala-tau, som er en af kæderne i det umådelige bjerg-kompleks Tien-Shan.
(. . .)

Mens jeg i videnskabens interesse sidder og nedskriver disse oplysninger, er min rejsefælle gået på opdagelse i parken og har tegnet skitser med farvekridt af kirgisiske vinmarker. Jeg træffer hende i selskab med Nikolaj og en fremmed mand, som viser sig at være Tjingis Aitmatov, altså forfatteren til romanen „Dshamila“, som vi har taget med fra Moskva, og som Aragon kalder „verdens skønneste kærlighedshistorie“. Et tilfældigt møde. Tjingis Aitmatov holder ferie i et sommerhus lige i nærheden. Forøvrigt er hans og Dshamilas hjemegn ikke så langt herfra, en landsby i det nordvestlige hjørne af landet ved grænsen til Kazahstan, hvor steppe og bjerge mødes. Aitmatov har studeret zoologi og har arbejdet ved landbrugsskoler og forsøgsgårde i Kazahstan og Kirgisien. Senere har han studeret literatur ved Maxim Gorkij Højskolen i Moskva. Han er født i 1928 og var femten år, da Dshamilas kærlighedshistorie foregik. Da han var tredive, var han i stand til at skrive historien. Den vil vel også engang bliver oversat til dansk.
Digteren Ali Tokombajev kommer herud fra Frunze for at spise morgenmad sammen med os. Det er kraftig mad klokken otte om morgenen: yoghurt, stegt fisk, omelet, sjasjlyk med stykker af fårekød og fedt ristet på spid over gløder af trækul. Dertil agurker og tomater og frugt, vandmelon og kager. Vi sidder fire ved enden af et langt bord i gæstehusets store spisesal. Ali Tokombajev taler russisk, og Nikolaj oversætter.
Ali Tokombajev siger: – Jeg har ladet mig fortælle, at Ludvig Holberg skal være den danske literaturs fader. Forholder det sig sådan? –
– Ja, – siger jeg. – Det er rigtigt for så vidt, som nordmanden Ludvig Holberg indførte
literære former i vores land, som på det
tidspunkt var ukendte for danskerne. Han skabte teatret i Danmark, komedien og det satiriske epos og den satiriske roman. Han var også den første essayist. Forøvrigt overrasker det mig, at Ludvig Holbergs navn er kendt i Kirgisien. –
– Vi kan læse Ludvig Holbergs roman om Niels Klim og hans komedier i russisk oversættelse, – siger den kirgisiske digter. – Vi kender også den danske eventyrdigter Hans Christian Andersen og Martin Andersen Nexø. De er begge elskede og beundrede i vores land. Men jeg ville gerne vide, om danskerne har haft et skriftsprog før Holbergs tid? –
Jeg svarer, at vores folk havde haft skriftsprog tusind år før Holberg. Mere end tusind år før!
Ali Tokombajev siger: – Jeg spurgte angående den danske literaturs fader, fordi jeg selv på en måde er den kirgisiske literaturs fader. Det første digt på vores modersmål, som blev trykt, var af mig. –
Hertil siger jeg med sandhed og oprigtighed og beder Nikolaj oversætte, at jeg betragter det som en enestående ære at tale med den kirgisiske literaturs fader.
Vi drikker te af smukke blå skåle uden hanke, som er praktiske for nomader og kan pakkes sammen og medføres i særlige futteraler af filt. Den te, nomadefolket kendte, blev kaldt for tegl-te og var stilke og affald af teblade presset hårdt sammen i firkantede blokke som mursten. Man plejede at komme en klump harsk smør i tevandet, når der var råd til det. For nomadernes menige hyrder var en bygsuppe, som hedder jarma, næsten den eneste føde, og det var kun ved meget sjældne lejligheder, at de fik brød at smage. Tokoch hedder det flade kirgisiske brød, som var en festspise, da Ali Tokombajev var barn.
Denne højt begavede og europæisk dannede mand, hvis bøger er oversatte til fransk og engelsk, er født i en jurte blandt analfabeter. Han har som lille dreng vogtet får i bjergene og forsvarede dem mod ulvene med en knippel. Han lover os, at han vil rejse med os og vise os sin hjemstavn, som er mere end fem hundrede kilometer herfra ved den østlige ende af søen Issyk-Kul i de mægtige bjerge ved græsen til Kina.
Den kirgisiske literaturs fader kender ikke datoen for sin fødsel. Normadefolket havde ingen kalenderkundskab. Han véd, at han blev født i 1904, og at det var om efteråret. Han har valgt den syvende november som fødselsdag.
Kirgiserne var dengang et døende folk. I de ti år fra 1903 til 1913 blev deres antal formindsket med en tiendedel. I modsætning til de kirgisere, der lever på stepperne i andre egne af Asien, blev beboerne af bjerglandet, som i dag udgør den kirgisiske republik, ringeagtende benævnt kara-kirgisere – de vilde sorte kirgisere. I tsarens russiske rige var deres vilkår omtrent som indianernes i Nordamerika.
Med den russiske militære fremtrængen i Centralasien fulgte kolonisation. Bønder fra det europæiske Rusland blev efter livegenskabets ophævelse opmuntret til at udvandre til de asiatiske områder og blev nybyggere i ly af militære forter. Det var en politisk og strategisk interesse for Tsar-riget at få de østlige grænseegne befolket med pålidelige elementer udvalgt blandt russiske og ukrainske bønder og kosakker.
Nybyggerne i Kirgisiens frugtbare dale fordrev de indfødte fra den gode jord. Efterhånden blev også de højere liggende græsgange taget i besiddelse af kolonisterne. Skovene blev russisk statsejendom. De kirgisiske nomader med deres kvæg og heste og får blev fordrevet til Tien-Shans stenede ødemarker, hvor de måtte gå til grunde. Der blev pålagt nomaderne urimelige skatter og afgifter. De ejendomsløse blev landarbejdere for kolonisterne på slave-vilkår. De nye økonomiske forhold, de nye handels-reformer og besiddelses-former og rets-former var ødelæggende for de gamle nomade-samfund.
Der udbrød flere opstande, som blev slået ned af russisk militær. Og i 1916 – efter et dekret fra tsaren om mobilisering af kirgiserne til militær arbejdstjeneste bag fronterne – kom det store kirgisiske oprør. De kirgisiske landarbejdere i nybygger-kolonierne rømte og flygtede op i bjergene. Der blev forøvet sabotage mod telegraf-ledningerne, broer blev afbrudt, og nogle post-stationer blev stukket i brand. Kirgiserne overfaldt en russisk våbentransport og erobrede to hundrede geværer og tre tusind pund ammunition, men der var kun få, der forstod at bruge de moderne våben.
Oprøret bredte sig til de fjerneste dele af landet. Bevæbnet med langskaftede økser og hjemmelavede spyd og knipler og enkelte ældgamle jagtbøsser gik kirgiserne til kamp mod kolonisterne. Og det blev også et oprør mod de lokale kirgisiske høvdinge og herrer, nomadernes baj’er og manap’er.
Der blev sendt infanteri og artilleri mod kirgiserne, og under kommando af general Kuropatkin, hvis navn ikke bør glemmes, foranstaltede de tsaristiske tropper en grufuld massakre, hvor det ligesom ved udryddelsen af Amerikas indianere uden forskel gik ud over mænd og kvinder og børn.
Flertallet af de overlevede kirgisere forsøgte at flygte over bjergene til Kina. Det var sent om efteråret, at denne fortvivlede folkevandring begyndte. Med yak-okser og kameler og heste og får i stor forvirring og uorden vandrede nomadefolket gennem tilsneede pas og kløfter og over gletschere i bjergkæder, som hører til Jordens højeste. Tusinder omkom undervejs af kulde og sult og udmattelse, og alle husdyr gik tabt. Elendige og ejendomsløse nåede omtrent 200,000 kirgisere over grænsen til Kina.
Ali Tokombajev har gjort denne vandring med. Han var dengang tolv år. Hans mor og hans far døde undervejs, hele hans familie omkom. I Kina fik drengen arbejde som fårehyrde.
Da han var femten år, tog han turen tilbage over bjergene. Det var to år efter revolutionen. Der blev givet jord og husdyr til de hjemvendende kirgisere efter bestemmelse af den nye sovjetregering i Turkestan. Den turkestanske røde armé, som blev ført af Frunze og Kuibysjev, havde sammen med kirgisiske partisaner kæmpet mod de hvide. Kontrarevolutionen var blevet støttet af kulakker blandt de russiske og ukrainske kolonister og af den såkaldte basmatsj-bevægelse, som var organiseret af englænderne i forening med indfødte baj’er og manap’er.
Digteren Ali Tokombajev lærte bogstaverne af soldater i den røde hær. De tog sig af den hjemløse dreng og gav ham den første elementære undervisning. Fra den røde hær kom han til det nyoprettede Centralasiatiske Kommunistiske Universitet i Uzbekistans hovedstad Tasjkent. Senere har han studeret ved Instituttet for Literatur i Moskva.
Det er ikke uden grund, at han og mange andre kirgisere, hvis forældre ikke kendte kalenderen, har valgt den syvende november – revolutionsdagen – som deres fødselsdag. De russiske arbejderes revolution betød Kirgisiens og en række andre nationers genfødelse.

3.
Så ung er verden. 1924 er ligesom år 1 i Kirgisien og altings begyndelse.
For mig, som er jævnaldrende med den kirgisiske literaturs fader, er årstallet ikke så fjernt. Det var det år, jeg blev student og mødte det literære liv på Universitetets frokoststue i København. Jeg læste dengang noget i en nyudkommet bog, der var skrevet af vores store digter, Johannes V. Jensen, der var et lys og et fyrtårn for den unge literatur. Der stod:
„Rusland skræmmer. Ingen i andre Lande kan nu mere paakalde Revolutionen med Hjælp fra neden uden samtidig at rede op til sin egen Undergang. – – Den Kommunisme man prædikede og med en forbavsende Frimodighed, som kun kan forklares som moral insanity i epidemisk Form, førte ud i Virkeligheden i Rusland og enkelte andre Steder i de rystende Aar under og efter Krigen var jo kun en umoden og nu for alle Tider af Blod og Uret besudlet Frase, anvendt af Halvciviliserede som ikke kunde se Tingene selv for en eller anden udenadlært utopisk Lekture, Asiater der pyntede sig med gammel brugt Marxisme – en Flaske Proppen har været af i tredive Aar – som Negre med en Livkjole paa den bare krop. – –“
„Det hører til god Kommunisme for Tiden at mistænke Aandsarbejderen som uproduktiv – – Det ligger i Sagens Natur at Uvidende heller ikke kan vide noget om Hjernearbejdes Betydning, selv naar det gælder deres egen Velfærd. – – for nylig er russiske Videnskabsmænds Værdi for Samfundet bleven prøvet af Analfabeter og Kalmykker. – –“
„Betegnende for Kommunismens Frugt i Rusland er Byernes Forfald, de gaar i Steppe igen; det misforstaaede Fællesskab skal føre til alt Fællesskabs Ophør. – – Naar Ingen maa have Privatejendom, hvem skulde da bestille noget, uden under Tilskyndelse fra Kirgisere med opplantet Bajonet? – –“
Dette ytrede Johannes V. Jensen i en bog fra 1925, der hedder „Evolution og Moral“.
Med vores kirgisiske venner kører vi ind til Frunze, som er en storby opstået på steppen. I forrige århundrede en lille oase-by ved den gamle karavane-vej med en fæstning, anlagt af khanen af Kokand og erobret af russiske tropper i 1862. Derefter tsaristisk forvaltnings-centrum for området. Dengang hed byen Pisjbek, den havde ved revolutionen 14,000 indbyggere. Nu har den 400,000. Navneforandring fik den i 1926 til ære for den berømte bolsjevik og hærfører, Mihail Vassiljevitsj Frunze, som blev født her i 1885.
(. . .)

Solen brænder. Ved middagstid føler man taknemmelighed mod gartneren Fetissov og de andre, som har sået skygge på steppen. Vandet risler i mange små kanaler gennem parker og frugthaver, den kunstige vanding som får de øde vange til at blomstre. Det regner ikke meget i disse egne, men træerne i Frunze er grønne til hen i december. De to floder Ala-artsja og Alamendinka flyder gennem byen og leverer vandet til overrislingen, som fordeles på indviklet måde fra anlæg syd fra Frunze. Der er kunstige søer i parkerne og svømme-bassiner, og ude i omegnen er der lange badestrande ved Den store Tju-kanal.
(. . .)

Kirgisere og kazaher og dunganer og uzbeker og ukrainere og russere promenerer på Frunzes boulevarder. Man spadserer forbi smukke boglader, hvor verdensliteraturens klassikere kan købes i kirgisisk oversættelse. Kaféerne og frilufts-restauranterne er fyldte, man ser folk, som tillader sig at forfriske sig med et glas champagne midt på dagen. Børn leger og spiser iskager i parkerne. Unge studenter og studiner med broderede asiatiske kalotter og sorte fletninger haster til universitetet med deres mapper fulde af lærdom.
– – Betegnende for Kommunismens Frugt i Rusland er Byernes Forfald, de gaar i Steppe igen, – sagde Johannes V. Jensen. Han var en digter, som kunne gøre udmærkede kunster med ordene, men han var ikke en god profet. Han skulle måske også have været mere lavmælt angående en vis populær vestlig bedømmelse af halvciviliserede asiater. Kalmykker og kirgisere som en ringere race end de blonde læsere af germanske billedblade.
Vi er blevet fløjet hertil af kirgisiske piloter, og vi erfarer her, at kirgisere har været i stand til at udrette et og andet på Jorden. Og skulle for eksempel en af os blive syg på rejsen, vil der blive tilkaldt en kirgisisk læge, og hvis det viser sig nødvendigt, vil der ske indlæggelse på et af landets moderne sygehuse, hvor asiatiske overlæger regerer.
(. . .)

Lederen af det kirgisiske kunstakademi er maleren Gapar Aitijev, hvis billeder vi har set i Moskva og på en udstilling i København. Der var ingen tradition for billedkunst hos muhamedanske nomader, hvor Koranen forbød menneskene at gøre billeder af det, der er på Jorden eller over Jorden. Da Gaspar Aitijev som trettenårig havde modelleret en figur, blev den knust af landsbyens mullah, og drengen blev erklæret for en kætter. Kun den abstrakte ornamentale kunst var tillaldt. Gaspar Aitijev gjorde oprør mod den religiøse non-figurative tvang og malede mennesker og dyr og hjemegnens forunderlige landskaber i en impressionistisk stil, som måtte betyde både befrielse og begyndelse for kunsten i Kirgisien. Vi ser hans malerier i Frunzes kunstmuseum og forstår dem på en anden måde end i Moskva, da vi ikke vidste noget om Kirgisien.
De nye kunstarter, som er indført hos et folk, der ikke har kendt til maleri, skulptur, arkitektur, drama, opera, ballet, orkester-musik og en række af literaturens forskellige former, må nødvendigvis have fremmede formelle forbilleder. Kirgiserne kendte ikke dans, de kendte ikke til at spille med mere end ét instrument ad gangen. De havde ikke noget alfabet til deres digtning og ingen noder til deres musik. De havde færre forudsætninger for at tage imod nye og ukendte kunstformer end danskerne, da Holberg fra udlandet bragte komedie og essay og parodisk helteepos til vores land. Holberg fik forøvrigt ingen tak for det, da han levede, og i nekrologerne undgik man hensynsfuldt at nævne, at professoren havde gjort komedier og ført europæiske kunstformer til Danmark.
Mærkeligst er videnskabens udvikling. Eksistensen af en række selvstændige forskningsinstitutter. Kirgisisk universitet og videnskabsakademi og tekniske højskoler. Kirgisiske professorer og forskere. Højt kvalificerede specialister, som ikke kender deres egen fødselsdato. Laboratorier og biblioteker og videnskabelig literatur hos et folk, som fik alfabet og skriftsprog i 1924. Det er ikke begavelsen hos et fremmed folk, som forbavser, men tempoet, udviklingens hastighed.
Mens vi taler om tingene med vores kirgisiske venner, er der en ung doktor, som spørger mig om Grønland. Det hører jo til Danmark. – Ligner grønlænderne ikke os? – siger han. – Hvordan er det med kulturlivet i Grønland? Den grønlandske digtning, teatret, kunsten, videnskaben? –
Jeg vil nødig fortælle for meget om Grønland. Jeg har ikke været der, og det er ikke sikkert, at jeg kan komme derhen. Jeg siger: – Grønland er ikke mere en koloni. Det er en del af Danmark. Forøvrigt lever der i den del af vores land et amerikansk mindretal, som ikke er uden indflydelse. –

*Fra Hans Scherfig: ’Hos kirgiserne’, 1965, Forlaget Gyldendal. Teksten er et forkortet uddrag af bogens tre første kapitler. Uddraget er foretaget af Information

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu