Læsetid: 6 min.

At se, stående, i øjenhøjde

– om Niels Guttormsens fotografiske notater
6. april 2005

Fotografi
I Niels Guttormsens billeder taler fotografiets banale ugriflethed sit eget sprog, som ikke er adskilt fra, men part i det udsagn, som dets motiviske indhold udtrykker. Fotografiernes ’stilløshed’, deres karakter af hastige notater optaget i forbifarten, er deres stil, som samarbejder med motivernes dobbeltidentiteter – som henholdsvis tilfældige genstande og nøje udsøgte strukturiagttagelser – om at producere indtrykket af pludseligt opdukkende betydningsornamenter.
Ud af billederne, som for en umiddelbar betragtning, og anskuet som isolerede enkeltbilleder, tenderer det ligegyldige, vokser for ens øjne skulpturelle former, omsiggribende sculptures involontaire, som forvandler ubetydelige genstande til betydende former. Selve transformationsprocessen finder sted i billedet, den sker for øjnene af én, selv om den så at sige hele tiden har været der som en latent betydning, et overset eller slet og ret forbigået aspekt af den fotograferede virkelighed. Frem af notatets tilsyneladende skødesløse blik på tingene drages betydninger, som på samme tid synes at være tingene iboende og at være et resultat af fotografens udvælgelse af særlige genstande, særlige vinkler.
Tingene forekommer det ene øjeblik at være ’dumme’, stumme genstande, sådan som de findes over alt i vores hverdagsvirkelighed, men det næste øjeblik at være allerede organiserede i strukturelle formationer, som blot synes at vente på at træde frem for det rette blik. Men hvad er ’det rette blik’? Disse ’fundne’ strukturer, som ved deres simple gentagelse i forbindelse med stadig nye og hver gang overraskende genstande synes at vinde i overtalelsesevne, eller ligefrem at akkumulere troværdighed, er åbenlyst fundet af nogen, af en specifik sensibilitet, der har ’haft blik for’ dem, og hvis særlige blik først bliver tydeligt gennem gentagelsen af den strukturelle iagttagelsesevne.
Hvad fotografierne bevidner er således møder mellem virkeligheden og denne særlige sensibilitet, som netop i mødet, og al den tilfældighed, der måtte være involveret heri, producerer noget tredje, som hverken er ’virkeligheden’ eller den selekterende ’sensibilitet’, men en slags ’nye virkeligheder’. Formuleret anderledes (et spørgsmål og et svar): Vi ser resultatet af hvad? En fotograf, som registrerer et aspekt af virkeligheden med et kamera, og derved fremdrager dette aspekt til særlig granskning, holder det frem for os til særligt eftersyn – gør det til et minde – hvorved handlingen ændrer sig til mere end blot og bar fremdragelse, fordi den nu åbenlyst også medvirker til overhovedet at skabe virkeligheden, at give os ’et nyt blik på tingene’, at give os tingene. Vi ser nu det, vi ikke ved.

I øjenhøjde
Det er ikke blot et spørgsmål om udvælgelse. I deres prunkløse og aldeles uspektakulære ’stilløshed’ gør Niels Guttormsens fotografier alt for at skjule deres stil, som – hvis vi nu sætter os for at afsløre den – består i at forstærke kameraets standardiserende kvaliteter ved at mime dem.
Kameraets lovmæssigheder kopieres med andre ord via strenge, men i resultatet ’usynlige’ regler for, hvordan billederne må optages. Mest fremtrædende i dogmet om at kameraet holdes i øjenhøjde, stående. Kombineret med apparatets såkaldte normalobjektiv, 40 mm-optikken, frembringer den konstante øjenhøjdeposition motiver, hvis stilistiske uanselighed er uovertruffen.
Motiverne træder frem som ’virkeligheden selv’, nærmest umedieret, næsten som uberørt af menneskeblik, hvis man kunne sige sådan. Eksponeringernes neutralitet, som hverken er for meget eller for lidt, hverken resulterer i under- eller overbelyste motiver, men derimod skaber i alle henseender gennemsnitlige billeder, bidrager yderligere til det dominerende indtryk af uanselig normalitet, akkurat ligesom motivernes dybt konventionelle centreringer gør det.
Det markante stilistiske fravær af gøren-sig-til er med andre ord på flere måder meddelagtig i fremstillingen af den gennemsnitlige normalitet, som grænser til det regulært kedsommelige, og får fotografierne til at fremtræde gennemført stilløse, helt og holdent objektive, men så meget desto mere overrumplende, når deres anderledes evident kalkulerede strukturafsøgninger dukker frem.
For hvad er vi i grunden i øjenhøjde med, når vi kigger på Niels Guttormsens fotografier? Motivisk er der ikke umiddelbart noget sammenbindende tema, tværtimod breder motiverne sig over højst forskelligartede emner: et stillads foran en bygning, et stakit foran et midlertidigt vej- og betonarbejde, en stabel tømmer, en bunke tønder, affaldspapir, bindingsværk, skyformationer, murfacader mm. Kort sagt lidt af hvert. En slags bric-à-brac dokumentarisme, der samler op, hvad den falder over – tilfældets generøse foræringer – og først via placering af det enkelte billede i den større sammenhæng, den komplette samling, røber noget om sin logik, sin systematik.
Så ser man, at det ikke handler om hvad, der ses, eller om hvordan, der ses, men om hvordan selve synsprocessen – hvad’ets hvordan og hvordan’ets hvad – kan fremstilles i billedet. Billedernes emner såvel som deres optagelsesmåder er om ikke ligefrem ligegyldige, så i det mindste underordnede. Emnerne og optagelsesmåderne er underordnede den visuelle struktur, de er indskrevet i på netop det tidspunkt, billedet blev optaget, set fra netop den synsvinkel, billedet blev optaget fra. Det gælder i en vis forstand for alle fotografier, kan man indvende, men sagen er, at de visuelle strukturer i Niels Guttormsens tilfælde bliver selve det emne, som de afbildede genstande må underordne sig, hvor det omvendte almindeligvis er tilfældet. Den strenge tekniske dogmatik, optagelsesmådens ortodoksi, har således det ene formål at give plads til en strukturel indsigt, en blotlæggelse af dette at se, snarere end at blotlægge ’virkeligheden’ på konventionel dokumentarisk vis.
Fotografiernes emner, de virkeligheder der faktisk afbildes, er kun signifikante som anledninger til at demonstrere og effektuere en særlig synsproces. At se, stående, i øjenhøjde.

Begivenhed
Umiddelbart fæstner man sig ved billedernes begivenhedsløse præg. Der sker intet. Det drejer sig om hverdagslige ting, der statisk befinder sig i verden. Men trods denne ubevægelighed er der tale om konsekvente afsøgninger af begivenheder på flere planer. Hverdagens mikrobegivenheder, sådan som de udspiller sig over længere tidsintervaller, er helt bogstaveligt motivet i flere af Niels Guttormsens fotografier.
De visuelle strukturer i hverdagsvirkelighederne, som billederne viser, er for eksempel sløve forvitringer, afbrudte akkumulationer, momentane indpakninger, flygtige meteorologiske formdannelser eller langsomme geologiske aflejringer. I alle tilfælde begivenheder, der umærkeligt finder sted over tidsintervaller, som knapt registreres, fordi de er større (eller længere) end de hastigt omskiftelige og øjebliksprægede begivenheder, massemedierne og ’begivenhedskulturen’ har vænnet os til. Derfor fremtræder Niels Guttormsens registreringer nærmest som begivenhedsløse begivenheder. Men på et andet plan kan man tale om, at andet og mere end blot de afbildede tings transformationer – disse udstrakte, umærkelige hændelser og begivenheder – finder sted i billederne.
At begivenhederne i billederne også består i deres aktivering af vores blik på en bestemt måde. At begivenheder med andre ord ikke blot er noget, der vises i billederne, men i tilgift produceres hos billedernes betragtere. De begivenheder, der finder sted i billederne, er lavmælte udfordringer af vores visuelle skemata, vores perceptoriske beredskab, der i hverdagen aftvinger os en dramatisk økonomiseren med vores sansninger, så at sige tvinger os til at overse, snarere end at se.
Niels Guttormsens fotografier iværksætter det oversete, iscenesætter virkeligheden som skulpturelle fænomener, ind- og overgribende strukturer, der lader os ane oversete parallelvirkeligheder, lader os fornemme en alternativ synsmåde, et andet blik. Disse fotografiske notaters samlede udsigelse, hvis man overhovedet skal driste sig til at uddrage en sådan af det heterogene materiale, handler i sidste ende mindre om at dokumentere det oversete end om at vise os, hvordan vi overser, og dermed også indirekte, hvordan vi ser på en anden måde.
Det er denne systematik, vi bevidner hos Niels Guttormsen: fotografierne bekræfter gensidigt hinanden i, at det ubetydelige potentielt kan transformeres til betydning, at det løsrevne er forbundet via et sammenbindende skelet, som optræder uafhængigt af det konkrete emne.
Hvad består denne systematiserede samling af, kan man spørge, andet end akkumulationen af udpluk af det optisk ubevidste, den visuelle sans’ varierede terrain vagues, indfanget ’i levende live’ og følgelig med en intakt evne til at vække vores blik, få os til at se? Her er med andre ord tale om en righoldig erindringsbank til reaktivering af den kunstneriske sensibilitet. Fotografierne er notater til påmindelse om, hvad det vil sige at skabe skulpturer, hvad det vil sige at skabe kunst, hvad det vil sige at se. Eller blot: erindringsskrivelser til en uvis fremtid om synets, kunstens, skulpturens mulighedsbetingelser.

*Rune Gades artikel er et uddrag fra Niels Guttormsens bog ’Fotografiske notater’ med essays af Rune Gade og Hans Hyllested, der har valgt blandt fotografens mange fotografier. Bogen er netop udkommet på Aristo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu