Læsetid: 2 min.

Han siger, han leder efter sandhed

Ellers sker der ikke noget særligt på Husets Teater. Russisk kunstnerindlevelse kræver jo venten. Sådan er det bare
11. april 2005

TEATER
Kristian Halken er en af skuespillerskarens mest præcise, komiske kunstnere. Hans replikker udtales præcis et mikrosekund senere, end tilskueren forventer. Hans hænder flapper præcis i en helt anden retning, end tilskueren regner med. Og hans ryg vender sig mod publikum præcis, når tilskueren tror, at han stiller sig ansigt til ansigt. Hans store øjne er til gengæld præcist udspilende på en legesyg.
50 år er manden netop fyldt, men for hver sæson virker han faktisk mere og mere rebelsk i sin farlighed. I Husets Teaters nye Erland Josephson-forestilling En nat i den svenske sommer har Kristian Halken en rolle som en filmskuespiller, der skal spille uhyrligheden Eichmann. Her kan Kristian Halken nærmest suge øjnene ind i hovedet på sig selv – eller få dem til at stilke udad og forlade ansigtet i lutter afsky over rollens personlighed. Han spidder Josephsons billede af svenske behagelighedskunstnere og filmskaberen Tarkovskijs kompromisløse sandhedssøgen. Og han tilsætter rask væk et par Stanislavskij-læresætninger om skuespillerens troværdighed, lige så armene dasker.

Sandriller
En nat i den svenske sommer er blevet en meget munter forestilling i Søren Iversens iscenesættelse. Latteren pibler og bølger og stormer, akkurat som vandet i Birgitte Mellentins raffinerede og igen så betagende smukke scenografi af sandriller og mågehorisont. Kun videobilleder afbryder handlingens absurde filmoptagelse med endnu mere hallucinationsdryppende mareridtsdråber. Ellers sker der ikke noget særligt. Russisk kunstnerisk indlevelse kræver jo venten. Sådan er det bare. Det bliver aften, det bliver nat, og det bliver lidt småkedeligt. Men forestillingens sikre karikaturer får gladeligt tilskueren til at vente på næste pointe.
Se nu Søren Østergaards stjerneskuespiller. Han stråler, mens han jokker rundt i gummistøvler og føler sig forsmået – hvis han da ikke falder i søvn, så hele hans ansigt tværer prustende ud.
»Jeg kan ikke arbejde med mennesker, der ikke anstrenger sig,« siger til gengæld Olaf Johannessens manisk-eksakte filminstruktør, hvis dybe blik starter helt inde fra skuldrene. Imens fistrer Rikke Wölck rundt i dynevest og tilbedende briller som filmoptagelsens overloyale og lattervækkende tolk, og Maibritt Saerens udlever med smukke lår og protestfulde gummirøjser endnu en krise som en overset kvinde, der fastlåses af en beundringsværdig mand. Hendes rolle virker faktisk som stykkets mest gammeldags – eller er den bare et resultat af Josephsons oplevelser med Bergmans univers?
Det interessante er, at man forlader forestillingen med latteren i sig. Efter premieren nølede folk i hvert fald med at forlade Halmtorvet og smilede indforstået til hinanden. Måske skyldtes det kontrasten mellem den altopofrende russiske kunstnersjæl og den magelige, skandinaviske livsafvikler. Måske skyldtes det oplevelsen af en stor komiker og hans kumpaner. Og måske skyldtes det allermest forestillingens finurlige insisteren på, at livets vigtige øjeblikke handler om absolut ingenting.

*’En nat i den svenske sommer’ af Erland Josephson (2002). Bearbejdelse: Eva Bergman. Oversættelse: Gunner Frøberg. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi: Birgitte Mellentin. Husets Teater på Halmtorvet til 14. Maj. www.husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu