Skam
En almindelig onsdag formiddag sidder vi omkring 15 mennesker og stortuder i et rum nær Rådhuspladsen i København. Vi er i biografen. Og den film vi ser, er langt fra almindelig. En feel bad film, kunne man kalde den, for filmens primære hensigt er at få publikum til at skamme sig. Skamme sig over Vestens rolle i den forfærdelige borgerkrig i Rwanda i 1994.
Hotel Rwanda hedder den, og den handler om en idealistisk hotelvært, der under de allerværste uroligheder forsøger at få det hele til at hænge sammen, mens han skjuler over 1.000 flygtninge i luksushotellets værelser. Man ser mange frygtelige ting: brutale nedslagtninger af uskyldige borgere. Skamferede lig, der flyder overalt i gaderne. Små børn, der hjerteskærende græder over tabet af deres forældre og venner. Og vi græder i den lille sal.
Men overraskende nok eller måske netop ikke overraskende er det en bestemt scene, der får grådkurven til at peake. Der, hvor vi trods biografens mørke opgiver at skjule over for hinanden, at der vælter vand ud. Det er scenen, hvor alle vestlige forlader den synkende skude. FN trækker sine fredsbevarende styrker ud af Rwanda, så den enlige Oberst Oliver (Nick Nolte) står tilbage med bare 300 mand. Og alle journalister sendes hjem, så borgerkrigen ikke længere bliver dækket i de vestlige medier.
Som Nick Nolte siger til hotelværten, der ellers med whisky og cigarer har forsøgt at holde sig gode venner med de hvide: »Youre not even a nigger youre african and nobody cares about you.«
Men måske allerværst da en tv-journalist i regnvejr forlader hotellet for sidste gang - og en tjener følger efter for at holde en paraply over hovedet på ham.
Journalisten beder ham stoppe, og siger »Im so ashamed,« inden han går ind i sin bus. Det er præcis det, filmen handler om. Om skam. Journalisten skammer sig og vi i biografens våde mørke skammer os med ham. Over den vestlige verdens medskyld i en katastrofal borgerkrig, som endte med at koste næsten en million mennesker livet. Det var ikke bare en skam. Det var skammeligt. Og nøj, hvor vi skammer os.
Men vi er kun omkring 15 mand, og biografsale fås næppe mindre end denne. Og det er heller ikke spor moderne at skamme sig over den slags. Faktisk er vi rigtig dårlige til det. Det mener rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt:
»Jeg mener ikke, at folk skammer sig nok i dag. Jeg slår til lyd for, at skam er et af de sidste kontrolelementer vi har. Vi skal have folk til at skamme sig mere. Det bør for eksempel være skamfuldt at komme for sent til et møde. Du misbruger andres tid det er uacceptabelt. Du kan ikke tillade dig at køre dit eget show, når du ved, at andre er afhængige af dig.«
Men hvad er skam egentlig? Man kan slå ordet op, men det kommer der sjældent noget godt ud af så er det bedre at ringe til folk, som ved noget om det.
Det gør blandt andre docent i filosofi ved Aalborg Universitet, Mogens Pahuus. Han skelner mellem to typer af skam:
»Man føler skam, når man ikke lever op til sine egne eller andres forventninger. Det afføder skam at gå under niveau,« siger Mogens Pahuus. Men man kan også føle skam på en anden måde. Det er den mere overfladiske skam:
»Man kan skamme sig over, hvordan man tager sig ud i forhold til andre. Når andre får blik for ens fejl, eller når noget bliver afsløret. Det kan være nogle moralske ting. Og det fører til en anden form for skamfølelse,« siger Mogens Pahuus.
Også Lars-Henrik Schmidt fra Danmarks Pædagogiske Universitets skelner mellem to typer af skam. En konkret, som er let at forstå, og en metafysisk, som er sværere at forstå.
»Man føler skam, når man skuffer. Når man ikke lever op til sine egne eller samfundets forventninger,« siger Lars-Henrik Schmidt. Det er den konkrete skam. Men der er også en anden type skam, nemlig skammen over at være til stede på andres bekostning.
»Man kan skamme sig over, at det, at man er her, betyder, at andre ikke er her. Man så det blandt andet hos de overlevende fra koncentrationslejrene. De skammede sig over, at de overlevede.«
Den metafysiske form for skam hører til de meget lidt udbredte i dag:
»Ingen kender den form for skam i dag. Det er indlysende, at man er her man er aldrig en belastning,« siger Lars-Henrik Schmidt.
Med til denne udvikling hører, at selvrealisering i dag er det altoverskyggende mål med vores liv. Vi tænker først og fremmest på os selv.
»Den med at skamme sig over, at man kommer for sent, er væk i dag. For det har ikke noget med én selv at gøre,« siger Lars-Henrik Schmidt. Det er altså forskel på, hvad der er skammeligt i dag, og hvad der var skammeligt for 50 år siden:
»Det er en væsentlig ændring i forhold til tidligere. I dag føler du måske ikke skam ved at optræde nøgen i det offentlige rum. Men du kan stadig sætte mennesker i klemme ved at gøre det.«
Mogens Pahuus fra Aalborg Universitet er enig. Han mener, at skamfølelsen har ændret sig fra at omhandle noget kollektivt til at omhandle noget individuelt.
»Tidligere var det nogle fælles standarder, man skulle leve op til. Man skulle følge sæd og skik og skammede sig over ikke at gøre det. Men der er sket en inderliggørelse. I dag skammer man sig, når man har svigtet noget i sig selv,« siger Mogens Pahuus
Det er altså i dag ens egne ambitioner, man gerne vil leve op til. Og skammer sig over ikke at kunne opfylde:
»Engang forsøgte man at skjule sig for offentligheden, når man følte skam helt frem til 50erne. Det bygger på hele den vesterlandske kulturarv. Det er der ikke nogen, der gør i dag. Nu skammer vi os over ikke at være tilstrækkelige. Hvis vi ikke vinder i Stjerne for en aften, eksempelvis,« siger Lars-Henrik Schmidt.
Det er altså skammen over ikke at være så gode, som vi selv forventer og er opdraget til at skulle være.
»I dag har vi fri abort, og alle børn er ønskede. Ellers var de ikke blevet født. Derfor er der en tendens til, at forældrene forventer meget af deres børn. De skal gerne blive til endnu mere, end forældrene selv har præsteret det er et sociologisk træk,« siger Lars-Henrik Schmidt.
Og frem for alt skal vores selvværd nå helt op til himmelen. Ellers er vi fiaskoer det har vi lært i skolen, hvor man i den grad lægger vægt på at oparbejde børnenes selvværd:
»Det er ikke alle forundt at have det store selvværd, som vores uddannelsessystem er bygget op om. Og så skammer vi os over vores manglende selvværd, hvilket giver endnu lavere selvværd. Hvis man mislykkes med dét, der er hele skolens projekt hvis man får 03 i selvværd så har man virkelig noget at skamme sig over,« siger Lars-Henrik Schmidt.
Men vi kan stadig vende skuden. Vi kan genindføre den gamle form for skam og sende dem, der ikke gør tingene ordentligt, i skammekrogen. Eller give dem en eftersidning. Og det er ikke fjernt fra Lars-Henrik Schmidts løsning på problemet. I stedet for hele tiden at rose hinanden, skal vi fremkalde skamfølelser:
»Skam er et vigtigt pædagogisk princip. Man skal kunne sige Du kunne have gjort det bedre skam dig. Det er nødvendigt med den følelse, for den er med til at drive folk frem. Vi skal gøre vores yderste. I Danmark gør vi aldrig vores yderste. I langt de fleste tilfælde nøjes vi med ikke at gøre vores ringeste. Af og til gør vi vores bedste men vi gør aldrig vores yderste. Det gælder hele vejen gennem det danske system. Ikke kun i skolen,« siger Lars-Henrik Schmidt. Sportssituationer er altid gode til at forklare ting:
»Da jeg var ung, spillede jeg badminton med min gode ven. Og når jeg kom bagud, blev han altid sur over, at jeg ikke kæmpede som en sindssyg for at komme op igen. Han blev pisseirriteret over, at jeg mere eller mindre gav op i stedet for at kæmpe til sidste blodsdråbe. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville skamme mig over nederlaget på den måde kunne jeg gøre det til en joke. I dag kan jeg udmærket forstå hans hysteri over, at jeg ikke ydede mit yderste,« siger Lars-Henrik Schmidt.
Da den sidste uskyldige neger er blevet dræbt, og rulleteksterne fylder det halvstore lærred, får alle 15 elever en obligatorisk eftersidning. For det er svært at komme sig over sådan en oplevelse, og vi bliver siddende i de bløde sæder og håber, at det varer lidt endnu, før lyset bliver tændt. Og skamfølelsen varer ved vi ydede bestemt ikke vores yderste dengang i Rwanda. Vi er i skammekrogen resten af dagen.
Lige indtil klokken 18.15, hvor vi ifører os klaphat og dåsebajer for at se Danmark tabe til Ukraine, selvfølgelig. Nu er det usandsynligt, at Danmark kvalificerer sig til VM i Tyskland til næste sommer. Det landshold burde da skamme sig. Eller...
