Læsetid: 5 min.

Et skud i tågen

Uden tv-billeder på grund af vejret var den hollandske cykelklassiker Amstel Gold Race en gættekonkurrence for tilskuerne, men ud af tågen kom, så og sejrede Danilo di Luca til sidst
18. april 2005

Cykling
Den hollandske cykelklassiker Amstel Gold Race – der dog ikke er mere klassisk end at løbet fejrer blot 40 i år – forvandlede sig på fødselsdagen til en gættekonkurrence for tilskuerne.
Så tæt lå tågen over det bakkede Limburg i det sydøstligste hjørne af Holland mod grænsen til Belgien og Tyskland, at ingen helikopter var i luften og ingen motorcykelkameraer på vejen, så der var ingen tv-billeder fra løbet at se.
Så dermed var seerne lige så lidt orienterede om løbets udvikling som tilskuerne langs vejen – og dermed var det en næsten nostalgisk påmindelse om, hvordan det var at se cykelløb engang. Dengang hvor man fra det valgte punkt langs vejen kunne se rytterne fise forbi og så ellers holde sig orienteret af sidemanden med en radio med frit slag til at lave sine egne billeder.
Det var pisseirriterende ikke at få billeder fra det over 200 km lange udbrud som Christophe Moreau og Erwin Thijs var ude i, men på den anden side, så ved man jo godt, hvordan sådan et indianerudbrud med et forspring på ti minutter plejer at ende. Moreau har kendt bedre dage og Thijs fra det lille hold Mr. Bookmaker var ude i et tilsvarende i søndags på vejen til Roubaix, så hvad skulle man egentlig med billeder af det. Lave kaffe, gå i bad og rydde lidt op kunne man, mens alverdens tv-kommentatorer var ude i hjørnerne af erindringens bagkatalog for få tiden til at gå med noget, der i hvert fald kunne lyde meningsfuldt. Stakkels dem.

En påmindelse
Sådan et billedløst cykelløb er en pludselig påmindelse om en af de væsentligste grunde til, at cykelløb kan fascinere: At det foregår på offentlig vej og på vejens og vejrets betingelser. Ens for både ryttere og dem der skal lave billeder af dem. Ingen entre, tælleapparater og overdækkede siddetribuner her.
Så det er fint en gang i mellem at være uden billeder – men lad det nu ikke ske for tit, så man går glip af, at to af sidste søndags store uheldige tabere, Leon van Bon og Steffen Wesemann, der ikke kom i det afgørende udbrud i Paris-Roubaix, kørte fra feltet og op til Moreau og Thijs på et så sent tidspunkt, at det godt kunne have været startskuddet til en afgørende batalje.
Det troede i hvert fald CSC’s tysker Jens Voigt, som ville køre op til dem, men som – von hörensagen – blev kaldt tilbage igen af sin sportsdirektør, der ikke troede på at det var den rette taktik.
Hvis det var Bjarne Riis, der gav ordren, er det lidt ironisk. Hvis han i 1997 havde haft en sportsdirektør, der i samme løb fortalte ham, at det ville være galmandsværk at forsøge at køre alene hjem med 37 km til mål, så ville han ikke have hørt efter, for det var jo hvad han gjorde. Vandt Amstel Gold Race ved at sige farvel uden tak og køre alene hjem til Maastricht, hvor målet var dengang.
Nu har man lagt afslutningen på den stejle bakke Cauberg, der skal passeres to gange inden finalen, og den del af feltet, der rummede alle favoritterne, var samlet indtil foden af den. Og der kom der tv-billeder fra live, så man selv kunne se at, at hjemmebanefavoritten Michael Boogerd har mange kropsudtryk og grimasser for skuffelse.

Afslutningen
Tidligere, når han har været lige ved at vinde hollændernes eneste klassiker, har han slået en hånd i styret. I går var det bare en mundvigstrækning nedad om de store overmundstænder, men så dyb en trækning at den gik næsten ned til halsen og vidnede om en resignation, der er kommet for at blive.
Sidste år blev han overspurtet af Davide Rebellin i en meget smuk duel, hvor italienerens accelerationskraft på bakken var meget, meget større end hollænderens, og i går tog han en slags konsekvens af det.
Han angreb tidligt på bakken for at skabe luft til folk med hurtigere antrit på de sidste meter, og det lykkedes ham at holde den onde ånd Rebellin væk, men han døde lige nøjagtigt nok til at en anden italiener kørte forbi ham. Danilo di Luca, som vandt aldeles overbevisende på en type bakkeafslutning, der er som skabt for ham, og som han har vundet sine fleste af sine 30 sejre på. Omsider, kan man sige.

Mediedarling
Danilo di Luca, der kommer fra en landsby lige uden for Pescara på den italienske Adriaterhavskyst er blevet 29 år uden helt at have indfriet de forventninger, man i Italien stillede til ham fra han var dreng.
Han er vokset op i konkurrence med Giuliano Figueras, der blev U23-verdensmester i 1996 i Lugano, og med CSC’s Ivan Basso, der blev verdensmester i denne kategori i 1998 i Valkenburg. (På næsten samme rute som Amstel Gold Race køres på).
Af trekløveret er Danilo di Luca, den der har vundet mest og i hvert fald i hjemlandet profileret sig tydeligst.
Han havde tidligt en velfungerende uniformeret fanklub med hans navn på tøjet omkring sig ude til løbene, og han har længe været en mediedarling med meget mere sans for showmanship end Figueras og Basso.
Men i de forårsklassikere, som han som ryttertype nærmest er født til, er han af mange grunde hidtil kommet til kort. Han kørte sig ind i de store drenges rækker i 2001, da han vandt Lombardiet Rundt, som historisk set er et langt vigtigere og ældre løb end Amstel – et af cykelsportens fem monumenter når vi taler endagesløb – men Lombardiet er i de senere år blevet devalueret til et næsten rent italiensk prestigeløb. Fordi det nu køres efter VM og så sent på sæsonen, at mange rytter er gået i vinterhi.
At Danilo di Luca er storform lige nu, viste han ved at vinde etapeløbet Baskerlandet Rundt for en stor uge siden, og hans sejr i Amstel gør ham pludselig til en af de helt store favoritter til Ardenner-klassikerne Fleche Wallone på onsdag og Liège-Bastogne-Liège på søndag.
Måske endda med billeder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu