Læsetid: 7 min.

Vi slæbte ikke på fødderne

Ikke alle sugede på labben under den tyske besættelse af Danmark. Fiskerne oplevede et erhvervsboom, bønderne scorede kassen og betalte gården ud, og industrien holdt sig ikke tilbage
20. april 2005

Danmark gik langt fra i stå under Besættelsestiden. Det dokumenterer en ny stor samlet undersøgelse af dansk økonomi under Besættelsen, der præsenteres på en stor konference på Handelshøjskolen i dag.

Tre yngre historikere, Niels Wium Olesen, Mogens Nissen og Joachim Lund, har undersøgt hsv. fiskeriets. landbrugets og industriens økonomiske rolle og politiske motiver under Besættelsen. Tilsammen dokumenterer de i detaljen:

- At man i Danmark som led i samarbejdspolitikken og hensynet til egen forsyningssikkerhed tog de indtjeningsmuligheder, der kom.

- At både industri, fiskeri og især landbrug fra Besættelsens start ilede de tyske myndigheder i møde. Samarbejdet foregik hverken modvilligt eller fodslæbende, som en traditionel mytologi har ment.

- At ikke mindst fiskeri og landbrug scorede kassen som spisekammer for Nazityskland.

- At motiverne til at levere mad og varer til besættelsesmagten næppe var politiske, men heller ikke tynget af synlige moralske overvejelser.

Smørret gør'et

Mogens Nissen, Syddansk Universitet, der har beskæftiget sig med landbrugets rolle under Besættelsen, påpeger, at landbrug, især fødevarer, havde langt den økonomiske og politiske betydning.

Landbrugsprodukter udgjorde ca. 75 procent af Danmarks eksport under krigen. I en hvidbog fra Frit Danmark efter krigen blev værdien af fødevareeksporten, incl. fisk, opgjort til 4,4 milliarder kr.

Prisstigninger på 30-300 procent mere end kompenserede for den faldende produktion, der skyldtes, at det kneb med importeret dyrefoder.

Landbrugets 'Lieverfreude' ('leveringsglæde') indgik i central tysk planlægning. Selveste Hitler interesserede sig i begyndelsen af 1943 for dansk landbrug, og de samme højtplacerede tyske økonomer, udarbejdede både kalkyler for Danmark og en berygtet 'hungerplan' for, hvor mange sovjetborgere i et senere besejret Sovjetunionen, der måtte dø, så Tyskland selv kunne få fødevarer.

"Spørgsmålet, om man skulle handle med tyskerne blev aldrig stillet af landbrugets organisationer, hverken i 1940 eller sidst i krigen," siger Nissen. "Når jeg har holdt oplæg for udlændinge, forstår de godt, at man samarbejdede. Men behøvede det være så forbandet effektivt?!"

Allerede 10. april 1940 holdt Landbrugsraadet nemlig sit første møde med de tyske myndigheder. Tyskerne betalte godt, til gengæld blev militær eller anden kontrol aldrig nødvendig.

Desuden levede også danskerne privilegeret som tysk mønsterprotektorat:

"Af alle tyskbesatte lande havde Danmark det højeste fødevareforbrug under krigen," siger Mogens Nissen, der også mener at de 'normale' samarbejdsrelationer mellem danske og tyske forhandlere betød, at samarbejdet fortsatte så længe:

"I min optik havde det været let at bakke ud i september 1944, da politiet interneres, men der er en inerti i det," siger Mogens Nissen.

Alternativet var, at tyskerne 'tog selv', som dog havde krævet omfattende tysk kontrol.

"Landbruget havde klart krigsmæssig betydning. I krigens sidste år leverede DK ca. 15 procent af den tyske befolknings brug af kød og flæsk, så de tyske bønder kunne udskrives til andre ting. Men at gøre det op i uger og måneder er for langt ude," mener Mogens Nissen.

Boomet holdt til efter krigen. Da der ikke var meget at købe under krigen, nedbragte landmændene i stor stil deres gæld eller sparede op i bankerne. Pengene blev sat på bog og investeret i f.eks. bygninger og mekanisering efter krigen.

"Man kan uden overdrivelse sige, at landbruget tjente på krigen," mener Mogens Nissen.

I rørte vande

Siden Anden Verdenskrig har fiskeriets rolle været underbelyst. At man ikke tidligere har rettet søgelyset mod fiskeriet, skyldes ifølge historiker fra Århus Universitet Niels Wium Olesen fiskernes mytiske rolle som ofre og helte: Dels mistede en del fiskere livet på havet pga. miner og beskydning. Dels indtog særligt østdanske fiskere en 'helterolle', da de sejlede jøder og andre til Sverige:

"Der har været en ærefrygt, som har gjort, at man ikke har villet beskæftige sig med den økonomiske side," mener Niels Wium Olesen, der belyser to aspekter: Økonomien og neutralitetsdiskussionen.

Ifølge hans undersøgelse steg indtægterne for fiskeeksportører steg med 3-400 procent; for skipperne 2-300 procent og for 'partsfiskerne' (de ikke-bådejende fiskere) 150-200 procent i krigsårene. Især fordi danske fiskere havde Nordsøen for sig selv.

Også for fiskeriets vedkommende grundlagde de solide indtægter et velstandsboom i efterkrigstiden, der blandt andet afspejles i udviklingen i en by som Esbjerg:

"Besættelsestiden er bestemt ikke kun en parentes, men hænger sammen med efterkrigstiden," pointerer Niels Wium Olesen.

Også fiskeriet levede højt på et dansk-tysk interessesammenfald: Forretning som sædvanlig, ordnede forhold - samt mad for penge.

"Man handler på de samme fiskeauktioner, og der står ingen SS-oberst med monokel på kajen. Men fiskerne var jo ikke dummere, end at de godt vidste, hvor fisken gik hen," siger Niels Wium Olesen.

"Når økonomien fungerer, er den en selvstændig faktor, der får Tyskland til at give Danmark lempelige besættelsesvilkår, så man ikke arbejder med geværet stukket op i snotten. Det fremgår også af tyskernes interne overvejelser, at de vidste, at så ville produktionen også falde."

Den anden side af hans undersøgelse handler om neutralitet.

"Danmark erklærer sig trods den tyske besættelse for neutralt og fiskerne giver i f.eks. Vestjysk Fiskeritidende udtryk for, at de ikke kan forstå, at englænderne skyder på dem, 'vi er her jo kun for at tjene det daglige brød'. Men i virkeligheden kan de naturligvis sagtens forstå, hvad der foregår," siger han, der dog også påpeger fiskernes traditionelle engelskvenlighed.

I kilderne leder man ifølge Niels Wium Olesen forgæves efter moralske dilemmaer. Fiskernes organisationer tog ganske enkelt ikke stilling. Modsat var der eksempler på esbjergfiskere, der gik ind i modstandsbevægelsen - og samtidig fiskede videre.

"Det viser menneskets kapacitet til at rumme modsætninger. I nutiden er vi jo heller ikke selv parate til at opgive vores sikre tilværelse i en større sags tjeneste," mener Niels Wium Olesen.

Ikke nøglen om

Historikeren Joachim Lund, Handelshøjskolen i København, har stået for undersøgelsen af industriens økonomiske forhold.

I alt står industrien for lidt over 20 procent af Danmarks eksport under krigen. Det er især maskinindustri, syv-otte skibsværfter, tekstil- og skoindustri samt radio- og kommunikationsudstyr (også til hær og luftvåben).

"De brancher hvirvles ind i et tæt samarbejde, som handler om at få leveret råvarer udefra. Der er tale om økonomisk trang, for alternativet er at virksomhederne drejede nøglen om og sendte arbejderne hjem," siger Joachim Lund.

Under krigen falder industriproduktionen med næsten 25 procent. Visse virksomheder må lukke helt, f.eks. Superfos, der ikke kan skaffe bl.a. fosfat til kunstgødning.

Ingen virksomheder bliver dog markant større eller mindre, bortset fra cementvirksomheden F.L.Smidth, der oplever ubegrænset efterspørgsel til f.eks. tyske bunkere.

"Hos FLS følte man ikke noget behov for at holde igen, men tjente en masse penge," siger Joachim Lund, der dog også mener, at medlemmer af Foss-familien (som medejer af FLS), en overgang skal have protesteret af moralske grunde.

Den største enkelteksportør til Tyskland var dog det nu berømte Dansk Industri Syndikat (Riffelsyndikatet), der i løbet af krigen tjente i alt 49 mio. kr. på bl.a. maskinkanoner.

Til sammenligning tjente de ti næststørste virksomheder hver ca. 8-10 mio. kr.

Da den tradionelt nationaltsindede A.P. Møller var storaktionær i Riffelsyndikatet, har større viden om Riffelsyndikatets aktiviteter i de senere år sendt et interessant sidelys over koncernen.

Industriens aktører går i visse tilfælde meget længere end politisk nødvendigt, påpeger Joachim Lund. Det gælder Riffelsyndikatet og entreprenører som F.L. Smidth, der benyttede sig af jødiske tvangsarbejdere i Estland.

"De skulle arbejdes ihjel, og det blev de så hos FLS," siger Joachim Lund. Tilsvarende dilemmaer sås hos entreprenørfirmaer som Højgaard & Schultz og Christiani og Nielsen.

"Det går over en grænse, mens det ligger mere i en gråzone, når Danfoss leverede ventiler, der måske blev brugt i en kampvogn," mener Lund.

"Jeg er forsigtig med at tale om opportunisme. Men mig bekendt var der ingen i Dansk Industri, der slæbte på fødderne ved kun at gøre det nødvendigste. Så den myte fra min barndom er i hvert fald punkteret."

Forargelse mangler

Det er dog svært at spore den store forargelse hos de tre historikere. Niels Wium Olesen dæmper meget gerne nutidens store lyst til at 'mene igennem' på fortidens bekostning:

"Folk må tænke selv, men det er da nemmere at være forarget på fortiden end at mene noget om nutiden," mener han, mens kollegaen Joachim Lund supplerer:

"Ikke at blive forarget er måske en erhvervsskade for en historiker. Virksomhederne var jo ikke kryptonazister eller ude på at sælge Danmark. Spurgte de sig for i regeringen, fik de også svaret, at Ja, de må I endelig gøre," påpeger han, der også på denne baggrund har svært ved at begribe statsminister Anders Fogh Rasmussens opdeling af besættelsestidens mennesker i medløbere og moralske:

"Venstre var et af de mest samarbejdsvillige partier," påpeger han, der bakkes op af Mogens Nissen:

"Jeg er helt uenig med statsministeren. Er det urimeligt, at folk søger at sikre sig mad og brændsel? Det er for let at sætte den slags ind i en nutidig kontekst," siger Nissen, der især mener, at statsministerens politiske udtalelser er 'skidt' anbragt på Undervisningsministeriets hjemmeside om besættelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her