Baskisk valg
BILBAO »Jeg kan da sige nogle få ord på flamenco. Og da jeg var barn, fik min bedstemor mig til at synge Txistu på dagen for Sankt Ignacio, som er det allerhelligste for det baskiske nationalistparti, så det var vigtigt.«
Den 46-årige musiklærerinde Idioa ler med et drilsk smil. Den 46-årige Maria José Crucelegi stemmer i: »Ja, og skriv ned på din blok, at vi begge kommer fra nationalistiske familier. Min mor var den første i byen til at hænge det baskiske flag ud af vinduet. Og se, hvilken situation jeg nu er sat i.«
En sort og lattermild humor har bredt sig blandt den gruppe af lærere, der denne eftermiddag er samlet i aulaen på Bertendona-skolen lige overfor Bilbaos store posthus. I 51 dage har de sammen med 155 andre lærere spærret sig inde på Bertendona-skolen i protest mod, at de bliver fyret den 31. august i år.
Deres faglige aktion har vakt international interesse, og journalister helt fra Japan er kommet for at skrive om deres sag. Lærernes aktion er også blevet en del af den baskiske valgkamp før regionalvalget på søndag, og såvel konservative som socialistiske kandidater har besøgt skolen for at fordømme den nationalistiske regionalregerings hårde sprogpolitik.
Det er ikke fordi, de 157 lærere fagligt set har et ringe niveau i forhold til de andre 22.000 lærere i de baskiske skoler. De slæber heller ikke rundt på klager fra elever, forældre eller skoleinspektører. Men den baskiske undervisningsminister, nationalisten Anjeles Iztueta, har alligevel meddelt, at hun vil fyre dem, fordi de ikke har bestået de obligatoriske sprogprøver i det baskiske sprog, euskera, som regeringen kræver, at alle lærere skal bestå. I to år har lærerne været frikøbt fra undervisning af den regionale regering, så de kan bestå de sprogprøver, der skal gøre dem i stand til at undervise på flydende baskisk.
Maria José føler, at der er tale om en diskrimination.
»Der står i den spanske forfatning og den baskiske selvstyreaftale, Gernika-pagten, at ingen må diskrimineres på grund af sproget, men det sker nu for os i praksis,« siger hun. Fagforeningerne UGT og CCOO støtter de fyringstruede læreres faglige kamp og har rejst sagen ved domstolene, men intet tyder på, at den nationalistiske regering agter at give sig.
Rasende lærere
Det er ikke bare lærerne, der bliver ramt af sprogkrav. Det sker for alle i det offentlige, og det nye er, at også halv-offentlige selskaber bliver sat under pres.
»Regeringen vil også fyre nogle ansatte, der i mange år har arbejdet for de baskiske vandværker, bare fordi de ikke kan den baskiske grammatik. Det er hårrejsende,« udbryder Maria José.
Hun bryder sig ikke om begrebet sproglig udrensning, siger hun, men mener, at det næsten er det, der sker.
»Regeringen kræver nu også, at de praktiserende læger skal bestå en baskisk sprogprøve, og den sprogprøve tæller nu lige så meget som folks erfaring som læge. Det viser, hvor langt vi er kommet her,« siger Idioa ironisk.
I Baskerlandet er det stadig kun 22 procent af befolkningen, der har baskisk som modersmål, og det spanske sprog dominerer i gadebilledet. Men det vil den baskiske nationalistregering have ændret. Den har investeret millioner af euro i at frikøbe skolelærere i de senere år, og Anjeles Iztueta lægger ikke skjul på, at målet er at afvikle de offentlige skoler, der har spansk som hovedsprog (linje A-skoler), og i stedet få flertallet af elever over i de såkaldte linje D-skoler, hvor der undervises på baskisk i alle fag, og som kun har spansk og engelsk som tilvalg. Regeringen vil euskaldunisere den baskiske ungdom altså gøre dem baskisktalende.
De fyringstruede lærere er rasende. De føler, at de bliver skubbet ud til fordel for yngre lærere, der har mindre erfaring, men får deres pladser, fordi de har en baskisk sprogprofil.
»Da jeg begyndte at undervise i musik for 19 år siden, var der ingen baskisk sprogprofil eller krav til de nye lærere. Det er først fra 1997, at regeringen begyndte at stille sprogkrav til lærerne. Det er løgn, når regeringen siger, at vi fra starten har vidst, at vi skulle lære baskisk,« siger Idioa.
Både hun og Maria José understreger, at de begge er i stand til at føre en samtale på euskera, men de har ikke været i stand til at bestå regeringens sprogkommissærers krævende grammatikprøve.
På gitterhegnet rundt om skolen har lærerne hængt skilte op, hvor de protesterer imod det de føler er en sproglig diskrimination.
Og i samtalen i aulaen henviser de til, at de baskisktalende lærere ikke skal bestå grammatik- og sprogprøver på spansk, selv om Anjeles Iztueta udadtil siger, at hun ønsker en tosproget skole uden diskrimination.
Politikere kan heller ikke
Maria José har ikke noget imod, at der stilles baskiske sprogkrav til nye lærere, men »hvordan kan man forlange, at lærere, der som jeg har undervist i 18 år, i en alder af 56 år skal lære et nyt sprog, tage på internater og svede over svære grammatiske prøver i et sprog, der ligger fjernt fra alle romanske og germanske sprog?«
»Hvor mange af regeringens medlemmer taler flydende euskera?« indskyder Idioa:
»Den nationalistiske regeringsleder Ibarretxe er ved at lære euskera, han laver mange fejl, men han gør dog en indsats. Men hvor mange af ministrene kan tale euskera? Alle deres møder er på spansk, og nationalistpartiets valgkampsmøder er på spansk. Det er de nødt til, for hvis de taler euskera, er der ikke ret mange af vælgerne, som vil forstå dem eller stemme på den. Regeringen kræver af os, at vi skal lære at undervise på euskera, men de kan ikke engang selv. Hvad er det for noget?«
