Læsetid: 1 min.

Statsministeren bringer dansk miljøsag til EU-Parlamentet

Statsminister Anders Fogh Rasmussen lover at arbejde for at redde skrap dansk miljøregel ved at kontakte de politiske grupper i EU-Parlamentet
7. april 2005

DRIVHUSGASSER
BRUXELLES – Statsminister Anders Fogh Rasmussen var »stærkt opmuntret,« efter en uformel samtale med formanden for EU-Parlamentet, Josep Borrell i går. »Jeg fik, hvad jeg kom efter,« sagde han efter mødet.
Kontakten til Parlamentet er en redningsaktion for en dansk miljøsag, der på vejen gennem EU’s lovmølle i oktober blev stemt ned af flere andre landes miljøministre.
Danmark og Østrig har besluttet at udfase tre særlig farlige drivhusgasser – kaldet
F-gasser. Hvis EU’s nye regler kommer igennem, skal de tillades igen, hvilket ud over miljøet ville skade den danske indsats for at overholde forpligtelserne i den internationale Kyoto-klimaaftale.
Det principielle spørgsmål omkring de kommende regler er, om enkelte lande kan gå foran de andre med mere miljøvenlige regler. Og det var EU-Parlamentets formand positiv over for.
»Borrell gav mig stærk opbakning til selve det principielle synspunkt, at et medlemsland skal kunne gå længere på miljøområdet, end den fælles standard,« sagde statsministeren efter mødet.
Spørgsmålet ventes at komme til andenbehandling i Parlamentet fra juni. Som næste skridt vil statsministeren derfor kontakte gruppeformændene for de politiske grupper »for at forklare det danske synspunkt.« Desuden opfordrer han alle danske EU-parlamentarikere til at gøre en indsats i deres politiske grupper.
De omstridte F-gasser, som Danmark gerne vil af med, bruges i køleanlæg samt som opløsningmidler og til forskellige formål i industrien.
En af dem der 23.900 gange stærkere end CO2 som drivhusgas, og ifølge miljøorganisationen Greenpeace kunne en udfasning yde et vigtigt bidrag ikke blot for at overholde danske, men også andre europæiske landes forpligtelser i Kyoto-aftalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her