Læsetid: 4 min.

Strategien bag traktats-valgkampen

Selv om der stadigvæk er et godt stykke tid til, at vælgerne skal i stemmeboksen for at give deres mening om EU-traktaten, er der så småt ved at tegne sig nogle mønstre for, hvordan ja- og nej-siden vil gribe valgkampen an
11. april 2005

Analyse
En ting er sikkert, og det er, at partiernes og bevægelsernes valgkamp kan få stor betydning for, hvor mange vælgere, der sætter deres kryds til EU-afstemningen den 27. september. I analysen »Vælgernes og partiernes vej til EU’s forfatningstraktat« som Altinget.dk står bag, fremgår det, at over en tredjedel af vælgerne er i tvivl om, hvad de skal stemme, og at denne tvivl hænger tæt sammen med manglende viden om traktatens indhold.
I betragtning af den udbredte vælgertvivl og det åbenlyse informationsbehov hos store dele af danskerne, hvad angår traktatens indhold og konsekvenser, ligger der en stor kommunikativ opgave foran de implicerede parter. Det store spørgsmål er dog, hvordan henholdsvis ja- og nej-siden vil gribe valgkampen an.

Tre spor for ja-siden
Rettes optikken mod de overvejelser og mærkesager, som ja-partierne på nuværende tidspunkt har gjort sig i forhold til den kommende valgkamp, tegner der sig tre spor. Det første spor er det værdipolitiske spor, hvor de vil slå på, at traktaten vil føre til forbedringer f.eks. på menneskerettigheds- og ligestillingsområdet. Det andet spor vil være østudvidelsesaspektet, hvor ja-siden vil argumentere for, at der er brug for et generelt eftersyn af EU-vedtægterne efter optagelsen af de nye østlande. Det tredje spor, ja-siden vil slå på, er, at traktaten vil gøre det lettere at løse en lang række problemer på tværs af landegrænserne.

Nej-siden er delt
Generelt er der forholdsvis stor enighed på ja-siden om, at det er disse tre spor, der skal slås på i valgkampen, dog vil de forskellige ja-partier have forskellige betoninger i deres kampagner. Helt den samme enighed kan der ikke spores på nej-siden. Den vil være delt i – på den ene side – et højreorienteret nationalt nej, der vil lancere afstemningen som et spørgsmål om EU eller Danmark, og på den anden side et mere venstreorienteret nej, som vil slå på, at den nye traktat vil føre til mere liberalisme samt medføre et demokratisk underskud i Danmark.
Noget tyder dog på, at det bliver svært for vælgerne at se forskel på de to nej’er, da begge nej-fløje i selve valgkampen vil slå på, at traktaten er et angreb på det danske demokrati, grundloven og velfærdsstaten.
Anatomien i den kommende EU-valgkamp vil på et par afgørende områder blive anderledes end tidligere EU-afstemninger. Venstrefløjsnej-siden vil have betydelig mindre pondus end ved tidligere valg, da de to store nej-bevægelser både folkeligt og økonomisk er blevet markant svækket. Og efter at SF ret klart har valgt ja-siden, er Enhedslisten det eneste parti på venstrefløjen til at overbevise de mange tvivlende venstrefløjsvælgere om, at de skal stemme nej.

Nye nej-tiltag
Og i forhold til denne målgruppe ligger der et stort arbejde, da mange venstrefløjsvælgere i disse år er ved at blive mere EU-positive, hvilket udspringer af, at de har erkendt, at EU er kommet for at blive, og at de vil have svært ved endnu engang at stå på samme side som Dansk Folkeparti.
Billedet fra ØMU-afstemningen, hvor Pia Kjærsgaard, stående på et bord, bliver hyldet som valgets vinder, er lagret dybt i mange venstrefløjsvælgeres habitus. I kampen om at få de mange venstrefløjsvælgere til at stemme nej, kan de nye nej-tiltag ’Udforing Europa’ og ’Ny-Agenda’ derfor gå hen og få stor betydning. Dog er det endnu usikkert, hvad der ligger af potentiale i disse nye tiltag.
Et andet aspekt, som kan få afgørende betydning for EU-valgkampen, er, at det er Anders Fogh Rasmussen, der leder ja-siden. Han har for det første vist sin indiskutable kompetence i disciplinen valgkamp, og derudover signalerer han en noget mere forsigtig EU-begejstring, end flere af de tidligere borgerlige ledere har gjort. Det betyder, at ja-siden har større chance for at få fat i de mange tvivlende vælgere, da de ikke vil blive frastødt af den markante pro-EU-linje, som f.eks. Uffe Ellemann Jensen var eksponent for.
Noget tyder på, at ja-siden har en del fordele i den kommende valgkamp. Dog er der en væsentlig faktor, der kan få alvorlige konsekvenser for ja-siden, og det er, at Dansk Folkeparti står stærkere end nogensinde. Dansk Folkeparti er i færd med at udvikle en målrettet kampagne, som vil slå på, at afstemningen er et valg mellem: En EU-forfatning eller den danske grundlov, en EU-præsident eller en statsminister og om vi skal have EU-flag eller Dannebrog. Dansk Folkepartis kampagne kan meget vel gå hen og vise sig at blive særdeles effektiv, da den dels budskabsmæssigt vil være langt mere konkret og håndgribelig end ja-sidens mere abstrakte og overordnede budskaber, og dels vil være bygget op om følelseskommunikation, hvor ja-siden i højere grad slår på fornuftskommunikation.
Der ligger med andre ord en række nye aspekter, som kan få stor betydning for udfaldet af afstemningen. Oven i det kommer, at en række af partierne til den tid har fået nye formænd, der også kan have deres skjulte målsætninger at varetage i valgkampen.
Yderligere vil resultaterne fra en række af de lande, der i den næste tid skal stemme om traktaten, også få indflydelse på den hjemlige valgkamp. Så selv om der er ved at tegne sig et mønster, er der stadigvæk en del ubekendte brikker, som kan få betydning for, hvordan valgkampen frem mod den 27. september udvikler sig.

*Rasmus Jønsson er ekstern lektor i kommunikation på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu