Læsetid: 4 min.

Superstar på to hjul!

Med Tom Boonens favoritsejr i Flandern Rundt har de cykelgale flamlændinge endnu mere grund til at dyre den unge mand som en rockstjerne
4. april 2005

Cykling
Nogle italienske sportsreportere, der var kommet til Tom Boonens hotel om aftenen før Milano-Sanremo for at interviewe den nye, unge belgiske cykelstjerne blev forundrede over, at en lille hær af helt unge piger havde belejret hotellet for at få et glimt af ham, og da det skete, hvinede de af fryd. Som var han en rockstjerne, noterede journalisterne, som også kunne konstatere, at der i Italien ikke fandtes cykelryttere, der var genstand for samme art af kult.
I Tom Boonens cykelgale Flandern er han gennem et par år blevet dyrket på samme måde. Men ikke som en rockstjerne. Som det han er: En superstar på to hjul.
Og i går vandt han så for første gang det løb, som alle flamske ryttere helst vil vinde, og som de gerne bytter både verdensmesterskaber og Tour de France-sejre for. Ronde van Vlaanderen. Flandern Rundt. Og den 24-årlige Boonen vandt på en måde, som gør, at hans sejr af mange grunde vil blive husket som en af de store i en af de store årgange af løbet. Sammen med sin 11 år ældre flamske landsmand Peter van Petegem var han storfavorit, og det var et generationsopgør, der udkæmpedes som en intern duel i løbet.
Boonens hold, Quick Step, havde fra start sat sig kontrollerende foran, men det var Peter van Petegem, der på den næstsidste og næsten altid afgørende Mur ved Geraardsbergen angreb på den ufarbart stejle brostensstigning. Hans eneste chance for at sætte den spurtstærke ungersvend af inden mål.
Men Boonen svarede igen, og den seksmandsgruppe, der havde etableret sig foran med 35 km igen, forblev intakt – og det var den også efter passagen af den mere medgørlige Bosberg, hvorfra der er 12 flade km til mål.
Efter 244 km og 17 infame bakker er rytterne så møre, at også det er angrebsterræn, og Tom Boonen vil blive husket for, at det var ham, der angreb langt udefra i stedet for at stole på sine sprinterevner. Han havde stensikkert vundet, hvis det var kommet til en afgørelse mellem de seks på de sidste 500 meter, men nu valgte han den sværere løsning: Da Van Petegem forgæves angreb kort efter Bosberg, kørte Boonen kontra uden at give sig betænkningstid, og så så de ham ikke igen, før han var blevet kysset og krammet og tørret på panden og sendt op på podiet. Andrea Tafi vandt for nogle år siden Flandern på samme måde, men det var nu Boonens læremester og forgænger som flamsk superstar, Johan Museeuw, der i iagttageres erindring fulgte ham som en skygge. Som de dog ligner hinanden i statur og kraftfuld kørestil, Boonen og Museeuw. Og som de dog ligner hinanden ved oprindeligt at være sprintere – Boonen er det da stadig – og ved at kunne forcere de korte stejle stigninger bedre end de fleste af de lettere folk.

De rigtige folk i front
Det var som at se Museeuw i Boonen på de sidste 12 km, og den gamle har da også hvisket den unge råd i øret – forhåbentligt bare ikke det med at handle dårlige stoffer med en dyrlæge og være så dum at bekræfte handlerne i sporbare mobiltelefonsamtaler, hvilket har kostet pensionisten Museeuw en ordentlig skramme i eftermælet.
Løbet blev godt – og Boonens sejr dermed også stor – ved, at det var de rigtige folk, der sad der til sidst. Erik Zabel, der havde knoklet som et bæst og angrebet tidligt og flere gange for enten at køre sin egen chance eller forberede vejen for holdkammeraten Andreas Klier, der og så sad med i finalen.
Italienerne Andrea Ballan, der kommer med en frisk sejr fra Tre Dage ved Panne, og veteranen Roberto Petito fra Civitavecchia, der engang, i 1997, vandt Tirreno-Adriatico, var måske uventede gæster, men kørte frisk deres chance, og så var der for at sætte Boonens sejr i perspektiv jo Peter van Petegem. Denne kunne have vundet for tredje gang, men når en patriark skal stødes fra sadlen, er det jo både smukkest og mest hensigtsmæssigt, at han er til stede og gør modstand, når det sker. Så det var grundene til at Tom Boonens sejr var stor. Han har vundet seks af dem allerede i denne sæson og 33 siden Lance Armstrongs og daværende US Postals sportsdirektør, Johan Bruynel, opdagede sin unge landsmands talent og indlemmede ham på amerikanerholdet, inden belgierne selv fik øje for det.
Med en 10.plads til den unge russer Vladimir Gusev og fornem kørsel af Allan Johansen blandt de næstbedste indfriede Bjarne Riis’ tropper egne nedskruede forventninger. Og af andet dansk kan man så kun brokke sig over TV2’s måde at håndtere denne klassiker på. Hvis seerne på Danmarks førende cykelsportskanal har undret sig over, at solen stod påfaldende højt på himlen nede i Belgien sent på eftermiddagen, så er forklaringen, at transmissionen var henkogt og sendt forskudt, så Eurosports seere kendte navnet på vinderen, inden TV2 var kommet rigtigt i gang. Det er noget kluns.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her