Læsetid: 3 min.

Svane i jeans

Ællingen er plumpet i vandet – og den kunne svømme til sin fødselsdag. Må de 175 millioner skolesultne børn så lære at læse eventyr nu?
4. april 2005

HCA i PARKEN
En svane i jeans stod og beordrede ’Skolegang for alle!’. Ordene under drengehåret var ikke til at tage fejl af, for Jean Michel Jarre tog 200 års fødselsdagen alvorligt. Efter sit opråb flippede han førerfuglserfarent sine læderjakkevinger ud over Andersen. Og så dryssede han syretoner ud over Parken, mens hans eventyrlige håndled gled fjerlet ind og ud mellem grønne laserstråler...
I dét øjeblik holdt det op med at virke danskerprovinsielt at være med til den kolossalt-kommercielle HCA-fødselsdag i Parken. Festen fik en vision om at gøre læsning til ethvert barns ret, uden at det lød som en pr-konstruktion. ’København er stadig en by, hvor drømme bliver til virkelighed,’ havde det ellers knaset i den sukrede indledningsfilm med Disney-slotte fra et manipuleret Golden Copenhagen.
Men så kom altså Jean Michel Jarre. Han havde som aftenens sikreste kunstneriske satsning fået tildelt eventyret ’Skyggen’ til fri tolkning. Og pludselig sprang uhyggen ud fra scenen, og en Andersen-skygge var ved at blive opslugt af grønne cirkler på en psykedelisk baggrundsvideo. Mens Jarre jammede ud, dansede Andersen-citater deres egen bogstav-dødedans hen over skærmen. Og den truende skygge forvandlede sig både til Jarre og Andersen på én gang...

En snert af solidaritet
Hér klarede HCA2005-arrangementet sin egen ambassadør-test. For vel var fødselsdagen i Parken en folkefest – også mere folkelig og hyggelig, end man skulle tro muligt, når 35.000 mennesker maser ind i klump på et stadion. (Vi dødelige så altså ikke noget til den 46 meter lange røde løber...). Efter Jarres kontante udmelding mærkedes sågar en snert af gammeldags solidaritetsfølelse: En fælles harme over, at 175 millioner af verdens børn ikke får lov til at lære at læse – Roger Moore kom med tallet.
Herfra vraltede ællinge-symbolikken afsted, og Andersens eget liv blev et profetisk trøstebillede på både fattigdom og kunst: Den fattige skal blive rig – og den talentfulde skal bryde igennem.
I seks sammenhængende filmsekvenser (skrevet af John Paul Chapple og instrueret af Adek Drabinski, lidt à la Rumle Hammerich på en munter dag) udødeliggjorde Henrik Koefoed fødselaren – mest i rollen som styg ælling. Og han livagtiggjorde Andersens rejsehunger og galopperende tandpine så excentrisk, at mange internationale seere må tro, at Henrik Koefoed er Andersen himself. Men det er han jo egentlig også.

Svirpe-aerodyk
Så gjorde det ikke så meget, at de kvindelige tilskuere på rækkerne omkring mig syntes, at Frederik oppe på kongerækken var lovlig underdressed i sin åbenstående skjorte. For vi mente allesammen, ikke mindst min sidemand, at Connie Nielsen bare var hamrende lækker og prof, især i den hvide kjole med guldbroderi.
Måske var den største kunstneroverraskelse den kun 17-årige, newzealandske ’Pure’-sangerinde Hayley Westenra. Distanceret og klartseende stod hun i smallivet blågrønt og sang sin ‘Never Saw Blue like That’. Havfruer svømmede omkring hende med haler i svirpe-aerodyk, mens Hayley Westenra gav ’andehud’: Er hun dét nye, internationale udtryk, som kan føre Andersen ud af sin guldalderfims og ind i vores årtusinde?
Westenra stod dér og fremtidsdrømte ud fra sin teenagerforundring. Og i hendes nummer med den norske a-ha-Morten Harket sang 350 danske børn desuden med som stolt kor. Og nej, knappenåle kunne der ikke falde i Parkens decibelbedøvelse, men min teenageledsager glemte tydeligvis at trække vejret af bar beundring over Westenras slanke hals: En svane i silke.
H.C. Andersen Fonden 2005 har nu sat punktum for flere års debatfyldt ventetid på denne fødselsdag. Ællingen er plumpet i vandet - og den kunne godt svømme. Og selv om dette gigashow blev plagsomt plaskende, så var Parkens skærmkoncert uomtvisteligt professionel og har forhåbentlig givet HCA-abc Fonden mod analfabetisme et godt skub fremad.

Simply-Turner
Det danske bidrag til Andersens aktualitet var begrænset. Uanset hvor vildt Safri Duo vanrøgtede trommerne, kom der ikke noget nyt Andersen-vanvid frem fra disse to rejsekammerater. Og aftenens eneste grin kom fra den italienske komiker Ennio Marchetto, der foldede papirflapper op foran sin krop, mens han gjorde nar af hits à la ’I want to break free...’.
Det var ikke nødvendigt for Tina Turner at gøre grin med andre – hun medbragte selv humor samt ællingefarvet hår og svanefarvede tænder. Desuden kom hun med aftenens bedste forklaring på, hvorfor Andersen skulle fejres med så enorm en fødselsdagsfest:
’He is simply the best...’

*Once Upon a Time. Eventyrshow i Parken, lørdag. www.hca2005.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her