ANDERSEN
Sociologisk er dagen i dag et lærestykke i massekultur. I Parken (det mentale billede af Andersen, der midt på grønsværen forundret sammenligner sine fedtlæderstøvler med de mærkeligt bepiggede, der flintrer rundt i nutiden, er sandsynligvis det mest eventyrlige, der kommer ud af dén location ) hævdes bl.a. en rocksangerinde, en slagtøjsduo, en calypsosanger, en James Bond-impersonator og en Hollywood-emigrant at celebrere en verdensberømt odenseansk eventyrdigters 200-års fødselsdag. Sammenhængen er soleklar, ikk? Hjernetrusten bag har tænkt så glimrende i festlig, underholdningsindpakket tomhed og derfor netop ikke ulejliget Anthony Hopkins, Kenneth Branagh, Vanessa Redgrave, Klaus Maria Brandauer, Mikael Persbrandt eller andre af samme kalibre. Der ellers kunne have givet ordene, tiden og Andersens univers ekseptionelt liv og format. Derfor er lørdag en dag, der skiller de behovsløse fra dem, der for en aften går på sporet af den tabte tid. De sidste kunne for eksempel gå i Hofteatret og træde to århundreder tilbage.
I hele april gæstespiller Asger Bonfils opsætning af det ultimative Andersen-stykke, P.O. Enquists Fra regnormenes liv. Opsætningen og spillestedet indgår den mest hypnotive forlovelse; langs netop disse mærkeligt kindrødtmalede trævægge har lille barne-Andersen gjort sine første battementer, mens den voksne af alder i hvert fald Andersen/Koe-foed vrider sine hænder på scenen, fordi han har tabt gebisset foran Frederik Syv og hans sypige, der osse havde teaterdrømme netop her. Overfor ham sidder længe holdningsmarkering, lille Andersen! fru fucking sarkastiske Heiberg; udadtil forlængst distanceret fra sin dansefortid på stedet for at samfundsavancere og indtage skuespilhusets både for- og bagscene.
Det er da ekkoer, der vil noget.
Selvom opsætningen er et par år gammel, holder den sig stram som nysnørede tåspidssko. Henrik Koefoed udfolder sin i-forunderlige-vinkler-bøjede geniale umulius med formidable detaljer. Vildt blussende, da digterraptussen griber ham og løber komisk afsted med en almanakhistorie; blegt bevågnende, da tilfrysningen i Heiberg-parrets ægteskab går op for ham som chok og en kunstnerisk erfaring, der tilbydes ham gratis; selv vil han altid være afskåret fra den form for intimitet. Er dén rolle et unikum, er Karen-Lise Mynsters det ikke mindre. Væsenet Fru Heiberg med den ulmende fortid kan ikke spilles mere tavst sydende, spottende, omsorgsfuldt og temperamentsudladt samtidigt end her, hvor Heiberg/Mynster leger med et let offer, men osse genoplever smertefuldt. Og hvor Andersen får en mareridts-intro til borgerlig gru, som han vil være år om at fordøje. Selv det cameo-agtige Heiberg-omrids får Ole Wegener givet tragisk kontur og omfang. Symbol, symbol, symbol
mens rummet udvides og lyset l-a-n-g-s-o-m-t går ned for en biedermeyer-macabre.
Andersen i gangene
Andersen/Heiberg, i Enquist, i Hofteatret er et multishow med højt indhold af den ægte vare. I kongesiden har teatrets arkiv plukket og ophængt en lille, klenodierig Andersen-udstlling. Originale balletprogrammer, hvor Andersen optræder sammen med jomfru Pädges, tegninger og stik af personer og forestillingsbilleder. Forsiden til Andersens fiasko Mulatten, et oliemaleri i A5-størrelse potentielt med eventyrets Moster mosende sig på plads på galleriet, osv osv. Og i kongelogens forværelse er indrettet en Heiberg-stue med fruens originale møbler, smykker, pertentlige optegnelser af den autentiske Herman, jomfruens sugardaddy, frisk fra Enquists tekst og fint kommenterende buster af Johanne-Louise og hendes rivalinde på teatret, Anna Nielsen, opstillet hinanden rygvendt. En tidslomme fuld af duft og mening.
Enhver har sin Andersen; for teatermennesket fås essensen af dagens fødselar ikke mere billedrigt eller næsten-håndgribeligt end her.
*Hofteatret, Christiansborg Ridebane. Fra regnormenes liv spiller derefter på Folketeatret 18.-26. maj. Udstillingen åben t. 30. okt. Fra regnormenes liv er produceret af Det danske Teater.
