Læsetid: 4 min.

Tiden er inde for en ikke-europæisk pave

Efter bruddet med traditionen for en italiensk pave i 1978 vil en latinamerikaner før eller siden indtage pavestolen. Spørgsmålet er blot, om en ældre europæisk kardinal vil blive overgangsfiguren
16. april 2005

De undertryktes pave
BOSTON – Under konklavet i oktober 1978 skete det uforudsigelige. To italienske kardinaler – den ene konservativ, den anden liberal – magtede ikke at samle det nødvendige totredjedeles flertal. Ind på banen kom en højt agtet polsk kompromiskandidat Karol Wojtyla, der med sit budskab og intellekt samt sin karisma kunne ’skræve’ over de to fløje i kardinalforsamlingen.
En polsk frem for en italiensk pave var dengang en sensation. Men set ude fra forblev pavestolen faktisk i europæiske hænder. Vil stolen blive revet væk fra moderkontinentet i det konklave, der starter mandag eftermiddag i Vatikanet? Det er ifølge vatikanologer en realistisk mulighed.
Hidtil har bookmakerne peget på den nigerianske kardinal Francis Arinze, 72, der har arbejdet ved den romerske kurie (pavens hof og regering) gennem de sidste 20 år. Selv om kun 15 pct. af afrikanere syd for Sahara i dag er katolikker, anses kontinentet for at være det mest lovende sted i verden at konvertere og rekruttere medlemmer til den romersk-katolske kirke.
En afrikansk pave kunne give disse bestræbelser en saltvandsindsprøjtning, men han ville næppe være den bedste til at stoppe den katolske kirkes nedtur i Latinamerika under pave Johannes Paul II. Godt halvdelen af verdens katolikker er bosat på kontinentet. Brasilien er det største katolske land med 100 mio. troende (en nigeriansk pave vil dog utvivlsomt appellere til millioner af afrikanske slaveefterkommere i Brasilien).

Lidenskabelig kosmopolit
På denne baggrund synes en latinamerikansk pave for første gang i kirkens 2.000 år lange historie at tegne sig i horisonten. En af de førende kandidater er den unge ærkebiskop Oscar Andrés Rodríguez Maradiaga, 61, i Tegucigalpa, Honduras, der ud over at tale syv sprog og leve som lidt af en kosmopolit har talt lidenskabeligt om fattigdom og udbytning i Den Tredje Verden.
En anden latinamerikansk kandidat med høj profil er franciskaneren Cláudio Hummes, 69, ærkebiskop i Sao Paulo, der som ung talte det militære regime i Brasilien imod og lod den nuværende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, holde politiske taler under sine gudstjenester.
Begge er tilstrækkeligt dogmatiske vedrørende opretholdelse af katolsk liturgi og indre disciplin i kirken til at vinde opbakning fra den konservative fløj i kardinalforsamlingen. De er også – ligesom den tredje oplagte kandidat Norberto Rivera Carrera, 61, ærkebiskop i Mexico City – forsvarere af kirkens lære om livets ukrænkelighed, omend alle tre forventes at være rimeligt fleksible i spørgsmål om kvindelige hjælpepræster og debatten om cølibatet.
Ingen af dem er tilhængere af den latinamerikanske befrielsesteologi, hvis ypperste repræsentant i 1960’erne var den brasilianske ærkebiskop Helder Camara i Recife. Han blev fjernet af pave Johannes Paul II. Den kendteste levende tilhænger er tidligere ærkebiskop Paul Evaristo Arns i Sao Paolo.
»Vatikanet forstod os ikke dengang. Under denne pave har mange katolikker været stærkt utilfredse. Vi mistede mange lægfolk i kirken,« sagde Arns i et interview i år.

Utilgivelig kritik
Ingen kritikere hævder, at kirken under den afdøde pave vendte tilbage til sin status som statskirke under Latinamerikas autoritære regimer, hvor den nød næsten uindskrænket indflydelse over kultur- og uddannelsespolitik mod at acceptere de udemokratiske tilstande, herunder brutal undertrykkelse af oppositionel virksomhed. Men i f.eks. El Salvador kan få katolikker glemme, at Vatikanet i 1978-80 dadlede ærkebiskop Oscar Romero for hans kritik af det militære regime efter dødspatruljers mord på 21 præster og nonner.
Romero blev myrdet i 1980 under en prædiken i domkirken i San Salvador og fordi han havde forsvaret elementer i befrielsesteologien tog det ifølge Vatikanets kritikere alt for lang tid for paven at ære ham som martyr. Først for nylig blev Romero indstillet som kandidat til beatifikation (pavelig erklæring, der gør person salig).
Symptomet på den katolske kirkes krise i Latinamerika er en langsommere vækst i medlemstal end protestantiske kirker. Skematisk er der to store udfordringer. Den katolske øvrighed virker i sin liturgi verdensfjern og derfor distanceret fra de fattige massers virkelighed. Præsteskabet er desuden mindre involveret end før i tiden i sociale og politiske kampe for retfærdighed.
Et af de vanskelige spørgsmål, som pave Johannes Paul II aldrig fik afklaret er, i hvor høj grad beslutninger om liturgi skal decentraliseres. Personligt opfordrede han indfødte til at bruge nogle af deres (hedenske) ritualer og i Brasilien samt Cuba og Haiti bliver tilbedelse af afrikanske gudeskikkelser i kirken tilladt i begrænset omfang, selv voodoo ser man gennem fingre med.
Det katolske præsteskab er gået over til at inddrage karismatiske ritualer i gudstjenester som lokal musik, klappe i hænderne, svinge med hofterne. Det skal ses som en reaktion på den evangelisk-protestantiske kirkes ekspansion i Latinamerika. Ligesom amerikansk-inspirerede evangelister har den katolske kirke endvidere oprettet religiøse radio- og tv-stationer.
Men denne tendens bortleder opmærksomheden fra presserende sociale og økonomiske problemer, som mange katolske præster i Latinamerika ønsker at engagere sig direkte i. Er det politik at stille sig på udbyttede minearbejderes side i Guatemala i kampen mod regeringens salg af nationens rigdom til multinationale selskaber? Er det politik at stille sig i spidsen for en miljøgruppe i Amazonas?
Det er sandsynligt, at en latinamerikansk pave vil have et mere nuanceret syn på den problemstilling end en polsk, der levede 30 år under kommunismen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu