Læsetid: 4 min.

Vor tids hellighed

Den hidtil største udstilling af Velázquez’ billeder uden for Prado-museet i Madrid vises lige nu i Napoli. Besøget faldt for vor udsendte sammen med pavens død og udløste tanker om mennesket som forbillede og kunstens evighed
18. april 2005

Napoli-Nonstop
NAPOLI – Pavens enkle kiste af cyprestræ blev forseglet i en blykiste, som derefter blev lagt ned i en kiste af egetræ. Omsluttet af disse tre lag blev hans lig lagt i krypten under Peterskirken.
En hel verden tog afsked med vor tids hellighed. Som ingen anden i samtiden lykkedes det Johannes Paul II – på trods af og takket være sin stædige konservatisme – at komme tæt på mennesker over hele verden.
Han repræsenterede det uforanderlige, troen på mennesket og det guddommelige. I den totale forfladigelses tidsalder blev han opfattet som en lysende undtagelse.
Man tilgav ham hans indskrænkethed, når det kom til kvinder og seksualitet. Det var, som om det var hans opgave at beskytte det hemmelige mod det gennemsigtige samfunds overeksponering.
Det stærkeste billede på tabet af et menneske, som brugte så meget af sin tid på at repræsentere det hellige i en gudløs tid, var den tomme pavebil i Mexico. Den store glasbil med de høje skudsikre vinduer, som stille blev kørt gennem gaderne, hvor den sørgende menneskemængde havde stillet opstilling. For disse mennesker var paven symbol på håbet. Han stod for kampen mod ufrihed og uretfærdighed. Hans rystende hånd pegede på det enkelte menneskes guddommelighed.
Tøjet hvilede hen over passagersædet som en påmindelse om tomhed og fravær. Ansigterne der stirrede på den makabre ekvipage, der måske var et symbol på det guddommeliges evige fravær, opløste i sorg. Hvordan skal vi kunne leve op til pavens hellighed?

Byen og de døde
Ingen by har som Napoli en ubrudt forbindelse til de døde. Napoli sotteranea, det underjordiske Napoli, symboliserer kontakten mellem fortidens helligdom og nutidens kaotiske intermezzo. Helt frem til 1800-tallet blev de døde i Napoli begravet i krypter og katakomber. Det er, som om Napoli mere end nogen anden by hviler på tidslag, epoker og knoglerester.
Mit besøg på Velázquez-udstillingen falder sammen med pavens død, og jeg kan ikke lade være med at tænke over menneskets og kunstens evne til at udtrykke det hellige: at nå bag om magtens efemære kreds og trænge ind i tidens slør.
Venus med spejlet, som også er udstillingens titel, er et fantastisk maleri. Dette er ikke en Olympia, men en almindelig kvinde, og ansigtets mærkelige spejlbillede (der på en eller anden måde skygger for ungdommen) bærer præg af en bondekvindes træk. Det ser ud, som om Ve-lázquez nærede en særlig kærlighed til hendes mindste lille udtryk og nuance i huden.
Udstillingen lægger med rette vægt på Velázquez’ indtryk fra Italien. I 1630 tilbragte han et år i Rom, hvor han kopierede de gamle mestre. I 1649 vendte han tilbage og malede et portræt af pave Innocentius X.
Indflydelsen fra Tizian er tydelig i udstillingen, blandt andet fordi hans billede Danae også er udstillet. Det er en storslået hyldest til skønheden og reduktionen: Der er færre aktiviteter og begivenheder her end hos andre samtidige mesterlige malere. Der er ikke noget kunstigt, ingen posering. Kun den gamle kvinde, der omhyggeligt spejler sine æg.
Min personlige favorit er portrættet af fyrsten af Modena, Francesco d’Este I. Ve-lázquez indfanger ungdommens sanseløse overmod, dens blanding af generthed og skønhed, en energi, der afspejler, at livet endnu er uendeligt og uoverskueligt. Blikket er en gådefuld blanding af selvmedlidenhed og vemod, samme sårbarhed som hos børn.
Til sidst bliver jeg stående foran portrættet af den døde San Simone de Rojas, en spansk helgen, som Velázquez malede i 1622. Her skildres det helliges lyksalighed, en ro og en sindsro, som nogle mennesker formår at tage med ind i dødsøjeblikket. Da jeg betragter de foldede hænder og rosenkransen, krusifikset og og det Ave Maria, som Velázquez har ’malet ind’, der nærmest står ud af billedet som en sidste taleboble, slår det mig, at vi kættere er helt fortabte i forsoningen med døden.

Pavens kunststøtte
Vi insisterer stædigt på at være udødelige og fortrænger forudsætningerne for vores eksistens, dens åndelighed. I vores overmod beskæftiger vi os konstant med noget andet end det hellige. Men kunstens redning er, at den genskaber livets rigtige proportioner, så vi forvandles til en mikroskopisk del af et stort hele og kan tage del i den hellige respekt - den respekt, som paven var inkarnationen af.
Alt dette er særligt tydeligt i Napoli, fordi byen tilsyneladende har kappet alle bånd til normaliteten og ligegyldigheden. Det hellige befinder sig på gaden, i latterne og kyssene, håndtrykkene og bevægelserne.
Johannes Paul II’s styrke var, at han virkelig elskede livet og menneskene. Vi kunne se det på smilerynkerne i de runde kinder og øjnenes uudslukkelige ild. Lad os håbe, at hans forestillinger om evigheden ikke bliver gjort til skamme. Napoli og Velázquez synes at antyde, at det hellige eksisterer i et uudsletteligt øjeblik, foreviget af menneskene – på gaden og i kunsten.
Men Johannes Paul II’s store kunststykke var, at han lige til det sidste – selv da han ikke kunne sige et ord i vinduet i Vatikanet – fik selv alle os vantro til at tro på det hellige.
Hans bortgang føles som en opfordring til at se fremtiden i øjnene på samme sandfærdige måde som fyrsten af Modena. Uanset om Johannes Paul II er i Roma sotteranea, det underjordiske Rom, eller i himlen.

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

*Velázquez a Capodimonte, Museo Capodimonte, Napoli. Frem til den 19.juni

*www.velazquezacapodimonte.it

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her