Læsetid: 5 min.

Tomme boliger skal løse ghettoproblem

1. april 2005

Ghetto
En stor, lys fireværelses lejlighed i Askerød i Greve syd for København står tom. Og det er den ikke ene om. Ud af de i alt 722 boliger i det socialt belastede boligkvarter er 50 ubeboede. Nogle af dem har været ledige i op mod et halvt år.
Alene i 2004 har det kostet Greve Kommune knap to millioner kroner i tabt husleje. En pris, som kommunen vel at mærke gladeligt betaler for at få flere ressourcestærke beboere ind i kvarteret.
»Det er et boligområde, som var ved at falde fra hinanden. Askerød ville have udviklet sig til noget, ingen i samfundet ville bryde sig om, hvis ikke kommunen havde overtaget anvisningen,« siger borgmester i Greve Kommune René Milo (V).
Gennem de sidste fem år har Greve Kommune stået for anvisningen af samtlige lejligheder i Askerød. Det gør det muligt at stille særlige krav til nye beboere.
Tidligere kunne alle skrive sig på venteliste til en af boligerne i det sydlandsk inspirerede byggeri med 20 kvadratmeter store terrasser til samtlige boliger. Men i dag er Askerød forbeholdt folk i arbejde eller folk, som på en anden måde bidrager positivt til området.

Taknemmelige
Lone Binderup, der er formand i afdelingsbestyrelsen, og som selv har boet i Askerød gennem 14 år, er glad for samarbejdet med kommunen. Hun oplever, at Askerød er blevet et bedre sted at bo efter, at kommunen har overtaget anvisningen:
»Vi er taknemmelige for, at kommunen har taget vores problemer alvorligt. Det er ikke længere den samme slitage på området som tidligere,« siger hun og fortæller, at der i dag blandt andet er færre børn, der løber rundt uden opsyn fra voksne.
Da Vridsløselille Andelsboligforening, der administrerer boligerne, selv stod for anvisningen, var omkring 64 procent af beboerne på kontanthjælp. Til gengæld var der ingen tomme boliger. To år efter at kommunen overtog anvisningen, var andelen af kontanthjælpsmodtagere faldet til 54 procent. Og den udvikling er forsat. Det oplyser servicechef i Greve Kommune Anita Kjeldsen.
Men prisen er altså, at flere og flere boliger står tomme. Det skyldes ikke, at der mangler folk, som ønsker at flytte ind. dministrationschef i Vridsløselille Andelsboligforening Poul Reynolds vurderer, at boligselskabet sagtens kunne udleje boligerne, og i længden mener han ikke, at det er holdbart at lade boliger stå tomme, når der er folk på venteliste:
»Man må efterhånden stille spørgsmålet, hvor de socialt dårligt stillede skal flytte hen, når de ikke kan få en bolig i et alment boligbyggeri,« siger han.
Men selv om Poul Reynold er kritisk over for at lade de mange boliger stå tomme, mener han ikke, at man igen skal åbne op for, at alle og enhver uden videre kan flytte ind i Askerød. Bebyggelsen trænger også efter hans mening til et løft. Han mener derimod, at flere må være med til at løfte opgaverne.
»Problemet er, at de almene boliger er fordelt på for få kommuner. Flere kommuner må bygge almene boliger,« siger Poul Reynolds. Præcis hvordan problemet med de omkring 50 ledige boliger i Askerød skal løses uden, at det bremser den positive udvikling, som bebyggelsen nu er inde i, har Poul Reynolds ikke nogen løsning på.
Han foreslår dog, at man starter med at justere på de nuværende kriterier for, hvem der kan flytte ind, så flere kommer i betragtning til en bolig i Askerød.

Boligløse vil ind
I lokalpressen har der været flere eksempler på mennesker, der gerne ville flytte ind i Askerød, men som fik afslag på en bolig, fordi de ikke levede op til kommunens særlige kriterier.
Lone Binderup er også jævnligt blevet spurgt om, hvordan hun kan forsvare, at der står tomme boliger, når der er folk, som gerne vil flytte ind:
»Målet er ikke at have tomme boliger. Målet er at gøre området attraktivt. Der er grænser for, hvor stor en social opgave et enkelt område skal løfte,« siger hun og peger på, at kommunen sparer pengene til kontanthjælp og boligsikring, når lejlighederne forbeholdes folk i arbejde.
Men det indgår ikke i kommunens kalkule. Borgmester René Milo (V) afviser, at kommunen forsøger at spare penge ved at holde kontanthjælpsmodtagere ude af Askerød:
»Man kan ikke gøre det op på den måde. Vi har en opgave, vi skal løse, og den betaler vi gerne for,« siger han og understreger, at borgere i Greve Kommune, der er berettigede til at få en bolig, også får tildelt én et andet sted i kommunen. Det er dog ikke i sig selv nok, at man er på kontanthjælp for at være berettiget til en bolig.

Søger folk i arbejde
De tomme boliger er det tydelige bevis på, at det ikke er nok at ændre på kriterierne for, hvem der kan få en bolig, hvis man vil ændre på beboersammensætningen i et socialt belastet område. Kommunen har flere gange gennem det sidste halve år holdt åbent-hus-dage, hvor interesserede kan komme og se boligerne:
»Folk, der ikke kender Askerød, kan komme og danne deres eget indtryk,« siger servicechef i Greve Kommune Anita Kjeldsen.
Det er ingen hemmelighed, at området har et blakket rygte. I påsken var der skyderier i området, som ikke just hjælper den ønskede udvikling på vej. Det ærgrer Lone Binderup, at den slags historier om Askerød dominerer i pressen og ødelægger indsatsen for at gøre bebyggelsen mere attraktiv.
»Det kan godt være, at nogle borgere i Askerød har været involveret, men det har ikke noget med Askerød at gøre,« siger Lone Binderup. Hun lægger vægt på den positive udvikling, mens hun viser rundt i de mange fælleslokaler i Askerød. Der er både motionsrum med nye maskiner, billardrum, mødelokaler og café med fællesspisning hver tirsdag og torsdag:
»Det bedste ved at bo i Askerød er, at det er som en landsby på godt og ondt. Vi har landsbytossen, den psykisk syge, og vi har de ressourcestærke,« siger Lone Binderup.

FAKTA
Askerød
• Fra 2001 til 2004 er andelen af beboere over 15 år med en bruttoindtægt på mindst 200.000 kr. steget fra 22 til 30 pct.

• Andelen af kontanthjælpsmodtagere udgjorde udgjorde i 1995 64 pct og 51 pct i 2002

• I 1997 udgjorde danske statsborgere 58,4 pct af de tilflyttede beboere. I 2002 og 2003 udgjorde danske statsborgere 78,2 og 76,6 pct. af tilflytterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu