Læsetid: 3 min.

Topscorerne i NESA-valg havde stemmerne med hjemmefra

’Der står ikke en stor folkelig bevægelse bag mig,’ siger nyt bestyrelsesmedlem, der foreslår ændringer i valgproceduren
9. april 2005

’Der står ikke en stor folkelig bevægelse bag mig,’ siger nyt bestyrelsesmedlem,
der foreslår ændringer i valgproceduren

FORBRUGERDELTAGELSE
Først var det svært at få fat en i en stemmeseddel. Så måtte kandidaterne ikke forklare, hvad de ville. Da valget så blev gennemført, satte deltagelsen bundrekord.
Nu viser det sig, at de to, der blev valgt, selv havde stemmerne med. For det er ingen kunst at blive stemmesluger, når man selv kommer med stemmerne.
Disse erfaringer kan cirka en halv mio. elkunder i Nordsjælland fundere over i kølvandet på valget af to bestyrelsesmedlemmer til elforsyningsselskabet NESA NET A/S. Det samme kan københavnerne, fordi de snart skal gennem et lignende valg efter salget af Københavns Energi.
De tre kandidater, der fik markant flere stemmer end de øvrige 35 opstillede, repræsenterer storforbrugere i NESA-området med nem adgang til mange stemmer: Direktøren for et kæmpestort alment boligselskab, borgmesteren i en mellemstor kommune og energi-indkøberen i en stor virksomhed.
Som NESA havde fastlagt valgproceduren, kunne hver eneste elmåler få tildelt en stemmeseddel. Og de, der bestyrede flere elmålere, kunne selvfølgelig få flere stemmer. Det fik pludselig stor vægt med en valgdeltagelse under fire promille, hvor færre end én pr. 200 NESA-kunder har deltaget i valget.
Topscoreren ved valget, administrerende direktør
Niels Peter Thomsen fra Dansk almennyttigt Boligselskab (DAB) med 50 boligselskaber og 287 boligafdelinger, skjuler ikke, at han kan takke sig selv for de 693 stemmer.

Et hemmeligt valg…
»Det skal man ikke lægge for meget i. Vi har stemt på os selv. DAB er storaftager hos NESA, og vi har mange målere i ejendommene til f.eks. belysning af kældre og fællesarealer og dermed mange stemmer. Der står ikke en folkelig bevægelse bag mig,« siger han.
NESA NET’s andet forbrugervalgte bestyrelsesmedlem bliver Helsinges borgmester Claus Lange (V), der fik 539 stemmer. Peter Tang, ansvarlig for energiindkøb hos NOVO, kom med 132 stemmer ind på tredjepladsen.
»Jeg tror dog, jeg har fået et par enkelte stemmer udefra, som ikke kommer fra vores målernumre,« siger NOVO-kandidaten.
Peter Tang og Niels Peter Thomsen er ikke tilfredse med forløbet af NESA-valget, der karakteriseres som henholdsvis »næsten hemmeligt« og »ikke lettilgængeligt«.
Det er noget af det, som Niels Peter Thomsen vil arbejde for at gøre anderledes næste gang:
»Jeg kunne godt forestille mig, at NESA mere udtrykkeligt skulle gøre opmærksom på valget. Det kan sagtens lade sig gøre at trykke en stemmeseddel enten på PBS eller giro. Det ville være fint at overveje,« siger han uden dog at være »nedslået« over den beskedne valgdeltagelse. Han er samtidig tilfreds med, at »det var vældigt frit« at opstille som kandidat: Enhver med (mindst) én elmåler i NESA-området kunne kandidere.
»Og vi ved jo, f.eks. fra kreditforeningerne, at det kan være vældig svært at skabe interesse for den slags valg her,« tilføjer han.

Aktionær eller forbruger
En anden ændring, som Niels Peter Thomsen godt kan forestille sig, er, at kandidaterne skal have mulighed for at fortælle vælgerne, hvad de vil og kan.
»De mest åbne aktieselskaber arbejder med, at kandidater til bestyrelsen udtrykkeligt skal specificere, hvordan de kan gavne virksomheden ud fra deres kvalifikationer. Det vil jeg finde ganske naturligt,« siger Niels Peter Thomsen.
Niels I. Meyer, tidligere folketingskandidat for Minoritetspartiet, kom ind på en sjetteplads med 71 stemmer. Han kalder det »fuldstændig udemokratisk«, at »dem med organisationer i ryggen« kan sætte sig på det hele.
»Nu forsvinder de sidste rester af borgernes demokratiske indflydelse på energisektoren,« siger han og henviser til, at før salget af NESA var der to folkevalgte amtsrådsmedlemmer i NESA-bestyrelsen.
»Men jeg vil da hilse det velkomment, hvis NESA næste gang indtager en mindre nonchalant holdning til at gøre valget mere demokratisk, f.eks. ved at udsende stemmesedler til alle vælgere,« siger han.
Formanden for Energitilsynet, konsulent Uffe Østergaard-Jørgensen, ønsker hverken at kommentere NESA-valgets beskedne stemmeprocent eller det, at nogle kandidater på forhånd kan blive topscorer ved at råde over mange stemmer.
»Jeg kender ikke NESA’s valgregler«, som han siger.
»Men der er vel ikke noget mærkeligt i, at aktionærer med kun én aktie ikke har særlig stor indflydelse i en stort aktieselskab som f.eks. Danske Bank,« siger han.
– Nu er der ikke tale om aktionærer, men om forbrugere?
»Hvis de er valgt i overensstemmelse med reglerne, kan jeg ikke se noget galt. Folk med mange aktier har flere stemmer,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Claus Lange.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her