Læsetid: 3 min.

Udsalg i rapmiljøet

De hårde drenge i hip hop-kulturen sælger ikke bare musik – de er også levende reklamesøjler, der tilbydes penge for at nævne bestemte produkter i deres tekster
4. april 2005

RAP-REKLAMER
Det var The Sugar Hill Gang, der startede det tilbage i begyndelsen af 80’erne, da de sang om ’hotel, motel, Holiday Inn’ i megahittet »Rapper’s Delight«.
Knapt 25 år senere nævner rappere stadig kendte varemærker i deres tekster lige fra Cristal-champagne til Jello, og og fænomenet bliver stadigt mere lukrativt.
Fastfood-giganten McDonald’s er det seneste eksempel på et selskab, der er hoppet med på rap-reklamevognen. Selskabet har efter sigende tilbudt rapstjerner op til 30 kroner i honorar for hver eneste gang, en sang, der nævner ordene ’Big Mac’, bliver spillet i radioen.
Ifølge det amerikanske tidsskrift Advertising Age har McDonald’s hyret reklamebureauet Maven Strategies til at opsøge pladeselskaber og kunstnere og opfordre dem til at skrive tekster, der omtaler Big Mac’en, omend selskabet forbeholder sig retten til at sikre sig, at burgeren nævnes i en ’ikke-stødende sammenhæng’. Den nye strategi er en direkte forlængelse af McDonald’s to år gamle »i’m lovin’ it«-kampagne, der henvendte sig til de 18-34-årige.
Det lykkedes sidste år Maven Strategies at overtale fem hip hop-kunstnere, heriblandt Kanye West og Petey Pablo, til at nævne ginmærket Seagram i deres sange.
»Når alt kommer til alt, skal strategien fungere til fordel for varemærket. Man har fjernet risiciene ved forskudsbetaling. Hvis en kunstner ikke leverer det ønskede, koster det ikke klienten penge. Man betaler kun for dét, der bliver leveret,« siger Mavens øverste chef, Tony Rome til Advertising Age.
Henvisninger til drikkevarer, biler og sportstøj er en integreret del af hiphop-kulturen, men dele af branchen har udtrykt bekymring over den kynisme, McDonald’s udviser i kampen for at fremstå som et troværdigt produkt. Beslutningen om at lade antallet af gange, en given sang spilles i radioen, udgøre målestokken for udbetaling, mens McDonald’s placerer ansvaret for at producere et hit hos kunstneren, har vakt vrede.
Den britiske rapper Ty, som var nomineret til en Mercury-pris for sit album Upwards siger: »Det er virkelig et ødelæggende koncept, fordi de betaler rappere for at nævne Big Mac’en, men ikke investerer noget i hiphop-kulturen. Det siger i hvert fald noget om, at de store selskaber ser ned på hip-hopmusikken.« DJ Semtex fra BBC’s hip-hopprogram 1Xtra er enig: »I hip-hopkulturen rapper man om alt dét, der findes i ens nærmeste omgivelser, men jeg synes, at McDonald’s er gået for langt. Kunstneren får ikke penge på forhånd. Man får udbetalt penge, alt efter hvor mange gange en sang spilles. Det er en fornærmelse mod den kunstneriske integritet.«
Redaktøren af bladet Mediaweek, Tim Burrowes, udtrykker det således: »Det er en god markedsføringsstrategi for McDonald’s, men hvordan påvirker det en kunstners troværdighed, når fansene opdager, at han får penge for at nævne bestemte ting?«.
Busta Rhymes og Puff Daddys hit fra 2002 »Pass the Courvoisier« er et eksempel på, hvor effektiv reklameverdenens svar på ’name-dropping’ kan være. Sangen medførte en kæmpe stigning i salget af cognac’en. Courvoisier er ikke den eneste spiritiuøse drik, der har nydt godt af at blive nævnt i en rap-tekst: Jay-Z, Damon Dash og Kareem ’Biggs’ Burke var så begejstrede for den skotske vodka Armadale, at de ikke alene sang om den, men ligefrem købte mærket af fabrikanten William Grant and Sons.
Ifølge hjemmesiden Americabrandstand.com, som registrerer product placements i hip-hoptekster, blev mærket Cadillac nævnt oftest i 2004, efterfulgt af Hennessey, Mercedes, Rolls Royce og Gucci.
Det er ikke noget nyt, at bestemte produkter nævnes i rapmusikken. I 1986 fik rapgruppen Rum DMC 8 millioner kroner for at hylde nogle helt bestemte sportssko i sangen »My Adidas«, og MC Hammer reklamerede for fastfoodkæderne Kentucky Fried Chicken og Taco Bell i 1990’erne.

kultur@information

*The Independent og Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her