TABERNE I
DUBLIN »Den keltiske tiger? Den har jeg ikke set så meget til herude
«
Caroline Carroll-Boyd er alvorlig, når hun laver sjov med den keltiske tiger. Hun håber på snart at kunne flytte væk fra Dublin-forstaden Ballymuns betonklodser. Og at hun får et job, når hun er færdig med sine kurser. Caroline synes selv, hun er meget heldig.
Hun er enlig mor til tre børn på 16, 10 og ni år. For snart et år siden hørte hun tilfældigvis gennem en veninde, at der fandtes kommunal jobtræning i Ballymun. Og hun fik en af de pladser, hvor hun både arbejder i lokalcentret og løbende får kurser. Nu ser det oven i købet ud til, at hun kan flytte fra Ballymun til efteråret.
Caroline har altid boet i Ballymun. Højhusene i Dublin-forstadens sociale boligbyggeri er så triste, at de i de kommende år vil blive revet ned. Årene siden kvarteret blev bygget en gang i 60erne har efterladt et gråligt lag, mange vinduer og altaner i de nederste etager er gemt bag metalgitre. I en opgang står en mand og skuer ud over parkeringspladsen. En pige omkring de ti år i en lyserød jakke skubber et barn i en klapvogn, hendes højlydte skældud fortaber sig, mens hun kæmper sig hen ad det ujævne fortov.
Tomme højhuse
Andre steder i Dublin sukker folk over de mange biler, som det økonomiske boom har bragt til netop deres bydel, men her i Ballymun er parkeringspladserne mellem højhusene næsten tomme. Her bor omkring 20.000 voksne plus børn. Deres bedste forbindelse til byen er bus nummer 13.
For nyligt var også den truet: Børn havde kastet sten efter busserne, og buschaufførerne nægtede at køre i området. Nu kører busserne igen fra stoppestedet, hvor affaldet blæser sammen langs et højt jernhegn.
Men selv om busserne kører, er det svært at slippe ud af Ballymuns fattigdom.
Fyrre og eget værelse
Caroline nærmer sig de 40, hendes familie flyttede herud, da hun var to år. Om alt går vel skal hun og børnene flytte væk til september. Til udkanten af Ballymun-kvarteret. Og i eget hus! Caroline har været en af de ualmindeligt heldige: Hun får et rentefrit lån af en katolsk hjælpeorganisation.
»Det er for folk, som gerne vil flytte ud af fattigdommen,« forklarer hun og fortæller om alle kurserne og det hjælpearbejde, der følger med som krav for huslånet. Tænk, at have sit eget hus!
Caroline ved, hvad hun taler om. Som enlig mor til tre i et land, hvor prisen på børnepasning kan være på højde med det meste af en indkomst, og hvor der er stor mangel på boliger, har hun længe ikke haft råd til egen bolig. I årevis boede hun med alle tre børn hos sin far, der er enkemand.
Og en af hendes veninder havde det endnu værre: »Hun er lige fyldt 40, og nu har hun for første gang i sit liv sit eget værelse. Hun har ellers delt værelse med sin datter i sin mors hus, men nu er hendes bror flyttet ud. Datteren er 16,« fortæller Caroline.
Carolines egne børn er store nok nu, så hun kan se sig om efter fuldtidsarbejde, når hun til sommer er færdig med sine kurser.
Så bliver det forhåbentligt anderledes end de mange år indtil nu: De var alle præget af kampen om det ugentlige budget.
»Prisen på mad og grundlæggende ting er det største problem. Det har hjulpet enormt, da Aldi (supermarked, red.) kom herud. Prisen på tøj er også slem. Jeg plejer at rejse til Nordirland. Selv om jeg skal tage bussen, så kan det stadig betale sig. Der køber jeg også tøj til pigerne. Selv om Cathleen kun er 10, så er hun allerede en teenager inde i sit hoved og vil have alt det fine tøj,« fortæller Caroline.
Når der kun er råd til »det billigste af det billige,« går det også ud over kostvanerne og helbredet.
»Gulerødder og broccoli er bare for dyre. En roe koster 99 cent (omkring 7,40 kroner), tænk hvor mange spaghetti du kan få for det,« siger Caroline.
For dyrt at spise sundt
Aine Rooney, der er socialarbejder, har selv i mange år boet i Ballymun og prøvet livet som fattig enlig mor til to børn.
»Mine børn fik frugt to gange om ugen, men det var en halv appelsin eller et halvt æble eller en halv banan hver. Vi ved jo alle, hvad der er godt at spise, men der var simpelthen ikke råd til det,« fortæller hun. Selv med et disciplineret budget er det en kamp at få hverdagen til at hænge sammen. At løbe tør for vaskepulver eller shampoo, eller når et barn er vokset ud af et par sko, er alvorlige problemer.
»Der kommer altid en uge, hvor du er løbet tør for sæbe. Og det er jo ikke luksus, det er bare hverdagsbehov,« siger Aine.
»Det værste ved fattigdommen er, at du er fanget. Du har ingen frihed, du kan ikke planlægge noget som helst, fordi du lever fra dag til dag. Du kan ikke engang lægge til side til nødsituationer, fordi du ikke har nok. Hvis du er rigtig god, kan du lægge 40 kroner til side sidst på ugen,« siger hun.
»Min datter brækkede benet en gang. Jeg måtte tage en taxa for at bringe hende på hospitalet, og jeg måtte købe lidt slik til hende, mens vi ventede. Det er den slags udgifter, som du ikke har planlagt, der vælter budgettet,« forklarer Caroline.
Fattige men stolte
Der er fattigdom og hærværk og skældud i Ballymun. Men der er også et »formidabelt« sammenhold og fællesskab, fortæller Aine og Caroline samstemmende.
»Selv om vi er fattige, så prøver vi at passe på tingene. Vi er stolte, og vi forsøger at gøre vores bedste,« siger Aine.
»Jeg har boet på Sillow Road i tre år nu. Der er masser af hærværk. Det er en af ulemperne ved fattigdommen. Men der er tre opgange, hvor vi holder meget sammen,» fortæller Caroline. »Vi har lavet en fælleskasse, hvor vi samlede nogle penge ind. Først anlagde vi en have, og så kunne vi med støtte fra byrådet også bygge en legeplads. Så selv om vi bor i en lejlighed, har børnene en have, de kan passe,« fortæller hun stolt. Et andet lokalt projekt, hestene fra Ballymun, er blevet kendt over hele Irland.
Både Aine og Caroline bruger tid på at gøre noget for fællesskabet. Op til lokalvalget sidste år brugte de flere uger på at hjælpe folk med at blive skrevet op i valgregisteret. Der er en del analfabetisme, derfor satsede de på billeder om historien, billeder om suffragetternes kamp for kvinders valgret og billeder om byrådets arbejde.
»Vi hjælper dem med at udfylde skemaerne, så de bliver registreret som vælgere. Din stemme er din magt, siger vi til dem,« fortæller Aine. Målet er at bekæmpe apatien, der ofte følger med fattigdommen. Deres og andre aktivisters arbejde var en succes: »Ved lokalvalgene var der sidste gang her i området en valgdeltagelse på lige over 20 procent, denne gang (i efteråret 2004, red.) var det over 50 procent,« siger Aine synligt stolt.
Valgmøder med lokale politikere var så stor en succes, at Aine allerede sukker over, at hun snart skal arrangere et opfølgningsmøde.
»Mange havde ikke forstået, at de faktisk kan fyre deres lokale byrådsmedlemmer, hvis de ikke lever op til løfterne.«
Til parlamentsvalget om to år fortsætter kampagnen. »Vi må sikre, at de bruger deres stemme og ændrer tingene indefra. Hvis du er fattig, bliv ikke vred, bliv aktiv,« lyder Aines motto.
Målet for valgdeltagelsen ved næste valg er 70 procent.
På bunden
Vrede kunne det ellers let blive til. »Der er rigdom i dette land. Det kan vi se folk har råd til at købe huse og til at købe sommerhuse. Vi er et af de rigeste lande i Europa. Men her på bunden er der fattigdom, ægte fattigdom,« siger Aine.
Netop det ikke at blive vred eller apatisk er en af de tunge opgaver i Aines hverdag. Ofte kan hun blot hjælpe folk med at håndtere fattigdommen en utilfredsstillende opgave.
»Når jeg kan se en, der kommer ud af fattigdomsfælden, så føler jeg mig glad. Fattigdom betyder jo ikke kun, at du ikke har råd til luksus. Det er også mangel på selvtillid. Fornemmelsen af egen værdighed går tabt. Det er det, fattigdom gør ved dig. Du har ikke nogle valg længere, og du kan ikke flytte dig,« siger Aine.
SERIE
Det fattige Europa
Tag over hovedet og mad på bordet det burde være en selvfølge i dagens Europa. Men sådan er det langt fra altid, selv om penge til at udrydde de sorte fattigdomspletter på Europa-kortet er den næststørste post på EU-budgettet efter landbrugsstøtten. Information undersøger, om støtten virker. Og vi tegner et billede af fattigdommens forskellige ansigter i det moderne Europa.
