Læsetid: 4 min.

Et valg mellem det usmagelige og det katastrofale

Zimbabwes tragedie bliver ikke mindre af, at det eneste oppositionelle alternativ til den despotiske og brutale Mugabe er blottet for troværdighed
1. april 2005

KOMMENTAR
Den prominente amerikanske tænker John Kenneth Galbraith må have haft noget à la gårsdagens antiklimaks- parlamentsvalg i Zimbabwe i tankerne, da han affyrede sin velkendte, skarpe aforisme: »Politiske valg handler om at vælge mellem det usmagelige og det katastrofale«.
For kritikerne er Zimbabwes eneste udfordrer til Mugabe, Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), et usmageligt alternativ.
Det burde være indlysende, at seriøse oppositionspartier, der stræber efter at styrke sin folkelige tilslutning og mandattal, kun har udsigt til at gavne deres chancer, hvis de formår at opstille et alternativt program, der er sammenhængende og troværdigt. Ikke desto mindre må det siges at være uhyre mangelfuldt, hvad MDC hidtil har præsteret i så henseende.
At redde Zimbabwe ud af det mistrøstige fordærv, de senere års misregimente har nedsunket det i, må forudsætte en klar vision og strategi, der spænder videre end MDC-valgoplæggets fraseagtige løfter om at genskabe en sund økonomi, hvor man leder forgæves efter konkrete detaljer om, hvorledes dette mål skal indfries.
Sagen er den, at MDC’s dramatiske fødsel i 1999 først og fremmest skyldtes, at den stadigt mere udbredte utilfredshed med Robert Mugabe fandt en appellerende samlingsskikkelse i den karismatisk iltre fagforeningsleder Morgan Tsvangirai.
Men skønt der er gode grunde til finde MDC’s niveau »usmageligt« og betvivle, at partiet skulle være i stand til at bringe Zimbabwe ud af sit økonomiske og politiske morads, kan ingen nægte, at regeringspartiet
ZANU-PF er en fuldkommen katastrofe som resultat af Mugabes tragisk stupide ledelse, der har forkludret alt. Beretningen om hvordan han har ødelagt, hvad der engang var et af Afrikas mest velstående lande og ført det ud i dets aktuelle kvide, er velkendt og skal ikke gentages her. Læg i stedet mærke til den udtalelse, han fremsatte umiddelbart før valgdagen: »Vi kommer helt sikkert til at vinde denne krig imod Blair.«
Uden at skamride pointen om Mugabes uhyrlige tåbeligheder burde hans karakteristik af gårsdagens valg som en »anti-Blair-afstemning« hjælpe til at forstå, hvorfor Zimbabwe er et fulkommen håbløst tilfælde, så længe denne styrmand står ved roret.

Meningsløst at stemme
Hvis jeg havde guddommelig magt til at øve indflydelse på begivenhederne i mit elskede hjemland, skulle dette valg aldrig have været afholdt. I stedet ville jeg have sat alle min landsmænd stævne på et skyggefuldt sted for at mejsle alle detaljer ud i en ny forfatning som det første og uomgængelige skridt imod den gendemokratiseringsproces, der alene kan redde Zimbabwe.
Men selv om Mugabe skulle have tabt alle de 120 mandater, der var på valg i går – resultatet kendes ikke i skrivende stund – vil han stadig kunne blive lovligt siddende ved magten. Han kan nemlig forlade sig på de ekstra 30 parlamentsmedlemmer, som forfatningen tillader ham at udpege for at danne regering, hvorved han automatisk vil sikre sig muligheden for at kunne regerere videre til præsidentvalget i 2008.
Selv hvis MDC skulle forsøge at udnytte et eventuelt flertal til at rejse rigsretssag mod ham, kan Mugabe lovligt beordre sin hær, sit politi og sine berygtede ungdomsbrigader til at blokere for en sådan proces med henvisning til, at han er direkte ’folkevalgt’. Hvorfor nogen på den baggrund overhovedet gad stemme i går, er svært at forstå.
Og selv hvis man turde tro, at Mugabe allernådigst ville acceptere et valgnederlag og træde tilbage – hvilken garanti ville vi så have for, at Morgan Tsvangirai ikke skulle føle sig fristet til regere videre under den nuværende forfatnings dispensationsbeføjelser, i det øjeblik han overtog magten.

Ingen tillid til afrikanere
Jeg hader at måtte indrømme dette, men erfaringen har belært mig om ikke længere at sætte overdreven lid til mine sorte afrikanske brødre og søstre. Det er der gode grunde til. Afrika er befængt med eksempler på, hvordan nye ledere efter befrielsesrevolutioner er blevet båret til magten på en bølge af folkelig begejstring og løfter om at demokratisere for så alligevel at foretrække at udnytte den gamle ordens undertrykkelsesmekanismer.
Bror Mwai Kibakis sørgelige svigt af sine løfter om at indføre en ny demokratisk forfatning i Kenya, så snart kenyanerne havde ført ham til magten til erstatning for gennemkorrupte Daniel Arap Moi, er kun et af flere skoleeksempler. Et andet er den tidligere så ydmyge fagforeningsleder Fredrik Chiluba, som zambianerne så håbefuldt stemte til magten. Da han siden blev tvunget til at forlade sit embede, efterlod han sig tusindvis af designerjakkesæt, håndsyede sko og store ejendomsværdier i udlandet, mens hans millioner af landsmænd kun var blevet endnu fattigere, end før han kom til.
For at vi afrikanere skal kunne gøre os håb om virkelige forandringer, er vi nødt til først at lære at få de elementære rammer på plads. I Zimbabwe indebærer dette, at vi må skaffe os af med det makværk af en forfatning, som Mugabe har tillempet og udnyttet for at trælbinde og traumatisere sin forarmede nation, til fordel for en ny, der rummer indbyggede garantier imod, at noget lignende nogensinde kan gentage sig.
Parlamentsvalg på pseudodemokratiske vilkår kan kun føre til gentagelser af den samme gamle historie og giver ikke forhåbninger om reelle alternativer.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu