Læsetid: 8 min.

Du valgte selv at trykke på aftrækkeren

Individualiseringen har også fundet vej til historiebøgerne. Menneskerettighederne fandtes måske ikke i maj 1945, men alligevel er det med det menneskesyn, moderne historikere og journalister går til kilderne. For hvordan kunne de dog få sig selv til det?
6. april 2005

Historieskrivning
Vi har alle set billederne. Helt unge piger, der ligger sammenrullede og grædende på gaden, mens en mængde hujende danskere står og spytter og råber skældsord efter dem. Nogen har kronraget pigerne og tegnet hagekors på deres isse. Og hvad var deres forbrydelse? De havde været venner med tyskerne. Nogle havde måske endda forelsket sig i en af dem. En utilgivelig handling i et land, der i fem lange, mørke år var vågnet op til lyden af tyske støvletramp i gaderne.
Men det er lang tid siden nu, og der er kun få tilbage, der husker, hvordan det var at leve bag mørklægningsgardiner. Så lang tid siden, at børnebørnene er begyndt at stille spørgsmål. Nye spørgsmål, der er ubehagelige at svare på. For mens svaret gav sig selv i 1945, så er det svært at overbevise en moderne dansker, der er vokset op i en tid med både menneskerettighedsdomstol og krigsforbryderdomstol, om, at der kun var et eneste argument: De var fjenden.
Europæernes verdensopfattelse ændrede sig drastisk efter Den Kolde Krigs ophør, og det er ifølge lektor i historie ved Københavns Universitet Palle Roslyng en af hovedårsagerne til, at historikernes fokuspunkt i besættelsesforskningen har flyttet sig:
»Det, der stod på dagsordenen under Den Kolde Krig, var politiske spørgsmål. For og imod kommunister. For og imod militæret. Og i relation til Anden Verdenskrig handlede det om samarbejdspolitik kontra politisk modstand. Efter Den Kolde Krig kommer de mere humanistiske moralske spørgsmål til at være mere dominerende,« forklarer han.

Danskere under hagekors
Den patriotiske holdning til besættelsestiden holdt til begyndelsen af 70’erne, indtil da var den generelle opfattelse, at de fleste danskere gjorde modstand eller i det mindste knyttede næverne i lommerne.
I 70’erne begyndte historikerne så småt at interessere sig for samarbejdspolitikken. Men det er først efter Den Kolde Krig, at historikere er begyndt at fokusere på, hvordan den almindelige dansker tog stilling.
En af de unge historikere er Peter Scharff Smith, der i dag er projektseniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.
Han udgav sammen med Claus Bundgård Christensen og Niels Bo Poulsen i 1998 bogen Under Hagekors og Dannebrog om danskere, der kæmpede på tyskernes side ved Østfronten.
»Grunden til, at vi skrev om det, var vel, at det forekom os som en ret besynderlig historie, at der var så mange danskere, der var aktive i Waffen SS og kæmpede for Hitler. Det kunne vi ikke genkende fra det, vi havde lært i folkeskolen. På en eller anden måde følte vi vel, at vi kun havde hørt den halve sandhed,« siger han.

En historie der stak ud
De tre historikere begyndte at lede i arkiverne og fandt ud af, at det antal af danskere, der kæmpede under hagekors var overraskende stort og ikke kun den lille gruppe fanatikere, som man i efterkrigstiden dæmoniserede.
»Det var en historie, der stak ud i forhold til den officielle version af, hvordan danskerne havde opført sig under krigen. Beskrivelsen af de danske nazister havde en tendens til at være ret unuanceret. Men i virkeligheden var det en stor gruppe helt almindelige mennesker, hvoraf mange var nazister. De troede på nazismen,« forklarer Peter Scharff Smith.
Det var en generel europæisk tendens i starten af 90’erne, at historikerne begyndte at vende blikket indad og se kritisk på hjemlandets handlinger under krigen, og det var den tendens, mener Peter Scharff Smith, som også han og kollegerne var en del af.
»Det er kommet så meget på afstand, at det ikke længere er så følelsesladet at studere det forhold, at en stor gruppe danskere havnede på den forkerte side under krigen,« siger han.

Dramatik
I bogen har Peter Scharff Smith og kollgaerne bl.a. fokuseret på de enkelte soldaters forhold til nazismen »De mange feltpostbreve og dagbøger, vi fik adgang til , gav os en enestående mulighed for at beskrive en enkelt soldats tankeverden. Hvordan blev de påvirket af den nazistiske skoling i Waffen SS? Det giver både en meget dramatisk historie ren fortællemæssigt, og afspejler , hvad forskerne ofte interesserer sig for i dag: Individdets handling,« siger Peter Scharff Smith.
Historiker Cecilie Banke fra Dansk Institut for Internationale studiers Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier nikker genkendende til, at individualiseringen også har fundet vej ind i historieskrivningen:
»Tidligere var man mere tilbøjelig til at fokusere på stater, systemer og kollektiver. Nu er holdningen, at hver især har et ansvar for at handle moralsk rigtigt som person. Det er ikke noget, vi kan binde op på Gud, familien eller samfundet,« siger hun.
Forestillingen om, at der er et overordnet regelsæt, der gælder for alle uafhængigt af ideologi, religion og nationalitet, åbner for et større individuelt ansvar.
»Det er med dét menneskesyn, man ser tilbage i historien. Man interesserer sig for den enkelte persons handlinger og undersøger, hvilke overvejelser der ligger til grund for dem,« siger hun.
Det resulterer i bøger om stikkerdrab, som måske ikke alle var berettigede. Om mishandlingen af tyskertøser. Danske læger, der nægter at behandle tyske flygtninge. og om danskere, der sympatiserer med jødeforfølgelserne. Og i debatten, der følger efter udgivelserne, er det overordnede emne: Var det moralsk forkasteligt?
»Og her har individualiseringen jo virkelig slået igennem. I dag siger vi: Du har selv et ansvar, og det er ligegyldigt, om du begår stikkerdrab eller er palæstinensisk selvmordsbomber. Det er den moral, der ligger bag det her opgør med historien. Den sociologiske opfattelse, at det er samfundets skyld. Den er kommet under betydeligt pres,« siger Cecilie Banke.

Generationsskifte
Det er en naturlig udvikling, at det også kommer til udtryk i historieskrivningen. Den er påvirket af den tid, den bliver skrevet i, mener Palle Roslyng:
»Historieproduktionen er jo aldrig færdig. Hver generation og hver sin tid tager sig sine problemstillinger. Den nye generations tolkninger udspringer helt naturligt af, at vi opretter menneskerettighedsdomstole og interesserer os for overgreb i andre lande. En konsekvens bliver, at vi kigger tilbage i historien og finder steder, hvor vi føler, at vore humanitære idealer er blevet trådt under fode,« siger han.
Henrik Jensen, der er historiker ved RUC påpeger, at det er et af problemerne ved de nye fortællinger om besættelsestiden.
»Man glemmer det perspektiv, der hedder, at det var krig. Der er nogle særlige forhold, der træder i kraft, når riget er truet. Når man bliver besat, samler nationen om sig selv og bliver til et fællesskab i langt højere grad, end hvad vi i vores tid kan forestille os, at et samfund kan blive,« siger han.
Det forhold har en tendens til at træde i baggrunden 50-60 år efter en begivenhed, fordi der ikke længere er nogen i live, der selv oplevede det.
»Det er svært at leve sig ind i, at der var sådan en ensretning i tiden, som er nødvendiggjort af situationen. At man ikke gav tyske flygtninge lægelig behandling kan virke brutalt, hvilket det selvfølgelig også var, men i slutningen af krigen var der absolut ingen medfølelse med dem, også selv om mange var kvinder og børn. De blev opfattet som fjenden. Det er grusomt, men det er del af den ånd, der opstår, når en nation trækker sig sammen og bliver defensiv på en nærmest aggressiv måde,« siger Henrik Jensen.

Journalister
Det er et generelt mønster i historieskrivningen, at der efter 50-60 år bliver set på historien med nye øjne. Det, der er specielt ved den revisionistiske tendens blandt moderne danske historikere, er, at individualiseringen har haft så kraftig en påvirkning for den, påpeger også Henrik Jensen. Årsagen til det er ikke kun samfundets udvikling, men også en anden faktor har haft en stor betydning. Journalisterne er begyndt at skrive historie
»Hele det her opgør med historien er også blevet stimuleret af, at denne nye aktør er kommet på banen. Journalisterne skriver historie på en anden måde, end traditionen hidtil har dikteret. De skriver med et større mod,« siger Cecilie Banke.
Den journalistiske arbejdsmetode er mere fri end historikerens, og foreståelsen for at det færdige produkt skal være noget, læserne gider at læse mere end fem linjer af, gør, at journalisterne leder efter dramatik, og den er nemmest at finde i den personlige fortælling.
Hvad farer der igennem hovedet på en modstandsmand, inden han skyder en mand i ryggen? Hvordan var det at vokse op som barn af en tyskertøs?
Henrik Jensen påpeger, at det også påvirker historikernes fortællemåde og fokus:
»Medierne har en meget stærk dagsordensættende funktion i forhold til historieskrivning. Hvis der i medierne er en efterspørgsel efter bestemte historier fra besættelsestiden f.eks. skandaler om eksisterende firmaer eller danskere, der har befundet sig på den forkerte side, så begynder historikerne også at interessere sig for det. Selvfølgelig på grund af øget opmærksomhed omkring det, men også fordi det så er muligt at få det publiceret og måske ovenikøbet få støtte til det. Der er helt sikkert en industri der,« siger Henrik Jensen.

Moral ind i historien
Cecilie Banke mener, at journalisterne har bidraget til at bringe en mere moralsk stillingtagen til historien ud i offentligheden:
»Historikerne bør måske følge med og gøre op med nogle af de antagelser, man har haft inden for historikersamfundet som for eksempel, at samarbejdspolitikken var et smart træk. I min generation af historikere (Cecilie Banke er født i 1965, red.) har man en større forståelse for det synspunkt, at samarbejdspolitikken var et moralsk svigt. Vi kan lige så godt kalde det kollaboration, for det var det. Sagligt set så kunne vi nok ikke have gjort andet, men derfor var det alligevel rent moralsk forkert,« siger hun.

Nymoralisme
Gamle historikere har anklaget de nye besættelseshistorikere og journalisterne for nymoralisme. De mener, at skrivningen udelukkende er moralsk ansporet, og at begivenhederne bliver revet ud af deres kontekst.
»Man kan selvfølgelig sige, at det er brutalt at forvente de samme moralske overvejelser, fordi det var en særlig situation. Men det er lidt den samme diskussion, som hvis du siger, at man kan legitimere palæstinensiske selvmordsbombere, fordi det er en krigssituation, og de lever under forfærdelige forhold. Det er også rigtigt, men i sidste ende har du som individ et ansvar for de valg, du træffer,« siger Cecilie Banke.
Palle Roslyng forklarer, at det er en evig diskussion blandt historikere i hvor høj grad, man skal forklare og undskylde handlinger udfra konteksten:
»I historie skal man altid skabe en balance mellem en forståelse på samtidens præmisser og så det faktum, at vi ser begivenhederne gennem et nutidigt temperament. Der er ingen garanti for, at man altid har fat i den rigtige balance, men at man kun arbejder udfra fortidens præmisser dur ikke. Vi lever ikke i datiden. Selvfølgelig skal vi tage stilling, ellers har historien jo ingen interesse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu