Venstre-minister ønskede dødsstraf for sabotører i 1943

Uhistorisk
Statsminister Anders Fogh Rasmussens partifælle i samarbejdsregeringen under krigen, trafikminister Niels Elgaard, isolerede sig i forhold til den øvrige regering ved at gå ind for dødsstraf for sabotører i august 1943. Selv mente Elgaard dog at være i overensstemmelse med sit parti, Venstre.
Det fremgår af en ny bog om besættelsen, Danmark Besat, der udkommer 4. maj.
Derfor er statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i lodret modstrid med sit eget partis historie, når han kritiserer samarbejdspolitikken under besættelsen og i stedet søger at lancere en aktuel tapperhedsdagsorden til et nutids-Danmark i krig – uden for landets grænser.
Netop de modstandsfolk, som statsministeren på bl.a. Undervisningsministeriets nye website om besættelsen hylder for at ’gøre det rigtige’, kunne altså med hans partis billigelse have fået en hård skæbne.
»Hvis statsministerens udtalelser om den såkaldte ’politiske elite’ er et forsøg på at tørre samarbejdspolitikken af på Socialdemokratiet og de radikale, er der altså historisk belæg for, at det er absurd,« mener en af forfatterne til bogen, historikeren Niels Wium Olesen, der også henviser til historikerne Morten Things og Henrik Jensens udtalelser i Information i går. De øvrige forfattere til Danmark Besat er Claus Bundgård Christensen, Jakob Sørensen og Joachim Lund. Sidstnævnte udgav i 2003 desuden bogen Mellem fædreland og flæskepriser.

’Opføre os som mandfolk’
Baggrunden for Elgaards udspil var, at den danske samarbejdsregering var under massivt pres fra den folkelige opstand i august 1943. Oprøret endte med regeringens afgang den 29. august 1943.
Det fremgår af bogen, at trafikminister Elgaard var stærkt irriteret over, at ’sabotører, forbrydere og voldsmænd’ regerede Danmark. Han krævede derfor, at »vi for en gangs skyld (måtte) opføre os som mandfolk« og indføre dødsstraf for sabotage. Minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen, der som erhvervsmand fra cementkoncernen F.L. Schmidt var udpeget uden partipolitisk tilhørsforhold, spurgte overrasket, om Elgaard da troede, at noget sådant kunne gennemføres på Rigsdagen. Elgaard svarede, at han i hvert fald kunne få det igennem i sit eget parti Venstre.

Forsimplet
Men trods historiens modstrid med statsministerens forsøg på at lægge afstand til et mindre flatterende kapitel af Venstres partihistorie, er det Wium Olesens opfattelse, at fortiden ikke bør bruges som kampplads for nutiden:
»Fortiden har ikke i sig selv nogen betydning. Når vi beskæftiger os med den, er det for nutidens skyld. Men vi står ikke frit til at instrumentalisere historien så håndfast i en politisk kamp. Vi er forpligtet på, hvad der faktisk skete,« siger han.
At statsminister Fogh med sine udtalelser søger at lancere et nyt ’tapperhedsparadigme’ anser Wium Olesen for sandsynligt: »Der er jo en aktuel dagsorden, og han har selv foretaget en kobling mellem besættelsen og krigen i Irak, så den del er evident,« fastslår han.
»Men min mening er, at det er en forsimplet måde at bruge historien på. Besættelsestiden er i offentlighed og dagspresse blevet en platform, hvor vi kan mene igennem. Hvor der er rigtige dumme svin og rigtige helte.«
I stedet for at bruge historien som ’meningsplatform’ bør nutiden vise ydmyghed for fortidens dilemmaer:
»Hvis vi synes, det er svært i nutiden, hvordan syntes de så ikke dengang, at det var, med 10.000 tyske soldater i landet? Det er for nedrigt at blive ved med at slå på fortidens mennesker, som ikke længere kan forsvare sig.«
»Måske er det os selv, vi slår på, hvis kampen reelt handler om nutiden. Men også her er der urimeligheder, som at Venstre, de Konservative og DF måske er på vej til at stjæle 4. og 5. maj som mindedage. Når vi drager mening af historien, bør det være som hele samfundets erfaring.«