Læsetid: 7 min.

’Vis aldrig heltemod på andres vegne’

At vove livet bør man kun beslutte om sig selv, siger den 87-årige Johan Garde, der som embedsmand oplevede samarbejdspolitikken og dens endeligt i 1943. Garde, der også havde forbindelse med modstandsbevægelsen, går i rette med statsminister Fogh
13. april 2005

SOM DET VAR
»Ved de store mindedage for besættelsen – 9. april, 29. august og 5. maj – borer de mange politikerkommentarer, indlæg fra modstandsfolk og læserbreve direkte i dårlige samvittigheder.«
Det mener den nu 87-årige tidligere ankechef Johan Garde, der oplevede besættelsestidens begivenheder på nært hold. Han vurderer eftertidens reaktioner således:
»Formodentlig er der mange, der er påvirket af flovhed over ikke at have udrettet noget, der var lidt særligt, under krigen. De prøver velsagtens at undskylde dette for sig selv, evt. mere personligt med at have været en ængstelig familiefar, have haft et specielt job, eller blot ved at have været isoleret, uden kammerater. Eller måske ser de i øjnene, at det gjorde de altså bare ikke. Denne gruppe mennesker bliver jo nu færre og færre, som årene går.«
»Jeg ved fra mig selv, at jeg ikke bryder mig om heltene fra krigen. Specielt dem, der siger, at de slet ikke var helte, men blot gjorde deres pligt. Dette er salt i såret for dem, der under krigen var passive. Nogle af heltene siger det måske også bare uden at gøre sig klart, at de gør det for at hævde sig.«

Fogh er plump
Som aktuel adresse for sin modvilje har Johan Garde statsminister Anders Fogh Rasmussens heltemod-med-tilbagevirkende-kraft:
»Når statsministeren specielt bringer mig i affekt, er det, fordi hans bemærkninger er så falske – man merkt Absicht. Det er så klart – og plumpt – at hans bemærkninger skyldes bestræbelser på at legitimere dansk deltagelse i angrebskrigen i Mellemøsten. Men de to situationer, der er så forskellige, kan ikke sammenlignes. Det burde Fogh være faldet på ved valget. Som Churchill sagde efter 9. april 1940, så ’havde Danmark ikke en grav, hvorover tigeren kunne fodres’; vi var så alene.«
Johan Garde fulgte tidligt med i sin samtids Europa:
»Nazismen fandt jeg fra starten yderligt usympatisk. Jeg fulgte med gysen valgene i Tyskland i begyndelsen af 1930’erne. I 1934 læste jeg Lion Feuchtwangers bog Familien Oppenheim, der var udkommet i 1933 og straks oversat til dansk. Den skildrer nazisternes magtovertagelse i Tyskland med alt, hvad dertil hørte. Også de straks indrettede koncentrationslejre – på dette stadium dog ikke tilintetgørelseslejre, men frastødende nok.«
Videre husker Johan Garde 30’ernes tragiske forløb – over München-svigtet af Tjekkoslovakiet og Hitler-Stalin-pagten, der delte Polen og Østeuropa mellem de to diktatorer:
»Krigen mod Polen i 1939 spredte rædsel, navnlig gennem de tyske film-ugerevuer med optagelse af de tyske styrtbombere, de såkaldte Stukas. Det var et ord, man lærte.«
»Den 9. april 1940 hørte jeg og min daværende kone de tyske flyvemaskine tidligt om morgenen, men reagerede vistnok først rigtigt, da vi gik op og spiste morgenmad. Jeg skulle selv som stud.jur. til manuduktion, og hun skulle på sin læreanstalt. Vi cyklede ud i vores besatte by for at se situationen an. Jeg husker fra cykelturen de berømte nedkastede løbesedler – ’oprop til Danmarks soldater og Danmarks folk’. Det var her, man, noget gebrokkent, fik at vide, hvor nødigt det tyske folk førte krig.«

Brovtende og truende
»Ordvalg og stavemåde – halvt dansk, halvt norsk, tysk sprogbrug – var i sin grufulde komik mærkeligt nok med til at sætte humøret op. Vi fandt det så karakteristisk tysk – brovtende og truende.«
»Det danske grin fornægtede sig ikke, midt i frygten. Et par år efter, da jeg blev ansat som sekretær i Indenrigsministeriet, hørte jeg historien om en fuldmægtig i ministeriet, der var kendt for en pudsig blanding af stor flid og flegmatisk optræden. Man fortalte om ham, at han på vej til ministeriet den 9. april bøjede sig og tog et oprop op fra fortovet, lagde det i sin mappe og sagde: ’Det tror jeg, jeg vil læse til min frokost.’«
»Vi skulle til middag den 9. april. Stemningen var den mærkelige, som prægede den første besættelsestid: rygter, snak om situationen, mørklægning. Og så på en vis måde måske ikke netop opstemthed, men en vis ophidselse over den uvante ’underholdning’. I den kreds, hvor jeg færdedes, var man stort set enig i regeringens holdning – at landet overgav sig efter et par timer. Alle havde på nethinden Warszawas ødelæggelse et halvt årstid før. Vi tog den tyske trussel om at bombardere København aldeles alvorligt.«

Idiotiske danske nazier
»For mig står det sådan, at mine kammerater og jeg efter 9. april fulgte også indenrigspolitikken meget intenst. Først og fremmest hovedspørgsmålet: Var de danske nazister så idiotiske og umulige, at også tyskerne måtte mene, at en nazi-regering i Danmark kunne ingen ønske? Men navnlig fulgte vi spillet om indflydelse i Danmark. Socialdemokratiet skulle gerne opføre sig sådan, at det ikke viste mere eftergivenhed end strengt nødvendigt – enhver indrømmelse til tyskerne skulle være forståelig. Vore øjne, og ører, hvilede på de fremtrædende personer, der tog del i debatten: Hvem førte sig frem? Hvordan og hvorfor? Var de opportunister? Var de demokrater? Var de nationalister?«
»Jeg kunne godt forstå modstand mod tyskerne og mod værnemagerne, men jeg forstod ikke den begrundelse, der skulle søges i skam over 9. april. Regeringens handlemåde respekterede jeg. Det er jeg blevet ved med,« fastslår Johan Garde.
Selv rykkede han ind i regeringsapparatet:
»Den 1. februar 1943 begyndte jeg i Indenrigsministeriet – i den tids sprogbrug som fungerende sekretær.«

Kontakt med modstand
»Det var også i 1943, jeg fik en vis forbindelse med modstandsbevægelsen. Det påvirkede mine standpunkter. Det var i denne periode, jeg – som jeg husker det – kom i tvivl om den danske politik.«
»Var det stadig politisk og moralsk rigtigt, at regeringen med Folketingets støtte opretholdt samarbejdspolitikken med tyskerne? Jeg husker tvivlen på grund af skænderier i familien, hvor jeg var talsmand for ønsket om det, man kaldte ’norske tilstande’. Jeg stemte derfor blankt ved folketingsvalget i foråret 1943.«
»Senere har jeg fortrudt mit standpunkt dengang. Men det var dog heller ikke i den mest pinlige tid – den, der gik forud – efteråret 1942, med den socialdemokratiske leder og statsminister Vilhelm Buhls berygtede anti-sabotagetale. Jeg betragtede ikke i 1943 regeringsmedlemmerne som nogle, der i mindste måde kunne ligne landsforrædere. Jeg havde ingen problemer med at passe mit arbejde i ministeriet, selv om jeg jo altså havde en vis, beskeden forbindelse til modstandsbevægelsen.«
Om sit bidrag til modstandskampen forklarer Johan Garde:
»Det skete på den måde, at jeg gennem min daværende veninde gav tilsagn om, at sabotører, der var gået ’under jorden’, kunne benytte min lejlighed. Jeg havde bl.a. boende en kommunistisk tidligere Spaniens-frivillig, som blev arresteret efter stikkeri. Men han røbede ikke min adresse, så den kunne stadig bruges, og jeg blev spurgt, om jeg ville huse et trykkeri for Land og Folk. Jeg var lidt stolt over forslaget, som jeg dårligt kunne afslå. Indtil opstillingen af trykkeriet skulle en anden person bo hos mig, men da også han blev taget, blev projektet opgivet.«

Bruddet med tyskerne
Johan Garde var tilstede, da regeringen opgav et videre samarbejde med tyskerne:
»Den 29. august 1943 blev personalet i Indenrigsministeriet kaldt ned i det, der hed ’Salen’ – et stort flot kontor, der fungerede som forværelse for ministeren og som mødelokale ved større møder. Jørgen Jørgensen var indenrigsminister – det var ham, der sammen med Bertel Dahlgaard tegnede De Radikale – og nu skulle han altså træde tilbage. Der var en meget rolig stemning.«
»Jørgen Jørgensen dukkede op fra sit kontor i den anden ende af dér, hvor vi kom ind, og satte sig på ministersekretærens skrivebord, eller måske støttede han sig kun til det. Det slog mig – senest de følgende dage, når jeg fortalte om det – at Jørgen Jørgensens optræden havde været så udpræget civil. Ingen store ord, ingen fædrelandskærlighed – nej, han forklarede om de
tyske krav, som regeringen ikke kunne gå ind på, og optrådte i det hele taget meget roligt – selv om han strengt taget ikke kunne vide, hvad det hele ville udvikle sig til – også for ham personligt. Det var noget så anti-germansk.«
»Jeg fik efter krigen engang af ministerens chauffør fortalt, at Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard tog på valgturné sammen og ikke sjældent sad og sang efter Højskolesangbogen, mens de kørte fra møde til møde.«

Brutale bombninger
»Bombardementerne af de tyske byer i de sidste krigsmåneder var der mange herhjemme, der ikke brød sig om. En af mine brødre var kunsthistoriker, og han holdt aldrig i sit lange liv op med at sørge over englændernes brutalitet ved bombardementet af Dresden. Få dage, før min bror døde, talte han om speakeren fra London, der havde sagt, at nu var der ikke mere porcelæn tilbage i Sachsen.«
»Fra disse krigens sidste måneder har jeg også et erindringsbillede, der er blevet hængende: En kolonne tyske soldater, der går over Kongens Nytorv. Det lyste langt væk, at enden var nær. Det var store drenge og ældre mænd. Uundgåeligt måtte man sammenligne det med erindringen om tyske soldater, der i krigens første år drager syngende gennem byen. Få dage efter var det hele jo så slut.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her