International Herald Tribune
Hvis Nordkorea, som George W. Bush holder nøje øje med, tester en atombombe, vil ingen amerikaner bære et større ansvar end John Bolton (Bush's kandidat til FN-ambassadør, red.). Boltons uansvarlige, offentlige kommentarer - og hans argumenteren for den katastrofale politik med at afvise seriøse forhandlinger med Nordkorea - har i høj grad været med til at ødelægge forsøgene på at stoppe landets nukleare bestræbelser. (14.-15. maj)
Jyllands-Posten
I en tid, da konfrontationen med islam skærpes, og alskens overtro som astrologi og nummerologi breder sig som bjørnekloen, kan ingen søgende, anfægtet, tvivlende, spørgende sjæl stole på, at præsten mener, hvad han siger, og står inde for sine trøstende, forkyndende, vejledende ord. Og da har folkekirken og dermed kristendommen spillet fallit i Danmark. Tilbage bliver Grosbølls vidtløftige betragtninger om 'civilisation og kristendom'. Og det er ikke meget. Faktisk alt for lidt. (15. maj)
Politiken
På samtlige områder er regeringen nødt til at komme med offensive bud for at kunne vise politisk lederskab. Og på samtlige disse områder er Dansk Folkeparti ubrugeligt som parlamentarisk grundlag. Partiet er imod velfærdsreformer. Det er indædt modstander af globalisering og EU. Og det er mildest talt ikke engageret i integration, som hidtil er blevet sjoflet på det skammeligste. Vi taler om et helt igennem forandringsangst og reaktionært parti, som har én mission: status quo. Hvad skal Fogh med DF? (15. maj)
Ekstra Bladet
Folketinget vil formentlig snart træffe bestemmelse om, hvor vi må ryge. Nogle af medlemmerne vil gerne bestemme, hvor meget sodavand vi må drikke. I det hele taget er Tinget villig til at blande sig i stort set alt. Blot vil det ikke røre ved politikernes amokløb i jagten på vellønnede poster, som de ikke har kræfter til at varetage. Men i det tilfælde handler det selvfølgelig også om politikerne selv og deres kammerater. (16. maj)