City-biografen i Bispensgade var en biograf af den gode gamle slags. En smal sal med hårde stolerækker, en lille slikbod under trappen til balkonen og udhængsskabene fulde af folkekomedie.
Da de populære biografcentre nåede Aalborg i slutningen af 1970'erne og truede de små selvstændige biografer, søgte City trøst i sengekantsfilm. Men adressen på byens gågade gjorde det naturligvis vanskeligt for de lokale regnfrakker at luske usete i biografen. City var fortsat trængt.
I begyndelsen af 80'erne forsøgte direktøren at øge omsætningen med en ny, stærkt omdiskuteret film, der netop var kommet til landet. Hitler - en karriere hed den.
Ungkommunisterne indledte omgående en boykot mod City. Hver eneste biografgæst skulle klemme sig gennem en gruppe ophidsede unge mænd, der smed om sig med skældsord og løbesedler, fordi de optændte af den gode sag ville beskytte gæsterne mod den smitsomme Hitler-pest.
Jeg forhandlede mig gennem den antifascistiske beskyttelsesvold imod at tage en håndfuld skriftlige advarsler med mig. Hvad der stod på løbesedlerne, husker jeg ikke mere - og hvis jeg skal være helt ærlig, husker jeg heller ikke meget af filmen.
City findes ikke mere, den lukkede kort efter Hitler-filmen. Rygtet som nazi-porno-biograf bidrog næppe til dens overlevelse.
I denne uge så jeg filmen igen. Nyhedskanalen n-tv havde fundet den frem til en temaaften om 60-året for Anden Verdenskrigs afslutning.
En glimrende dokumentarfilm var det - naturligvis, for den er lavet af journalisten og historikeren Joachim Fest, der kender sit stof og på ingen måde kan beskyldes for at have nazistiske sympatier. Hele sin karriere har Fest søgt forklaringer og på forbilledlig vis formidlet historien. Filmen er grundig, langsom og undgår alle demagogiens knaldeffekter.
Så spørgsmålet er: Hvorfor skulle Hitler - en karriere boykottes dengang i 1981?
Svaret kender jeg ikke, ungkommunisterne fra dengang kan man ikke længere spørge. Men deres verdenssyn forekommer noget naivt, for hvordan skal man gøre sig klogere, hvis man ikke må orientere sig?
Havde de selv set filmen, stod de ikke på gaden. Så mon ikke de blot forsøgte at profilere sig, mens de red på ryggen af Hitler ...
I dag overvejer ingen at boykotte Der Untergang med Bruno Ganz som en næsten rørende Hitler. I dag kan man næsten ikke undslippe den store folkeoplysningsmaskine om krig og nazisme, der kører i alle medier. Tilbuddet om indsigt er fuldkommen overvældende, som det fremgår af den nordtyske regionalstation NDR's tv-program sidste lørdag (trykt i dagbladet Politiken):
"23.30: Tyskland 1945 - begyndelsen til enden (1). 00.00: Tyskland 1945 - begyndelsen til enden (2). 00.30: Tyskland 1945 - begyndelsen til enden (3)," og sådan blev det ved med i alt seks kapitler om 'begyndelsen til enden' indtil kl. 02.30, hvor NDR af nærmest åbenlyse årsager viste programmet Krigen slutter aldrig.
Nej, krigen slutter ikke foreløbig, ikke i Tyskland - og i Danmark er den vist også brudt ud igen.
Mens danskere i rekordtal myldrer i biografen for at se Hitlers undergang, udkæmper statsminister Anders Fogh Rasmussen heftige gadekampe med nogle historikere om retten til at sige "tøsedrenge" til de daværende samarbejdspolitikere (forhandlingspolitikere).
At statsministerens påtale af manglende dansk forsvarsvilje under tyskernes indmarch og den manglende civilcourage blandt landmænd og industrifolk i den grad har tirret hans politiske modstandere, er i sig selv absurd. Men helt rundtosset bliver man, når man opdager, hvem den liberale statsminister begiver sig i forbund med: kommunisterne!
Hvor trivedes det mod, som statsministeren efterlyser hos sine landsmænd? Blandt sabotørerne fra Bopa, såmænd. De stod for en væsentlig del af den modstand, der på trods af det gode danske købmandskab blev ydet efter 1943.
Historie er en forunderlig disciplin. Man skal bare flytte blikket nogle få år, og den ser helt anderledes ud.
