"Jeg havde valget mellem at slå tyrannen ihjel eller at gå"
Oskar Lafontaine, tidligere tysk finansminister og SPD-formand
Brevet til Gerhard Schröder var kortfattet, bare et par linjer: "Højt ærede Hr. Forbundskansler, jeg træder hermed tilbage som finansminister. Med venlige hilsner - Oskar Lafontaine."
Den 11. marts 1999 blev det foreløbige punktum sat for en glansfuld politisk karriere. Lafontaine havde været overborgmester i Saarbrücken, ministerpræsident i delstaten Saarland og SPD-formand. Til slut sad han et halvt år som finansminister i Schröders første regering.
I 1990 havde han forsøgt at blive kansler, men Murens fald reddede den regeringstrætte Helmut Kohl (CDU), der var langt bedre til at aflæse de følelser, som vældede op i tyskerne efter Den kolde Krigs pludselige ophør.
Oskar Lafontaine måtte udvikle en ny strategi for at komme til magten: Gerhard Schröder. Forud for forbundsdagsvalget i 1998 havde Schröder vundet en storsejr som ministerpræsident i Niedersachsen, og derfor var han den naturlige udfordrer i tvekampen med Kohl.
Formand Lafontaine stillede sig ved siden af kandidat Schröder sammen vandt de.
Oskar og Gerd, de stod hinanden så nær, at man ikke kunne klemme så meget som et ark papir ind mellem dem. Sagde de. I virkeligheden var de rivaler på såvel det politiske som det personlige plan. Efter regeringsdannelsen i efteråret 1998 måtte man konstatere, at regeringen havde hele to magtcentre - Schröder og Lafontaine - der ivrigt modarbejdede hinanden.
Lafontaine stod for en traditionel omfordelingspolitik, offentlige investeringer skulle sætte skub i økonomien. Schröder satsede på liberalisering.
Efter et halvt års strid gav Lafontaine op. I tre kortfattede breve hoppede han af som minister, kvittede posten som partiformand og afgav sin plads i Forbundsdagen. Herefter lod han sig køre hjem til Saarbrücken. Pensionist ville han ikke være. Han forblev SPD-medlem og skrev bøger om sine økonomiske visioner. Han havde en klumme i boulevardavisen Bild Zeitung, hvori han frit kunne angribe regeringen, SPD og Schröder. Jævnligt stillede han op i tv, enkelte gange optrådte han offentligt - f.eks. sidste sommer i en mandagsdemonstration i Leipzig vendt mod regeringens sociale nedskæringer.
Det er en stærk cocktail af social samvittighed, brændende ambitioner og personlig hævntørst, der driver Oskar Lafontaine. Og denne cocktail lader sig ikke i længden tilfredsstille uden indflydelse. I tirsdags - to dage efter Schröders annoncering af valget - meddelte Lafontaine, at han agter at stille op for en ny venstre-liste. Samtidig fortalte han, at han melder sig ud af SPD.
I betragtning af hvor længe han har tøvet med disse to skridt, må han føle sig meget sikker på, at venstre-listen bliver valgt ind, og søndagens delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen har ganske givet bestyrket ham: De socialdemokratiske udbrydere i WASG (Valgalternativet for Arbejde og Social Retfærdighed) opnåede 2,2 procent. Skønt stemmeandelen ikke rakte til at komme over spærregrænsen på fem procent, er resultatet respektabelt, fordi partiet først blev grundlagt i januar og ikke har nydt megen opmærksomhed i medierne. De Grønne fik langt mindre, da de debuterede i 1980.
Med en kendt og karismatisk frontfigur som Lafontaine kan det næste valg kun gå endnu bedre, især når venstre-listen også rummer reformkommunisterne fra PDS.
Spørgsmålet er så, hvad en venstre-liste kan tilbyde et land, der ikke uden videre lader sig indordne i Lafontaines verdensbillede. Med den gældsætning, Tyskland allerede nu er tvunget ud i, virker det omsonst at pumpe endnu flere lånte milliarder ud til anticyklisk krisebekæmpelse.
Særbeskatning af høje indkomster og erhvervsliv har også mistet sin effekt; hvis kapitalen i dag er truet, stikker den af til et venligere udland - og dét skaber hverken arbejde eller offentlige indtægter i hjemlandet. Så meget har tyskerne lært om globalisering.
Endnu er det for tidligt at sige, hvad den nye venstre-liste vil byde på, for selve grundlaget er ikke på plads. Ret beset har PDS endnu ikke givet tilsagn til at deltage: Dagen efter Lafontaines udmelding meldte tvivlen sig hos PDS, der ikke tror på, at tre måneder er nok til at stable listen på benene.
Internt er PDS heller ikke afklaret om sin politik, der på samme tid skal betjene østtyske gammelkommunister, vesttyske ML'ere samt en sprælsk Attac-ungdom - og ikke holder sig tilbage fra at gå i delstatskoalition med SPD og gennemføre de dikterede nedskæringer i Mecklenburg-Vorpommern og Berlin.
Så mange positioner kan Lafontaine umuligt dække, men han kan garanteret berøve SPD så tilpas mange stemmer, at Gerhard Schröder ikke har en chance mod den konservative Angela Merkel - og det vil også være en sejr for Lafontaine.
