Danske folketingspolitikere er aldeles uforberedte på denne uges møde i Bergen om en internationalisering af Europas universiteter. Reformen vil få vide konsekvenser også for Danmark.
"Ingen af os vidste, at Bergen-mødet finder sted. Det er den skinbarlige sandhed." Det indrømmer Det Radikale Venstres uddannelses- og forskningspolitiske ordfører Margrethe Vestager blankt, her få dage inden ministrene fra 45 europæiske lande mødes i Bergen den 19.-20. maj for at sætte ekstra fart på en række banebrydende reformer af de højere uddannelser i Europa.
"Jeg er en strukturplaget politiker," klager Vestager med henvisning til den aktuelle politiske konflikt om strukturreformen, der er på alles læber i kongeriget. Hendes mange ordførerskaber i sidste valgperiode og den interne strategidebat i partiet har også tæret på hendes kræfter.
Vestager var som undervisningsminister i 1999 ellers med til at skrive under på den Bologna-erklæring, som i den sidste håndfuld år har ført til vidtgående reformer af universitetslovene i hele Europa. Hun ved godt, at Bologna-processen har en afgørende betydning for at internationalisere uddannelserne og skabe større mobilitet og åbenhed på universiteter og forskningsliv. Hun vedstår, at "Bologna-processen ikke har været aktiv på den danske politiske dagsorden. Det kan godt være, at der er ting i processen, som vi kunne gøre bedre."
Men hun fastslår dog alligevel, at "Bologna-processen rummer store perspektiver. For i et videnssamfund er universiteterne en helt central institution."
Ingen beder om samråd
Heller ikke Venstres videnskabspolitiske ordfører og formand for den danske delegation i Europarådet, Hanne Severinsen, kan svare konkret på, hvad der er sat på dagsordenen til ministermødet i Bergen.
"Ingen partier har kaldt ministeren i samråd om Bergen-mødet," forklarer hun, mens hun er ved at vande sit drivhus på Lønborgvej i Skjern.
Hun understreger, at Bologna-processen har været en 'vigtig inspirationskilde' bag universitetsloven i 2003, den senere bekendtgørelse og den seneste debat om internationalisering af uddannelserne.
"Jeg er ikke bevidst om, at jeg ikke taler om Bologna-processen. Det er jo ikke noget, man står og taler om i vælgerforeningerne," siger hun som forsvar for, at hun ikke har gjort noget for at bringe Bologna-processen ind i en bredere offentlig debat. Men hovedprincipperne i processen støtter hun.
"Det er vigtigt, at uddannelserne internationaliseres, og de studerende kan tage dele af deres uddannelse i udlandet. Og det der med ECT-point er vi i fuld gang med at indføre," siger Severinsen - der må tænke på det nye europæiske ECTS-pointsystem, der opdeler studieårene i 60 ECTS-point om året og gør det lettere at sammenligne uddannelserne på tværs af grænserne. ECTS er en forkortelse af European Credit Transfer System, og dets indførelse kan - mener nogle eksperter - gøre det nødvendigt med ændringer i den gamle danske 13 karakterskala.
Love ikke tænkt igennem
Hanne Severinsen er "stolt over de reformer, som regeringen har fået gennemført på universitetsområdet i de sidste fire år", senest med en tillægslov om internationalisering.
Men Margrethe Vestager er kritisk: "Det er reelt svært at se, at regeringen er begejstret for det europæiske projekt," siger hun. "Der er nogle få embedsmænd, som har været engageret i mange år i Bologna-processen, men vi politikere kan ikke tage nogen ære af de resultater, der er skabt. Det fantastiske ved Bologna-processen er, at universiteterne fra starten har haft et meget stor medejerskab for at føre den ud i livet."
Vestager mener i det hele taget, at regeringens lovreformer ikke er tænkt ordentligt igennem:
"Det går for hurtigt, og reformerne er uden retning. Regeringen har ikke en samlende ide om, hvilken rolle universiteterne skal spille i samfundet. Det ene øjeblik tænker man på dem som virksomheder og vil give dem stærke bestyrelser, men det næste øjeblik indfører man alt for snævre regler. Der bliver brugt alt for mange administrative ressourcer på at implementere de nye lov og tillægslove. Det er en oven-fra- og ned proces, men implementeringen er meget langsom," lyder Vestagers anklage.
Hanne Severinsen spiller dog bolden tilbage til universiteterne.
"Hvis der er noget, der er konserverende, er det studienævnene. De blokerer ofte for nye initiativer, og processen skal speedes op på universiteterne," siger hun og henviser bl.a. til det bøvl, som den borgerlige regering først i 1990'erne ville indføre bachelor-graden.
"For 12 år siden fik vi ikke andet end ballade, da vi ville gå over til en 3+2+3 gradsstruktur på universiteterne (bachelor, kandidat og ph.d, red.). Det eneste, vi fik ud af det, var, at trefemtedele af studierne blev kaldt en bachelor. Det er først nu efter den nye universitetslov, at universiteterne er begyndt at bruge systemet."
Slip universiteterne fri
Margrethe Vestager støtter en af de centrale ideer i Bologna-processen om, at universiteterne også skal til at tænke mere i egentlige slutkompetencer. Man skal blive mere opmærksom på, at studieforløbet også er indrettet efter, hvad de studerende kan bruge deres uddannelse til:
"Institutionerne tænker stadig i, at universitetsstuderende en dag skal blive forskere. Men det går ikke. Der er uddannelser, som uddanner 10 nye kandidater om året, men de ansætter kun en ny forsker hvert femte år," siger hun. Men hun understreger samtidig, at "der ligger mange kræfter gemt i universiteterne, som ikke kan udfolde sig rigtigt idag. Det har vi politikere måske et medansvar for. Taxameter-systemet, mål- og resultatkontrakter og de stive stillingsregler har gjort, at universiteterne har udviklet sig til at være en køkkenmødding af styringsredskaber. I Danmark kunne man sagtens stille universiteterne friere og oprette uafhængige styrelser. Men Det Radikale Venstre blev smidt ud af forhandlingerne om universitetsloven, fordi vi var for liberale for regeringen og ville slippe universiteterne fri."
