Ingen nulevende dansk prosaforfatter rammer talesproget som Kim Fupz Aakeson, hvis udvalgte noveller udkommer i dag under titlen Anden omgang.
Man kan indvende, at det er tidligt at udsende udvalgte noveller af en så produktiv forfatter, ikke mindst, da flere af de værker, der tages fra, er relativt nye og fungerede fremragende i deres oprindelige kontekst: Både Dyrekredsen (1996) og Popmusik (1999) udsprang af et elegant samlings-koncept, der naturligvis ikke går igen i en greatest hits-udgivelse: Dyrekredsen portrætterede typer med personlighedstræk hentet fra populære opfattelser af de 12 astrologiske stjernetegn, mens hver af fortællingerne i Popmusik hentede sin stemning fra en kendt melodi og kunne læses på de cirka tre minutter, en popsang varer. Men novellerne står sig godt, især fordi Fupz er en fremragende novellist, der i sine bedste historier mestrer den klassiske disciplin på få sider at opridse en situation og et fortolkningssammenbrud.
Selv om bevægelsen på overfladen er beskeden, er verden altid ramlet sammen på de få sider, novellen varer. Selv om Fupz' noveller løfter sig ved deres grundlæggende humor og underspil, rummer de også en anden og mere tænderskærende tone. Især er stemmen og sproget iørefaldende, det sidder i skabet fra første sætning.
Udvalget har lagt vægten på opgør mellem mand og kvinde: Taxachaufføren, der bliver arbejdsløs og synker nedad i smådruk og begyndende hustruvold. Tove Paars, der bliver forladt og som hævn ikke under sin mand en tåre eller et ord til farvel efter næsten 25 år. Man mere end aner, hvordan denne indebrændt rasende kvinde siden vil behandle de indsatte i Herstedvester, som hun har ansvaret for.
Og der er Popmusiks mere tyste mislyde, som den unge fyr i "I'm the Great Pretender", der venter på sin forsinkede kæreste på en café i Gothersgade. Gennem vinduet ser han en cyklende mor og hendes lille datter få grineflip - og ønsker sig i et glimt at være pigens far og den leende kvindes mand. Da kæresten dukker op, fremmaner hendes uforstående bemærkninger det kommende brud: Noget uopretteligt er sket, manden længes væk fra hende, efter et andet liv. Selv om meget tyder på, at han får svært ved at få det sagt.
Af samme konfliktsky slags er manden i "Kvinde min", der med bange anelser tager med sin alkoholiserede kæreste til venneparty, men ikke magter bruddet med hende. Og sympatisk er den 74-årige Jørgen Haagensen i novellen om stjernetegnet Vægten, der kæmper mod på den ene side vreden og sorgen over at blive 'forladt' af sin kone, der er fremadskridende dement (hun spørger ham en dag, om de to egentlig ikke er i familie?), og på den anden side sin egen massive følelse af svigt: "'Nej, det er fredag,' sagde han og blev irriteret over at hun aldrig kunne dagene. 'Torsdag', sagde hun og smilede overbærende. 'Det sagde du da selv.' 'Det var i går, jeg sagde, det var torsdag.' 'Nej, nu må du holde op,' sagde hun."
Fair over for kvinder
Langt ude er de flinke, konfliktsky mænd i familie med de vrede unge mænd, Fupz også skildrer eminent, både i den tidlige Sidemanden (1995) og i novellen "Sølvbryllup", der har været offentliggjort i antologien De ti bud: Mænd, som paradoksalt har lettere ved at reagere udad i vold og vrede end med ord, og som har en drøm om lykke og forløsning, men ikke nok realitetssans til at forfølge målet. Tværtimod reagerer de som om dét at sige, hvad de mener, vil få den anden til øjeblikkeligt at falde død om.
Måske derfor virker novellerne så virkelige, som også Fupz' filmmanuskripter:
Fupz afslører, at det, vi især bruger sproget til, faktisk er høfligt at undgå at nævne dét, som enhver kan se.
Det er også usædvanligt at læse en mandlig forfatter, der uden at idealisere kvinder behandler dem med stor fairness, som i de varmtintede snapshots af Annette med overbiddet og Else Damgaard, der forløses erotisk som besøgsven for en syg, gammel mand, der synes, hun er skøn. Det kendetegner også den sikre prosaist, at personerne ikke er lyriske projektioner, men dramatiske agenter i deres egen ret.
Vi kender multikunstneren Fupz som børnebogsforfatter, som barok satiretegner og ikke mindst som en af tidens succesrige filmmanuskriptforfattere, der endda netop har delt skideballe med kollegaen Anders Thomas Jensen: Selveste Lars von Trier beskyldte dem begge for at skrive "upersonligt" og "vanvittigt overfladisk" i deres filmmanuskripter. Måske var Trier bl.a. fortørnet over at0, de to tilsammen står for manuskriptet til 10 ud af de 63 spillefilm, som Filminstituttet har bevilget støtte til i 2004 og 2005.
Fupz er måske det nærmeste, vi for tiden kommer en omvandrende dansk kulturkanon, der rammer vores flinke, feje folkesjæl på et hår. Jeg kan ikke nok anbefale disse perler i moderne dansk kortprosa.
