Læsetid: 5 min.

Hemmelighedens natur

Hvorfor er det, at det nogen må vide, må ikke alle vide? Når jeg ikke selv kunne holde på min hemmelighed, har jeg så ret til at bede andre om det? Information bringer i den kommende tid en artikelserie om hemmeligheder
20. juni 2005

Mennesker har hemmeligheder for at beskytte sig selv. Og de røber hemmeligheder for at beskytte sig selv - eller fordi de ikke kan lade være.

I de kommende uger bringer Information en artikelserie om hemmeligheder. Medvirkende er forfatteren Erling Jepsen (der elsker familiehemmeligheder og gerne røber dem); ordførende talsmand for Frimurerlogen, Jørgen Brejnegaard-Madsen (der holder logens hemmeligheder tæt til kroppen); lektor i journalistik, Hanne Dam, der anser hemmelighedsfuldhed for småborgerligt og jævnt skadeligt (hun røber, hvad hun må); og endelig en legendarisk radiovært, Tine Bryld, der gennem 33 år har lagt øre til ting så hemmelige, at de dårligt tåler øjenkontakt. Radioen røber dem - men folk kan jo ikke genkendes.

Min hemmelighed

Når jeg fik lyst til at tale med disse hemmelighedseksperter, var det fordi, jeg selv engang bad nogen holde på en hemmelighed - og den blev røbet.

Ikke for at skade mig, men af uskyldig åbenmundethed: "Gud, det vidste jeg da ikke, at jeg ikke måtte sige!"

"Du havde lovet det," sagde jeg bistert.

Og vi blev selvfølgelig uvenner. Jeg fastholdt vredt, at når jeg ikke ønskede emnet drøftet i en større tilhørerskare, måtte jeg vel bestemme det?

Den anden sagde, næsten lige så vredt, at det da var for underligt, at jeg ville holde sådan noget hemmeligt.

Jeg tilgav selvfølgelig til sidst, fordi man jo må videre. Samtidig oplever jeg det som et tab. Fortroligheden er ikke, hvad den var.

Men hvorfor er det nu, at det nogen må vide, må ikke alle vide? Når jeg ikke selv kunne holde på hemmeligheden, har jeg så ret til at bede andre om det? Og hvis de ikke forstår, eller er uenige i, at det bør forblive en hemmelighed mellem dem og mig, har de så ret, eller har jeg?

Alt det satte jeg mig for at blive klogere på.

Bevare kontrollen

Der er mange slags hemmeligheder. Fælles for dem er, at de handler om at bevare kontrol og styre informationer, men begrundelserne varierer.

- Forretningshemmeligheder samt militære og politiske hemmeligheder begrunder sig selv. I de forkerte hænder kan fjendtligtsindede parter udnytte den kostbare viden.

- Personlige hemmeligheder handler om det, man frygter andres mening om. Som det kan være svært at få sagt, og som rummer risiko for skandale, latterliggørelse - endda straf. Men også uskyldige bærer på den slags hemmeligheder, for eksempel børn af alkoholikere.

Sex og penge

Sociale normer flytter også rundt på behovet for hemmeligheder.

For blot 50 år siden var det nøglen til social ruin, hvis hemmeligheden om homoseksualitet slap ud, mens det i vore dage næppe kan holde mange vågne om natten.

Børn uden for ægteskab næppe heller. Derimod er børn, man har svigtet og aldrig ser, ikke noget, mange taler højt om. Men især har hemmelighedsfuldhed ændret sig i spørgsmål om sex og penge.

I 1970'erne var det nærmest et krav at tale åbenlyst om sin seksualitet. Tavshed kunne opfattes som brud på et ideal om åbenhed og lighed mellem mennesker, så sandt som seksualitet og krop stod for natur og autenticitet.

Penge var derimod i 1970'erne et klart ikke-emne, især penge, man selv havde. Penge var en alt for oplagt uligheds-markør til at virke betryggende.

Men i nutiden er penge, ikke mindst lån i ejerlejligheders og huses friværdi, et helt ok samtaleemne. Derimod taler få mennesker over 25 længe og åbent om deres sexliv, specielt nødigt med repræsentanter for det andet køn til stede.

Hvordan sexliv blev til flexlån er en hel historie for sig.

Men ironisk nok hører det med til hemmelighedens natur, at den vil ud. Den vil mase sig ud gennem ribbenene, den vil kaste sig på internettet - eller i det mindste røbes i fortrolighed.

Måske, fordi hemmeligheder ofte belaster deres bærer. Som en tung frakke, der hver dag bliver tungere ved tanken om, hvor svært det nu ville være at fortælle det. Mennesker har dog også forskellige tærskler. Ofte stiger reservationen med den sociale status. Jo mere man har at miste, jo mindre fortæller man.

Chefen røber ikke sine bekymringer for de ansatte, lægen sorterer den information, hun giver fra sig, advokaten og dommeren må ganske enkelt ikke røbe sagens hemmeligheder, og at holde noget tilbage bliver noget, man vænner sig til at gøre.

Mænd omgiver sig også med større reservation end kvinder. De har generelt højere status og frygter derfor også i højere grad statustab og latterliggørelse.

Sladder som valuta

Men alle kan få brug for et fortroligt rum, for at dele sine hemmeligheder med nogen. Hemmeligheden udvælger sin modtager som én, man kan stole på. Den er et privilegium at modtage, men den forpligter også.

Karen Blixen brugte direkte hemmeligheden som en indvielse, når hun én for én fortalte sine unge litterære venner, at hendes mange ubehagelige sygdomme udsprang af den syfilis, hendes mand havde smittet hende med.

Hver eneste følte sig - med god grund - udvalgt og bevarede 'hemmeligheden' fortroligt...

At røbe sine hemmeligheder er at blotte sin sårbarhed. Mange holder mund af frygt for, at en røbet hemmelighed udvikler sig til sladder, og skånselsløst hældes ud blandt konversationens storskrald.

Uden sladder og snak var verden ganske vist mere tør, mere kedelig, mindre menneskelig.

Alligevel er frygten for sladder ikke ubegrundet. Hemmeligheder er sexet, værdifuld valuta. Selv trivielle oplysninger bliver mere værd, hvis nogen vil holde dem skjult. Lukkede døre åbner ører og øjne.

Ikke mindst tirrer hemmelighedsfuldhed journalister, der anser offentlige hemmeligheder og forretningshemmeligheder - i visse dele af pressen også privatlivet - for en åbenlys provokation. En hemmelighed udfordrer en konsensus om, at alle har samme interesse i, at tingene kommer ud. Vel har vi ej. Hemmeligheder er tegn på interesse- og vidensforskelle. Mere og mindre uskyldige.

Derfor vil vi have hemmelighederne udryddet, og derfor kan de ikke udryddes. Det er måske det, man opdager, når man beskæftiger sig med emnet.

Det burde derfor ikke chokere mig, at heller ikke mine hemmeligheder altid bevares lige godt, selv om de fleste faktisk bliver respekteret. Men jeg er blevet mere forsigtig.

På den anden side kan jeg jo også glæde mig over, hvor mange interessante ting, jeg selv får at vide.

Nogle af dem står i avisen de kommende uger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her