Læsetid: 3 min.

Det er mandigt at spille fodbold

Om Københavns dårligste fodboldhold og dét, der får voksne mænd til gang på gang at stille op til tæsk
10. juni 2005

Tirsdag aften skete der noget ganske enestående på Kløvermarkens Idrætsanlæg. Fodboldholdet De Røde Djævle 2 vandt en fodboldkamp. Jeg har tidligere på denne plads beskrevet holdet som Københavns sandsynligvis dårligste af slagsen, og det er bestemt ikke uden grund. Jeg har været fast frontløber på De Røde Djævles andethold (deraf 2-tallet) i snart fire år. I hele den periode har jeg kun været med til at vinde to kampe.

Den ene gang var i tirsdags, og den anden gang havde vi snydt. Vi kunne ikke stille hold, og havde derfor taget min ven Morten med, som normalt spiller i serie 3. (Det kan vist give en bøde til klubben, men hvis den, som udskriver bøderne tilfældigvis skulle læse dette, så håber jeg, at det går - alle klubberne laver jo det nummer på et eller andet tidspunk - man skal bare kigge efter de spillere, der har strømper i andre farver end de øvrige.

Nå, men de Røde Djævle 2 spiller ikke i serie 3. Slet ikke. Serierne er DBU's rækker, som begynder i Superligaen og slutter ved serie 6. Vi spiller 7-mandsfodbold i Dansk Arbejder Idræt, DAI's, rækker, som generelt er på et lavere niveau. DAI's bedste række hedder Mesterrækken. Derefter kommer A-rækken og sidst kommer D-rækken. De Røde Djævle 2 ligger i D-rækken. Faktisk er det os, der har opfordret DAI til at oprette D-rækken, fordi vi altid fik tæsk i C-rækken. Alvorlige tæsk. 17-1 har jeg været med til at tabe. Og resultater med tocifrede scoringstal til modstanderholdet var dengang ikke spor ualmindeligt. Vi tabte altid C-rækken. For at være ærlig, så har aldrig været med til at ligge andet en nummer sjok ved sæsonens slutning. Derfor foreslog vi en D-række, hvor de ringeste hold fra C-rækkerne (der er flere af dem) kunne spille mod ligesindede. D-rækken blev oprettet sidste år, og De Røde Djævle 2 tabte den. Det gør nu ikke så meget, for det er umuligt at rykke længere ned.

Hvis ikke man kan vinde kampene, så kan man jo sætte sig andre mål. For to sæsoner siden havde vi således den målsætning, at der ikke måtte gå mere end 100 mål ind på os i alt (der er 20 kampe på en sæson, dvs. maks. fem mål i snit). De sidste kampe kæmpede vi hårdt og med styrket defensiv. Det lykkedes ikke, men det var tæt på.

Samme sæson var i øvrigt legendarisk. Vi endte, så vidt jeg husker med, 9 point, hvilket er meget for de Røde Djævle 2. Men de 6 var imidlertid vundet på skrivebordet. De tre af dem fordi et modstanderhold ikke mødte op, og så vinder man automatisk 3-0. De tre andre fordi der en dag skete det uheldige, at vi skulle spille samtidig med klubbens førstehold, De Røde Djævle 1. Af uforklarlige årsager blev der byttet rundt på kampene, således at vi mødte deres modstander og de vores. Det endte med, at vi tabte 12-0, men alligevel fik 3 point, fordi vi overtog førsteholdets sejr.

Værre var det for førsteholdet, som på det tidspunkt kæmpede for at undgå nedrykning fra Mesterrækken, og derfor ikke just var begejstrede, da de så deres sejr byttet ud med et 12-0 nederlag.

Det kan lyde ynkeligt, og det er det vel egentlig også. Men en ting er helt sikker. Vi holder humøret højt både under og efter kampen. Og her nærmer vi os måske noget, som kan retfærdiggøre, at emnet bliver behandlet i denne kønsklumme.

Udsagnet "Det handler ikke om at vinde - det handler om at være med," har man gennem hele sin opvækst hørt fra pædagogisk uddannet personale. Og selvom der næppe findes en mere irriterende pædagog-kommentar (det skulle da lige være den med, at der ikke findes dårligt vejr, men kun forkert påklædning), så tror jeg alligevel, at det for De Røde Djævle 2 langt hen ad vejen handler om at være med. For hvad får ellers voksne mænd til gang på gang at stille op til så voldsomme ydmygelser?

Vi kommer gerne med undskyldninger som ølmaver, der skal løbes af, og rygerlunger, der skal luftes ud, men i bund og grund er det jo for at være med. Og fordi det er mandigt at spille fodbold. Det er hyggeligt at få sig en pils og en mandesnak i Kløvermarkens tarvelige kantine efter kampen. Vi er et ægte fodboldhold.

Og en sjælden gang kommer der jo trods alt er sejr. Det gjorde der i tirsdags. Det var nu i øvrigt ikke helt fortjent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu