Læsetid: 2 min.

Forskydninger mellem stormestrene

Ivanchuk nærmer sig skaktoppen
12. juli 2005

FIDE's seneste ratingliste over verdens stærkeste skakspillere viser en række forskydninger mellem stormestrene. Vi tager de ti øverste:

1. Kasparov (Rusland) 2812 2. Anand (Indien) 2788 3. Topalov (Bulgarien) 2788 4. Lekó (Ungarn) 2763 5. Ivanchuk (Ukraine) 2752 6. Kramnik (Rusland) 2744 7. Svidler (Rusland) 2738 8. Judit Polgar (Ungarn) 2735 9. Bacrot (Frankrig) 2729 10. Aronian (Armenien) 2724.

Kasparov vil efter al sandsynlighed indtage førstepladsen også på de to næstfølgende lister, men i begyndelsen af 2006 forsvinder han - hvis han vel at mærke opretholder sin beslutning om at have indstillet karrieren. Anand ligger kun foran Topalov på grund af antal spillede partier - og Kramnik er blevet overhalet af Ivanchuk, som fortsætter det storspil, der gjorde ham til den væsentligste forklaring på Ukraines overraskende OL-guld på Mallorca. Peter Lekó står stille, men den store taber er englænderen Michael Adams, der er gledet fra 7. pladsen ned som nr. 13. Samme Adams, som i en match er blevet totalt ydmyget af computerprogrammet Hydra, der i seks partier kun afgav en remis og altså sejrede med knusende 5,5-0,5.

Der er kun en dansker i top-100: Peter Heine Nielsen er placeret som nr. 38 med ratingtallet 2668, men hans noget forkølede indsats ved EM i Warszawa er ikke indregnet i dette tal - og den kommer til at koste. Curt Hansen har mistet en snes ratingpoints og ligger nu med 2613 lige under top-100. Den 74-årige Viktor Korchnoi er med sine 2615 akkurat med - den gamle kæmpe kan for øvrigt opleves under Politiken Cup i Høje Tåstrup senere på måneden.

Heine fører i Dortmund

Peter Heine Nielsen er netop gået i gang med sin karrieres største udfordring. I turneringen med det hæslige navn Dortmunder Sparkassen Chess-Meetings vil han i de ni runder nemlig sidde over for nr. 3, 4, 6, 7 og 9 på topt-ti-listen - og de øvrige fem er heller ikke barnemad: Michael Adams, England, Emil Sutovsky, Israel, Loek van Wely, Holland og Arkadij Naiditsch, Tyskland.

Efter en overraskende gevinst over verdens nr. 9, Bacrot, og remis mod nr. 7, Svidler, samt mod den tidligere Europamester Emil Sutovsky, ligger Peter Heine Nielsen på en delt førsteplads efter de første tre runder - de to andre spillere, der har scoret 2 af 3, er hollænderen Van Wely og den unge tysker Naiditsch. Kramnik og Lekó har 1,5 points.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her