Også i virkeligheden lyder Tine Brylds mørke, nærmest kødfulde stemme karismatisk og tillidvækkende. Det er, som om man kender hende, og det gør man jo også.
Den nu 65-årige Tine Bryld har nu i 33 år været skriftemor for generationer af unge i det legendariske radioprogram Tværs. Her kommer hemmelighederne til udtryk: Ensomhed, kære-stesorg, forældreproblemer. I dag rækker teenageproblemerne længere op i voksenalderen: Da DR 'opfandt' ungdomsradioen tilbage i 1972 var Tværs' målgruppe 13-18 år. Nu er de 18-30 år. Men også mange over 30-årige ringer og sender mails - plus forældre til voksne børn. Der er også flere drenge og mænd end før. Men dét, der stadig er så pinligt og hemmeligt, at de unge næsten kun kan røbe det i telefonens mørke, er ang-sten for ikke at få et liv til at fungere med kæreste og uddannelse.
"Angsten for at falde udenfor har altid været stor, men kravene om at klare sig og få succes er større i dag, og derfor holder man på sine hemmeligheder," siger Tine Bryld.
I takt med de større præstationskrav stigmatiseres 'taberne' mere. For eksempel gør tv's satireprogrammer nu åbenlyst grin med 'skæve' typer, der drikker eller går i kikset tøj.
"Man ta'r meget pis på tabere. På sportspladsen er det også kun vinderen, der må vise følelser, ellers råber man Tudefjæs. Du hører ikke meget til dem, der virkelig er sat ud på sidesporet."
De høres dog faktisk i Tværs: Mange, der henvender sig, er voksne unge på 20-30 år, der stadig bor hos deres forældre. Måske på et loftsværelse ude på landet, hvor de spiller musik eller sidder ved computeren. Men ingenting lykkes, og efterhånden færdes de sjældent uden for en dør. Til gengæld går tankerne i ring.
"De isolerer sig fra sociale kontakter. Det er blufærdighed, men også skam, for de ønsker ikke medfølelse. De vil ikke ses, og vi vil vel heller ikke se dem."
Årsagen kan være, at de unge har været svøbt ind i vat, eller at deres oprør som helt unge gik i sig selv, fordi 'det er din skyld, at mor har dårlige nerver'. Eller at de i en meget ung alder har slukket for kontakten til omverdenen.
"Men de er jo nødt til at gå ud og slås og kan ikke bare sidde og vente på, at der sker noget," siger Tine Bryld.
Spiseforstyrrelser er en anden genganger.
"Der bliver ofte ikke sagt noget i familien, selv om datteren er tynd og kun spiser et halvt salatblad."
Hemmeligheden slipper først ud, når facaden revner. I en lille kommune kan det være flovt at få hjælp, skønt det reelt kunne sætte en proces i gang med aktivering og uddannelse.
"Vi har for få skriftestole i Danmark, hvor der er mørkt, og hvor man kan lette på låget over for nogen, der ikke står tættest på dig, som ser hemmeligheden med andre øjne og ikke er farlig. Som ikke tilhører hønsegården i en lille by, hvor man kan tale over sig: 'Har du set hende der, ved du, at...?'"
'Sundhedsstyrelsen taler'
Samfundet er dog ikke blevet mere åbent eller gennemsigtigt på trods af f.eks. tv-programmer, hvor folk fremviser deres beskidte hjem eller ustyrlige unger, mener Tine Bryld.
"Nogle synes måske, at vi hele tiden skal høre om det 'anormale'. Men i virkeligheden er den slags programmer jo sådan noget 'Sundhedsstyrelsen taler'-fjernsyn om normale mennesker, man bare skal have sat lidt skik på. De lag, hvor det virkelig gør ondt, kommer tv ikke ned i, og det ved vi godt. Det er jo derfor vi læser romaner og ser film."
En del 'kommer også til' at røbe hemmeligheder ved f.eks. at lægge en dagbog frem på bordet. En glimrende strategi, mener Tine Bryld:
"Læk en oplysning, du gerne vil have frem, det kan fortælle dine forældre at de skal høre bedre efter, eller en veninde at hun er gået over stregen. I øvrigt er jeg tilhænger af sund sladder. Noget der gør os trygge ved at andre tér sig lige så tåbeligt som os selv."
Programmet slører
Cirka 100.000 lytter hver uge til Tværs søndag aften i P3 og tirsdag aften i P1. 10.000 samtaler var det blevet til ved 30-årsjubilæet for tre år siden. Mange samtaler bliver aldrig sendt, men Tine Bryld er blevet 'mere skrap'. Trods alt er det meningen, at andre skal høste af erfaringerne. Til gengæld 'slører' programmet folk, så de ikke kan genkendes.
For mange har kontakten med Tine udgjort et vendepunkt: Her var en voksen, der holdt fast.
En hel del henvender sig igen for at fortælle, hvordan det siden gik. Som f.eks. den unge pige, der var så langt ude med spiseforstyrrelser, at hun næppe ville kunne klare en normal tilværelse. I dag arbejder hun i en kendt medicinalvirksomhed, har haft en kæreste og har et fortrinligt liv.
"Jeg ser dem som menne-sker, ikke som problemer, og det er nok det, der virker. Jeg spørger: Hvordan tror du andre ser dig, eller jeg ville se dig, hvis jeg så dig? De sidder måske i lort til halsen, men hvis jeg siger: 'Så kan du jo lægge dig til at dø', vågner de lidt, for det var jo ikke det, de ville!"
"Jeg kan ikke løse deres problemer, men jeg kan lytte, hjælpe med at opridse valgmuligheder og måske finde på noget, de ikke selv har tænkt på. Det handler om at komme ud af en cirkel og komme videre. Måske forsone sig med en tilstand. Som hvis du har en kæreste, der elsker dig, men som går ud med sine venner to gange om ugen."
Fornylig gerådede Tine Bryld i konflikt med den etablerede psykiatri, da hun i en samtale rådede en ung pige til at holde op med at tage medicin mod depression.
Livsfarligt, mente psykiatere. Realiteten var, at pigen havde haft det meget dårligt af en helt forståelig, konkret årsag, men nu syntes, at hun på grund af medicinen hverken kunne føle glæde eller sorg. Hun var indstillet på at nedtrappe og holde op med at tage medicin.
Da samtalen blev sendt, var den allerede et halvt år gammel, og pigen havde det faktisk udmærket nu, selv om alt ikke var den rene idyl.
"Jeg bliver overlykkelig, når jeg ser nogen tage ansvar for f.eks. sine egne spiseproblemer. Ved at klamre dig til nogle symptomer er der visse fordele, men også stor afmagt. Mange sygeliggør sig selv, og samfundet sygeliggør dem, men det kan betyde, at du kommer ud af din normale sammenhæng, skole osv. Som en pige der sagde: 'Bare jeg aldrig havde sagt ja til at blive indlagt..."
Barndommen sværest
De sværeste hemmeligheder er dem, man har med fra barndommen. Særligt at have forældre, der er drankere eller sindssyge.
"Idealbilledet er den livlige, glade mor med en kvik bemærkning og mad i huset. At leve med, at ens mor ikke er sådan, er noget af det mest belastende: Det er hver dag, og de kan ikke tage andre børn med hjem, fordi mor kan have brækket sig i sofaen."
"Det bliver en vane ikke at sige det, for så skal du ikke stå til regnskab for, at forældrene ikke er som andre. Det kan være en hemmelighed, selv om alle ved det, når blot der ikke tales åbent om det."
Visse familier har dog tilsyneladende næsten ikke nogen erindring.
"'Vi havde aldrig nogle problemer hjemme', siger de mennesker, der virkelig ikke kan huske de ting, der har gjort ondt på dem. Det hedder fortrængning og det er vores forsvar. De har ingen hemmeligheder, for dem har de glemt."
"De kan være lidt følelsesmæssigt afstumpede, men kan også have en lettere gang på jorden. De har opdaget, at det godt kan betale sig, at man ikke ser sur ud hele tiden."
"Men jeg tror ikke, at nogen mennesker kommer uskadt gennem tilværelsen. Hvis man bare siger: 'Jeg fortryder aldrig noget, jeg ville gøre alt det samme igen', synes jeg, de skulle skamme sig, for der er mere under overfladen."
Selv er Tine Bryld draget af de mange skæbner, som har gjort hende tolerant - men ikke mindre nysgerrig.
"Jeg får lige så meget ud af det, som de gør. Min personlighed rummer også alle de mennesker, jeg har talt med. Jeg står selv på et fundament, en stor viden om tilværelsen, der kan berolige dem. Som 20-årig var jeg jo selv ulykkelig, 'der bliver aldrig noget til mig, jeg er alt for speciel til, at nogen kan se mig'. Men det passede jo ikke, det gav mig både en angst og en stædighed om at ville være med - blandt mennesker, i samfundet."
Springe fra sten til sten
Blandt dem, Tine Bryld selv har lært af, var en pige med en voldelig fyr, hun netop var vendt tilbage til - igen, efter fem gange på krisecenter. Og endelig kom det ud: 'Jeg er tryg ved ham. Jeg ved præcis hvad der sker og kender alle stemningerne hjemmefra, som jeg er vokset op med...' "Det er sgu underligt, du, men jeg forstod det, og det havde jeg aldrig helt gjort før og det betyder jo, at vi har et særligt ansvar for de børn, der vokser op med vold."
"Det er sværere at tale med mennesker, der ingen indsigt har i, hvorfor de handler, som de gør og hvorfor andre undgår dem, hvis de overhovedet lægger mærke til det. 'Hvorfor kan jeg ikke holde på et forhold, hvorfor springer jeg fra sten til sten, hvorfor keder andre menne-sker mig? Jeg kunne finde på at sige: Det lyder, som om det passer dig meget godt hverken at forpligte dig eller involvere dig følelsesmæssigt. Du undgår at blive såret eller svigtet. Du risikerer intet, fordi du sårer andre uden at risikere noget selv.'"
Eller den unge kvinde, der ventede et barn, som hendes mand ikke var far til. Hun ville have, at nogen skulle vide det... og det skulle være mig den aften, hun ringede. Sådanne spørgsmål kan jeg kun sende tilbage til afsenderen."
"Uanset hvad hun besluttede, ville det få alvorlige konsekvenser. Og vælger hun ikke at fortælle manden om faderskabet, skal hun kunne holde mund altid. Ikke som den far, der havde en 16-årig datter, der ikke vidste at hun var adopteret og en dag, da skænderierne gik helt amok, råbte efter hende: "Gudskelov er du ikke vores eget barn!" Den far følte sig overhovedet ikke ansvarlig som far, og han kunne ikke lide sin datter."
"Det kan ske, hvis forældre har slet samvittighed over ikke at have gjort det godt nok og overfører de negative følelser på barnet. Eller, at forventningerne til barnet overskygger de svage og stærke sider, barnet i virkeligheden har."
"Når det sker, må den voksne tage et ansvar og sige: 'Nogle gange kan jeg ikke nå dig eller forstå dig. Jeg er ked af, at vi ikke er hinanden nærmere, har du det også sådan?' Så kan man få et mere konventionelt forhold, men barnet kan regne med, at den dag det måske går galt, er familien trods alt til stede."
Men også mindre hemmeligheder kan tynge urimeligt. For eksempel en pige, der som 12-årig to gange blev butikstyv. I dag er hun i tyverne, læser til læge og har en sød kæreste - men skyldfølelsen var næsten ikke til at leve med. Tine Bryld overtalte hende til at fortælle det til sin kæreste. Han tog det temmelig roligt.
Men så ringede hun igen, halvt opløst af fortvivlelse: Kort efter var hun kommet hjem med en ny bluse, og kæresten spurgte med et grin, hvor hun havde scoret den?
"Jeg måtte sige til hende, at humor jo også er en god ting! Men at skamme sig så meget over noget er i sig selv en frygtelig straf. Man frygter, at ens identitet skal forsvinde. At det skal afsløres, at en del af mig er så ussel, at jeg bliver en anden i andres øjne, hvis de ved det. 'Det ligner ikke mig, jeg vil ikke være ved det'."
Men uanset, om man bærer på den dybeste hemmelighed er det nødvendigt at lette på låget - i det mindste for at ilte lidt i hulen, mener Tine Bryld. Det kan gøres til de anonyme, til Tværs, til præsten, psykologen eller lægen eller til en gud, som man tror på.
"Tilgivelse er et stort ord, for det sværeste er altid at tilgive sig selv. Forsoning er nok et bedre ord til den slags, og mennesker må forsone sig med sig selv, og det, de har gjort."
Det betyder dog ikke, at hemmeligheder for enhver pris skal frem.
"Det med at man kan tale om alt er noget sludder, der er mange hemmeligheder i alle mennesker og det må man respektere. Alle funktioner ville bryde sammen, hvis alle hemmeligheder skulle ud. Nogle hemmeligheder kan såre andre så meget, at man må bære det selv. For eksempel, hvis du har været en ven-inde utro med hendes mand."
Barn af 'gammel'far
Selv bor Tine Bryld på 33. år i en 100 år gammel villa på Frederiksberg, kun 250 meter fra Steenwinkelsvej, hvor hun voksede op som Tine Begtrup, barn af en velrenommeret højskoleslægt, men også med en 'gammel' far, der var over 50, da hun blev født.
"Jeg må have trygge ydre rammer for at have det vanvittige arbejde, jeg har, og når det har vaklet, har jeg ikke haft det så godt."
Tine Bryld deler villa og liv med sin mand gennem 36 år, arkitekten Arne Gaardmand, der er 79. Sammen har de Iben på 27 år. Desuden har Arne to børn og Tine Bryld to børn med historieprofessor Claus Bryld, Esben, 40 og Lea 37. Tilsammen har hun og Arne otte børnebørn. Skilsmissen er Tine Bryld ikke stolt af.
"Jeg har selv hemmeligheder, uuuhja! Det har jeg aldrig lagt skjul på. Ting, ingen får at vide. Men jeg skammede mig over den skilsmisse med to børn på to og fire år, og jeg har stadig en skræk for at gøre andre mennesker ondt."
"Men jeg kan heller ikke lade mig styre af det, men må stå ved det valg og leve med det, der er. Jeg er ikke god til at lyve for mig selv og kan selv huske det hele, desværre. Men jeg plejer at sige, at det ligger i en boks, og ved at handle kan man jo retfærdiggøre mange ting. Jeg har også meget humor og elsker fest og farver. Jeg har heller ikke kæmpe forventninger til, at man kan få en masse mere ud af livet, end man selv giver. Jo ældre, man bliver, jo mere ved man, at det handler om at overleve med sin selvrespekt."
"Der er også ting, jeg tager med mig i graven, men som kan komme ned i en roman. Blandt andet fordi vidnerne nu er døde."
Tværs-samtalerne har inspireret Tine Bryld til adskillige bøger. Som bogen I lyst og Vold om voldtægt, som pigerne selv har følt sig skyldige i, eller Ikke en engel, som byggede på 'Nannas' fortælling om at være udsat for incest.
Romaner er det også blevet til.
"Uden Tværs ville jeg lave noget andet, som også optager mig, f.eks. de grønlandske retsforhold, som jeg har skrevet om. Livet er død-meningsløst, og derfor vil jeg lave noget, jeg kan være bekendt og står inde for."
