Den første gang græd jeg. Indrømmet. Jeg havde aldrig været sammen med en forfatter sådan tidligere. Ikke for alvor. Og der er stadig ingen andre, der har ramt mig så dybt som han. Mit livs litterære kærlighed - P.O. Enquist. Derfor satte jeg mig også med den største fryd og forventning for nylig og åbnede hans seneste værk: Bogen om Blanche og Marie.
Bogen om Blanche og Marie handler om det bedste en roman kan handle om, for ikke at sige det eneste: kærlighed. Både den mulige og den umulige. Den er skrevet af en mand, der kan skrive bedre om det emne end de fleste, desuden altså min yndlingsforfatter. Hvordan kan det så være, at jeg igen og igen har måttet lægge lige netop denne fra mig - og stadig ikke er kommet til ende med den?
Der er vidunderlige passager i bogen, som minder mig om det, jeg holder af ved Enquists prosa; den syngende, suggestive stil, der fremmaner mere end den fortæller. Når jeg på trods af den umiskendelige prosa alligevel har svært ved at sluge hans seneste værk helt, tror jeg, det skyldes en fornemmelse af noget konstrueret, som der slet ikke er ved de af hans bøger, jeg ellers holder af. Historien om Blanche og Marie er i sig selv bevægende: En patient - Blanche - der bliver genstand for sin læges forskellige eksperimenter, til sidst også for hans eksperiment med kærligheden. Og historien om Marie Curie er noget af et eventyr, oven i købet offentlig kendt. Sådan her står der bl.a. om hende i Den store danske Encyklopædi:
"Cu'rie, Marie, [ky'ri[Normal]], f. Maria Skhodowska, 1867-1934, polsk-fransk fysiker. (...) Hun begyndte i 1891 at studere matematik og fysik i Paris. I 1895 blev hun gift med Pierre Curie, og året efter indledte hun i hans laboratorium sin udforskning af den nyopdagede radioaktivitet. (...) Efter langvarige kemiske analyser af uranmalme og intensitetsmålinger på analyseprodukterne kunne ægteparret offentliggøre opdagelsen af to nye grundstoffer, polonium og radium. For dette arbejde delte parret nobelprisen i fysik i 1903 med H. Becquerel. Efter Pierre Curies død efterfulgte Marie Curie ham i 1906 som professor (den første kvindelige) ved Sorbonne. I 1911 fik hun nobelprisen i kemi."
I følelsernes vold
Hvad der mangler i encyklopædien er historien om hendes forelskelse i en gift mand. Så stormende blev denne højvidenskabelige kvinde ramt, i hjerte og underliv, at hun lod hånt om al borgerlig anstændighed og var lige ved at miste al sin borgerlige anseelse, inklusive en nobelpris, på sin given sig følelserne i vold. Det er en højeksplosiv historie, også den gengivet med gribende prosa i Bogen om Blanche og Marie.
Men sammenkædningen af de to historier er et kunstgreb, der gør dem begge mindre. Jeg har svært ved at tro på at den ukendte ex-psykiatriske patient - Blanche - skulle komme til at spille den rolle for nobelprisforskeren, som romanen påstår. Det forekommer mig at sammenkædningen af følelsesskader og stråleskader er et meget mere konstrueret symbol end de sparsomme, men overvældende billeder i Enquists øvrige prosa.
I min yndlingsbog af Enquist Kaptajn Nemos Bibliotek - som var den der fik mig til at græde første gang jeg læste den - gør han ingen krav på, at jeg skal tro på nogen dokumentarisme. Det er ren og smuk erindringsfiktion. Lavet med bittebittesmå greb - som en Hemingway - ved at smertepunkterne er det uskrevne i stedet for det skrevne. Og i Legionærerne indgyder Enquists brug af den dokumenterede virkelighed mig som læser stor tillid. Jeg får noget at vide om en ung 'undersøger', fortælleren, ja vel, men jeg får også noget virkelig interessant og fortrængt at vide om et stykke virkelighed, udleveringen af de baltiske legionærer fra Sverige i årene lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Enquist er vistnok mere end nogen anden nordisk forfatter, den der skabte den dokumentariske roman som egner sig til sådanne formål.
Og nu er jeg fremme ved den dybeste grund til min skuffelse over Bogen om Blanche og Marie. Dens dokumentarisme virker ikke rigtig dokumentarisk, men snarere som et påskud. Et påskud, der er helt unødvendigt. Man kan sagtens - i hvert fald kan man, hvis man er Enquist - skildre kærlighedens smerte, f.eks. Marie Curies kærlighedssmerte, uden at skære arme og ben af en marionet og have Curie til at rulle rundt med sådan et skidt symbol. Og han havde lige så godt kunnet skildre den forkrøblede og misbrugte Blanche, et offer for mandssamfund og videnskabelige institutioner, uden at blande den offentlige figur Marie Curie ind i historien. Jeg tror kort sagt, at bogen ikke rører mig eller får mig til at tude, fordi jeg hele tiden kommer i tvivl om, hvilken af to forskellige bøger, jeg læser. De gør hinanden mindre ved at være lagt sammen.
