Skriftemålet er noget af det hemmeligste, der findes. En katolsk præst må ganske enkelt ikke røbe, hvad folk fortæller ham under tavshedsløfte - end ikke planlagte forbrydelser.
Og sådan skal det være, mener Jesper Fich, 47 år og katolsk sognepræst på Frederiksberg. Han har faktisk svært ved at forestille sig, hvordan andre trossamfund kan undvære skriftemålets fortrolighed.
"Skriftemålet kan være et menneskes allerførste forsøg på at formulere noget, der næsten ikke kan siges. Når de siger: 'Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få det sagt', siger jeg: 'Det er fordi, du ikke engang har sagt det til dig selv.'"
Hvis han som præst røber et skriftemål, har han tabt den skriftendes tillid og måske berøvet ham den eneste livline til en fornuftig omverden.
Også selv om det måske umiddelbart kunne være til gavn for samfundet at sladre.
Jesper Fichs menighed er overvejende etnisk dansk, men omfatter også udlændinge fra Mellemøsten, Latinamerika og Filippinerne. Derfor kan det ske, at en 14-årig filippinsk dreng under skrifte fortæller, at han nu, i aften, skal deltage i et røveri. Ellers bliver han ekskluderet af banden.
"Drengen misbruger skriftemålet. Det er jo ikke meningen, at jeg skal inddrages. Der er heller ingen anger, men til gengæld så meget tryk på. Men måske er jeg hans eneste livline til en fornuftig voksen omverden, og jeg kan jo ikke bare ringe til politiet. Præsten skal bare holde kæft, ellers kommer jeg til samtale hos biskoppen."
Hans opgave er at få drengen til at afstå, så ingen kommer til skade, eller drengen selv får en anmærkning i strafferegisteret og end ikke kan blive flaskedreng i Netto.
Hvis politiet direkte kontakter ham, kan han spørge den skriftende om lov til at referere fra skriftemålet, men som præst er det hans ret ikke at vidne. Han fremtvinger heller ikke en offentlig bekendelse, hvis en mand fortæller, at han har taget 40.000 af kassen i det firma, hvor han arbejder.
"Min første reaktion er: 'Nå!' Hvis jeg så hører, at det nu er tre år siden og aldrig er blevet opdaget, og skal han tilstå det? - er mit svar 'Nej, under ingen omstændigheder!' Han bliver jo fyret, firmaet mister en god medarbejder, og manden risikerer social deroute med hele sin familie. Det gavner ikke nogen."
"Men jeg fortæller ham jo ikke, at det skal han bare gøre igen, vel? Så vi må finde på noget andet, forudsat at han oprigtigt angrer. Måske skal han give et stort beløb til en godgørende organisation. Sigtet er at reparere, hvad der kan repareres."
Anger er smuk
Med sit runde ansigt, brune hår og skævtvoksende øjenbryn kunne Jesper Fichs lille, levende, tætte person have stået model til den katolske britiske forfatter G. K. Chestertons detektivfigur Fader Brown. Mange af hans udtalelser rummer også Fader Browns mærkelige blanding af arrogance og mild, munter overbærenhed.
Mildhed, fordi her kan alle, der vil angre og finde en ny vej frem, finde tilgivelse.
Men arrogance, fordi menneskelivet også er en sag, der kræver alvor og respekt.
Jesper Fich er kendt som en skarpsindig teolog og er blandt andet skolekonsulent for Danmarks 28 katolske skoler.
Men hans løbebane er mildest talt overraskende. Den kvikke dreng voksede op i et ikke særligt troende hjem i det velhavende Ordrup nord for København. Men det stod ham tidligt klart, at ordet 'kærlighed' betød noget mere for ham end for hans jævnaldrende, som næppe havde Guds kærlighed allermest i tankerne.
17 år gammel konverterede Jesper til katolicismen. Da gik han i 2. g på Øregård Gymnasium i Hellerup, der dengang oftere sendte kommende samfundsstøtter videre ud i livet end unge med fortrinsvis åndelige ambitioner.
21 år gammel begyndte han at læse til præst på et tysk præsteseminarium. Præsteviet blev han som 27-årig og gik dermed ind til et liv i cølibat.
Den måske manglende livserfaring blev der rådet bod på, da en ældre præstekollega trak ham med rundt på gåture omkring Bagsværd Sø og opridsede forskellige scenarier: Hvad Jesper ville sige til dét skriftemål? Og dét?
De første år kunne det, han hørte, stadig chokere ham. Men nu anser han de angrende mennesker for et smukkere syn end 'almindelige' blottelser, som f.eks. filmen Fogh bag facaden.
"Man så, hvor uforskammet han var, og han undskyldte eller begrundede det ikke engang i, hvor hårdt det var!"
Jesper Fich lyder oprigtigt forarget.
"Når vi begår fejl, har vi pligt til at fortryde det og distancere os fra den onde gerning. I den katolske tanke pådrager mennesket sig skyld, men vi er altid mere værd end summen af vores onde handlinger. Som når vi siger: 'Gjorde hun det, det ligner hende da ikke!'.
Vender sjælens sten
Skriftemålet har ofte en terapeutisk effekt, men for Jesper Fich er det først og fremmest en religiøs handling, der skal hjælpe mennesket i dets liv med Gud. Det handler om at forhindre fortiden i at skygge over nutiden og give mennesket fri til at leve.
Rammen er fast: Velsignelsen lyses, og derpå følger bekendelse, absolution (tilgivelse), og bod. Hver uge kommer mellem fem og 25 mennesker til skrifte. Mange har kun brug for fem minutter, men det sker, at der skal mere tid til, dog sjældent over 45 minutter.
De færreste vælger dog Sct. Mariæ Kirkes dunkle skriftestol, hvor et gitter skiller den talendes mund fra præstens lyttende øre. Jesper Fich inviterer dem som regel hjem i præstegårdens gule frederiksberghus med snorlige hvide 'konditorstriber'. Han kender alligevel de fleste af menighedens ca. 1.000 mennesker personligt.
Mens familiefester og kirkelige anledninger normalt giver et smukt indtryk, viser skriftemålet den anden side af sjælens sten: Her kravler små og store synder frem. Fra hverdagslivets småkryb af mere eller mindre begrundet skam og slet samvittighed, til fuldvoksne afskyeligheder, som kun fantasien sætter grænser for. Både dem, den skriftende selv har udført, og dem, hun eller han har været udsat for.
"Jeg lader ikke folk mærke min holdning, selv om jeg hører noget, der gør mig utilpas. Jeg skal jo se mennesket i det vildnis og hjælpe dem til at se sig selv. Skriftemålet handler om at genoprette menneskets forhold til Gud og føre det tilbage til livet. Absolutionen er porten til livet. Det handler ikke om, hvad folk har gjort, men om viljen til at leve blandt andre mennesker uden skam."
"Der er kun mennesker i min verden, ikke syndere og mindre syndere. Når nogen gør sig mere skyldige end andre, er det måske også fordi, deres liv er mere komplekst."
Én ting forekommer dog ALDRIG, mener Jesper Fich: Et valg mellem to lige store onder.
"Det ville være en fælde, og Gud ville være dæmonisk! Lad os sige, at du kører et barn ned, som løber ud foran din bil. Hvis der var modkørende trafik, og du selv havde børn med i bilen, handlede det ikke kun om dit eget liv, og du har gjort det rigtige."
"Men hvis du er alene, skal du vælge at køre ind i lygtepælen og redde barnets liv."
"Derfor kræver det meget stor ydmyghed at tage til skrifte, fordi det overstiger menneskelige kræfter. Jeg er ikke Vorherre, jeg har ordination og en sendelse og kan meddele folk absolution, men min personlige mening er uinteressant."
Alt kan tilgives
Et skriftemål kan også handle om abort. Det gives der også tilgivelse for.
"Men det betyder ikke, at man bare skal omgås skødesløst med sit liv. Boden for en abort kan være at tænde tre lys: For det barn, der aldrig blev født, for sig selv og for den mand, der var med i det. Det kan lyde af lidt, for barnet kan jo aldrig gøres levende, og derfor er boden symbolsk. Men det kan være tre meget vigtige lys at tænde."
Det sker også, at et skriftemål udarter dramatisk, så præsten må kæmpe med folk om deres liv. For eksempel, hvis en mand på hospitalet netop har fået at vide, at han er hiv-smittet.
Og hvad skal han nu sige til sin kone?
"Det, vi skal nå frem til, er, at han selvfølgelig må fortælle hende om det. Straks, selv om han slet ikke er parat."
"Jeg hører også børn fortælle, at de er blevet misbrugt. Men hvis barnet siger: 'Du må ikke sige det til nogen', og jeg gør det alligevel, har jeg misbrugt barnets tillid, og barnet får ret i, at voksne mennesker kan man aldrig stole på."
Jesper Fich opfordrer barnet til at komme igen, f.eks. næste torsdag. Kun for at opdage, at barnet allerede har fået mod på at tale med en socialpædagog eller lærer.
"Det har en enorm terapeutisk virkning at sige det højt. Når barnet får sagt det til én, kan hun sige det til flere," mener Jesper Fich, der netop derfor anser intrigen i Priest (en film, der beskriver en katolsk præsts dilemma, da en 14-årig pige under tavshedsløfte fortæller ham, at hendes far misbruger hende, red.) for mere konstrueret end den virkelighed, han har mødt.
"Men folk kan også være utrolig brødebetyngede uden grund. F.eks. har børn af alkoholikere næsten altid dårlig samvittighed: Hvis de var bedre, holdt far og mor nok op med at drikke."
Også forsyndelser over for de døde kan fylde umådelig meget og kan være svære at gøre noget ved.
Men Jesper Fich understreger, at skriftemålet hverken kan erstatte fortrolige venner eller egentlig kognitiv terapi, som han henviser til, hvis det virker påkrævet.
Men selv belastes han ikke af folks synder, smerte og skam.
"Jeg rummer faktisk ikke folks hemmeligheder. Jeg er professionel glemmer, og da jeg ikke er part i hemmeligheden, skal jeg ikke bruge oplysningerne igen. Jeg spørger heller ikke: 'Nå, hvordan gik det så?'. Jeg husker ikke synderne, men et menneskes indstilling til det, det har gjort."
Som katolikker af og til ironisk bemærker, giver kirken hellere tilgivelse end tilladelse.
Selv går Jesper Fich også til skrifte.
"Vi har brug for vidner og fortrolige i vores liv, og det er vigtigt at se sig selv i øjnene. Jeg kan have fornærmet nogen, været uærlig eller disponeret forkert. Og hvordan bruger jeg mine penge og min tid? Er jeg ligeså venlig over for den besværlige indvandrer som over for den højtstående embedsmand, som har et spændende liv at fortælle om? Nu skal du se her..."
Jesper Fich finder en norsk vejledning i skriftemål, Skriftespejlet, frem fra sin anselige bogsamling og læser højt:
"'Hvad har jeg gjort eller forsømt at gøre for at styrke min tro? Føler jeg mig bedre end andre? Dømmer jeg andre?' Du kan se, det er ikke let at slippe. Nogle kan føle sig mindre skyldige end andre, fordi de måske aldrig har været i en kompleks situation. Men måske skulle de så lette sig lidt fra sofaen! Som f.eks. Læger uden Grænser, selv om jeg ved, at protestanter som Søren Krarup kalder det gerningsretfærdighed. At man tror, man kan gøre sig bedre ved at gøre noget godt. Men jeg synes, det er godt, at nogen kan få hænderne op af lommerne."
Jesper Fich ser igen vred ud.
Ikke single
Engang ville TV 2 interviewe Jesper Fich til en serie om singler. Han svarede, at han skam ikke var single.
"Det er man, når man ikke har taget et livsvalg. Men det har jeg. Endda for resten af mit liv."
"En katolsk præsts liv er et liv med Gud i tjeneste for medmennesket, det er fuldt af lidenskab, og det er et privilegium at være væsentlig for andre. Askese er netop at give afkald på noget værdifuldt for at få noget andet - og endnu bedre. Som når man gifter sig og giver afkald på alle andre."
Selvfølgelig har valget ikke været gratis.
"Familien er jo ikke dårlig, vel. At dele livet med nogen, der flytter rundt på ens ting. Børn."
Han ser sig rundt i sin rare, ryddelige lejlighed, hvor der hænger kunst på væggene. Stuens vinduer vender mod den smukke have, han deler med nonnerne i klosteret på Jens Jessensvej i havens anden ende.
Men han ser ud, som om det andet liv også kunne have været godt. Vældig rart, faktisk.
I sommerferien og til jul - familiernes tid - bliver afkaldet tydeligt.
"Der er intet romantisk ved en jul i en katolsk præstegård. Men så er der en anden mening, man fejrer julen meget intenst som den religiøse fest, den først og fremmest er."
"Jeg er også helt klar over, at der er mange gode ting i det naturlige liv. God mad, vin og gode venner, som jeg løber ture med. Men jeg kan ikke holde ud, hvis kontakten kun er overflade."
Med en inderkreds har han etableret sig med valgfamilie. På opslagstavlen i stuen minder billeder af en lykkelig Jesper sammen med kønne, smilende børn i et sommerhus på Samsø om, at præsten også er et menneske.
"Det er mit gudbarn og hendes lillebror. Dem har jeg det sjovt med, og vi taler ikke kunne om fromme ting."
Men tætheden til menigheden oplever han også ægte. "Som den ni-årige Andreas engang sagde, da vi var på familielejr, og hans protestantiske mor spurgte ham, om det ville gøre nogen forskel, hvis jeg var gift og havde haft mine egne børn med: 'Ja, det ville gøre en forskel, for så ville Jesper jo bare være en almindelig far.'"
