Kommentar
Læsetid: 3 min.

Send de døende og uønskede med NASA ud i rummet

Hvad er den virkelige udfordring i rumfart? At komme tilbage til jorden naturligvis, men måske kan vi finde en løsning, så både videnskaben og mennesket kan storme fremad
16. juli 2005

I onsdags gloede jeg spændt på live-feed'en fra cockpittet i NASA's rumfærge Discovery, der skulle sendes op fra Florida. USAs rumprogram har holdt pause i mere end to år, siden rumfærgen Columbia styrtede til jorden som glødende vragstykker over Texas og New Mexico i januar 2002.

Men Discovery kom ikke af sted. En af de fire temperaturmålere i fartøjets brændstoftank virkede ikke, og efter NASA's nye regler skal alle fire fungere optimalt før en opsendelse får grønt lys. Sådan nogle tøsedrenge!

Om NASA-drengene var bekymrede for, om fartøjet igen skulle eksplodere, som Challenger gjorde, meldte historien intet om, men helt ærligt: Færgen kommer jo næsten altid op, og astronauterne er i dag mere videnskabsmænd end egentlige piloter. Sådan set er de jo bare statsansatte med et særligt godt helbred. Og rumfærgerne er i dag fyldt med alskens elektronik, så enhver med lidt træning kan betjene dem.

For hvad er problemet i rumfart? Problemet er altid at få folk tilbage til jorden efter en fuldført mission, og det er skide svært. Det kræver sindrige keramiske kakler på færgens underside, og falder de af, ja så brænder færgen op i atmosfæren inklusive astronauter.

Men hvad nu hvis astronauterne ikke skulle tilbage? Hvis vi kunne sende ekspeditioner ud til fjerntliggende planeter og lade dem arbejde i laboratorier undervejs og derude, uden at der var en hjemrejse på programmet? Så kunne vi måske få løst kræftens gåde, udviklet vacciner mod HIV, eller måske endda udvikle og teste nogle nye motorer og fly, så vi ikke behøver vansmægte i syv timer over atlanten, mens concorden står på museum.

Svaret på rumfartens problem er selvfølgelig terminalpatienter og gamle, som keder sig på hjem og i beskyttede boliger. Hvis man er syg og gammel kan man givetvis ikke lege tik med børnebørnene, men man kan snildt betjene et spejlteleskop i rummet, mens man svæver rundt med urinpose og sukkerdrop dinglende efter sig.

Og hvad med drømmen om at udforske de fjerne stjerner, men hvor årelange rumrejser frem og tilbage står uhjælpeligt i vejen? Så længe vi ikke har rumskibe, som er hurtige nok, så bør vi træne de gamle og syge, og så sende dem afsted. Tænk over det. Hvad betyder rumstråling, når man kun har et par år tilbage? Har den gamle akademiker fået knogleskørhed på sine gamle dage? Jamen hvad så med en stilling som chefforsker i vægtløs tilstand på en tur til Jupiter?

Familien besøger jo alligevel så sjældent de gamle på hjemmet, og hvad er en tilværelse som ensom og uønsket mod en sensommer som spydspids for videnskaben og menneskeheden? Og hvis det går galt på affyringsrampen, og den ældre mand eller dame slet ikke kommer i hverken kredsløb eller mod fjerne planeter, så skidt da med det. De vil blive husket som de modigste og de bedste; som uselviske helte, der lagde livet på videnskabens alter. Meget bedre end beskyttede boliger og en pludselig død i al ubemærkethed.

Samtidig kunne vi også tilbyde direkte uønskede personer en rolle på rumskibe, der ikke kommer tilbage.

Se nu f.eks. Dansk Folkepartis Søren Espersen, som i denne uge hev et gammel forslag op af mølposen som svar på sidste uges frygtelige terrorangreb i London. Genindfør grænsekontrollen, sagde Espersen til Radioavisen. Formålet var at få bedre styr på, hvem der kommer ind i et Europa, som "gløder af terror og terrortrusler".

Hvis mursten var dumhed, så ville Dansk Folkeparti og Søren Espersen være den Kinesiske Mur - synlig fra rummet. Dagen før udtalelsen var det jo netop kommet frem, at mændene bag Europas første selvmordsbombning var født og opvokset i England. Denne Søren Espersen er helt åbenbart ubrugelig i opbygningen af fremtidens samfund.

Men selvom han lider af sit partis obligatoriske bitterhed og hang til vanvittige forslag, så er han ved godt helbred og kunne formentlig arbejde i mange år på et rumskib til Pluto. Han kunne eventuelt få selskab af Erik Meier Carlsen, selvom Pluto vistnok kun består af vand og is. Men hvis den nu var beboet, kunne Carlsen jo starte planetens første avis og Espersen det første politiske parti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her