Der er en egen underfundig og underspillet humor i Stemmer fra Bolivia, den Sydamerika-kyndige Niels Boels dokumentariske portræt af den afsides beliggende bjerglandsby Azurduy. De frontale portrætter, hvor egnens befolkning af quechua-indianere i korte statements beretter til kameraet om deres hverdag, rummer i deres konfrontative kunstighed en blanding af sårbarhed og komisk potentiale. Ikke mindst da en kvinde bakker langsomt ud af sit tildelte tableau, fordi hun ikke mener at have noget at sige. Og på lignende vis lurer det stille smil i en række af filmens andre scener, hvor oplysninger om skikke og levevilkår ind imellem nærmer sig det bizarre. Som når den lokale skolelærer beretter for børnene om det bolivianske klassesystem og i toppen af samfundspyramiden med største selvfølgelighed placerer bankdirektører, mineejere og narkobaroner.
At livet ikke er let i Azurduy, fremgår med al ønskelig tydelighed. Men når filmen på sympatisk vis adskiller fra mange andre vestligt producerede reportager fra Den Tredje Verden, hænger det sammen med, at den hverken fremstiller sine personer som ofre eller ynkelige. Trods materiel fattigdom og en nærmest middelalderlig afhængighed af den lokale godsejer får bønderne lov til at træde frem som stolte personer med individuelle håb, drømme og ambitioner.
Mest af alt formidler filmen dog en tilstand, en livsstil, en stemning. Nikolai Østergaards forførende smukke billeder vibrerer tyst af sydamerikanske stemninger, ligesom Franz Ernsts kongeniale klipning understøtter fornemmelsen af at være til stede i et univers langt fra den pulserende civilisation, men tæt på alle de små og store dramaer, der er menneskets vilkår overalt på denne klode. Hundenes glammen ekkoer mellem bjergene, mændene ser sport på byens eneste fjernsyn, tre timer hver aften er der lys i pærerne (hvis ellers man har betalt elektricitetsregningen), og om kort tid vil egnens første telefon bryde stilheden med nyt fra den store verden.
Uden for tidens strøm
Kort sagt hersker der (så længe det varer) en dvalelignende fred i landsbyen. Lige bortset fra de få dage om året, hvor den lokale befolkning mødes til det traditionelle marked for at sælge dyr og afgrøder, at spadsere blandt de mange boder, der forvandler de søvnige gader til et inferno af liv, og at forlyste sig med coca-blade og majsøl, musik og konkurrencer.
Stemmer fra Bolivia er produceret for syv år siden, og hvorfor den først lanceres nu, melder historien ikke noget om. Men lige præcis med en film som denne har alderen ikke det store at sige. Ligesom landsbyen og dens beboere synes filmen at tilhøre en kategori, der eksisterer uden for tidens rivende strøm, og selv om det ikke nødvendigvis er en stor film, er det en film, der på klassisk dokumentarisk vis har blik for det store i det små.
kultur@information
