"Må fred herske på jorden" står er ved indgangen til Den Internationale Højskole i Helsingør. Det at forstå hinanden, skaber fred. Det er formålet med en uges seminar for mellemøstiske fredsaktivister på højskolen nord for København.
De er på et seminar arrangeret af organisationen Crossing Borders, som arbejder for fred og sameksistens i Mellemøsten.
Jihan Abdalla er 19 år, palæstinenser fra Jerusalem, og læser filosofi og journalistik i USA. Liat Margalit er israeler fra Jerusalem, og er netop blevet færdig efter to år som værnepligtig og starter til oktober på statskundskab på et universitet i Jerusalem.
Så langt, så godt. Det eneste de to piger umiddelbart har tilfælles er, at de følger med i udviklingen i Gaza de her dage, og de er begge påvirkede af situationen.
"Jeg ser at gaderne i Gaza, er fyldt med henholdsvis orange og blå bånd, som signalerer om man enten er for eller i mod rømningen. At se så mange orange bånd - som er dem, der viser, at man er imod - gør mig ked af det. For halvanden uge siden besøgte jeg min bedstemor i den gamle bydel i Jerusalem og var vidne til en protestmarch, hvor israelere, der var beskyttet af politiet, gik demonstrativt med orange flag gennem de arabiske gader. Det følte jeg mig virkelig stødt af," siger Jihan.
Hun er glad for at bosættelser forlader Gaza, men det er ikke fordi der kommer noget godt ud af det. Tværtimod, så bliver Gaza fuldstændig isoleret, mener hun.
"Den eneste grund til, at israelerne forlader Gaza, er fordi det er den bedste måde at lukke Gaza helt, så det bliver ligesom et fængsel. Det er ikke for at gøre os en tjeneste," siger Jihan og Liat er tydeligvis såret af hendes udtalelse.
"Situationen i Israel er åbenlyst meget spændt lige nu. Dette skal være det første skridt mod forhandlinger med palæstinenserne. Vores intentioner er reelle. Palæstinenserne, som i første omgang aldrig har ønsket bosættelserne, må forstå, at israelerne har bygget huse på grund, der før var ørken," siger Liat, som ønsker, at palæstinenserne får deres egen stat.
Det var svært for hende i forgårs at se billeder på internettet af israelske soldater, der kæmper mod bosætterne, der ikke vil forlade deres hjem gennem 20 år -
"Jeg kan forstå begge sider af israelere. Det en meget svær situation. Jihan siger, at der kommer noget skidt ud af det her, jeg ser på det med mere positivt sind, for så kan forhandlingerne starte," forklarer Liat mens Jihan løfter sine mørke øjenbryn og himmelvender øjne.
"De fleste palæstinensere ser det ikke som et godt skridt. For hvis israelerne vil forhandle, hvorfor er de så stadig i gang med at bygge en mur omkring Gaza?" spørger Jihan retorisk. "Man kan ikke gøre to fuldstændig modstridende ting og sige, at man har gode intentioner," fortsætter hun.
Ghetto eller ej
Jihan og Liat bor tæt ved hinanden i Jerusalem, men de lever alligevel i to vidt forskellige verdener.
Jihan: "Liat bor i en bosættelse, og jeg bor i en ghetto, så det er to forskellige verdener i samme by."
Liat. "Det Jihan lige sagde var åbenlyst noget politisk, for det er jeg klart uenig i."
Jihan: "Hvorfor er du uenig i det? Det er jo en ghetto fordi hverken politi eller ambulancer vil nærme sig den."
Liat: "Jeg synes ikke, at det er en ghetto, du bor i. Men det er et åbent område ikke? Der er ingen kontrolposter vel"?
Jihan: "Jo, der er. Over det hele-"
Liat: "Der er også kontrolposter tæt på mit hjem."
Jihan: "Ja, men de tjekker dig aldrig vel. I min bydel er der røverier konstant, men politiet kommer ikke. Det er meget anderledes end i din bydel."
De to piger diskuterer videre mens man tydeligt kan se, at deres vidt forskellige syn på konflikten sårer hinanden. Liat forklarer hvordan murerne omkring de palæstinensiske byer og bydele nedbringer antallet af selvmordsbombere, men Jihan forklarer, hvordan hendes folk ikke kan føle sig sikre i deres hjem.
Molotov eller F16
Liat mener, at det kan jo ikke være rigtigt at helt uskyldige kvinder, mænd, børn og gamle bliver slået ihjel, når de er ude. Bølgerne går højt.
Jihan: "Vi kan ikke engang ikke føle os sikre derhjemme."
Liat: "Der har også været eksempler på, at vi bliver bombet om natten-."
"Ja, men I angriber os med F16-fly, hvor vi bruger molotovcocktails," afbryder Jihan.
Liat: "Israel har ingen intentioner om at dræbe uskyldige-"
Jihan: "Når I bruger F16 fly mod os, tror du så ikke, at det dræber?"
Liat: "Målet er ikke civile. Hvis Israel reelt ville dræbe civile, kunne de nemt gøre det."
Jihan: "Hvis i vil dræbe én i Gaza, så bomber I en hel bygning, så det går ud over 200-300. Hvis I mener, han har gjort noget mod staten Israel, hvorfor tager I ikke bare hen og arresterer ham, som et normalt demokrati ville gøre - hvilket du jo påstår Israel er."
De to piger stopper diskussion fordi de er enige om, at diskussionen ikke fører nogle vegne. De rejser sig fra bænken i solen og giver hinanden et varmt og langt knus. De er enige om én ting. De er gode venner.
De har mødt hinanden tidligere i en lignende sammenhæng, hvor vi de har talt om at åbne en ungdomsklub hjemme i Jerusalem - for både israelere og palæstinensere.
"Hvis du hører vores samtaler om studieliv, rejser og livet generelt, så lyder det slet ikke så slemt," griner Liat.
"Vi er venner, og kan tale om hvad som helst, men når det kommer til politik, så er der ingen udvej. Det er et sårbart emne for os begge," smiler Jihan.
"Ingen af os ønsker, at nogen som helst uskyldige skal lade livet i denne konflikt. Det eneste vi kan blive enige om, er at være uenige," slutter Liat.
