Læsetid: 2 min.

EU skal overvåge fred i Aceh

EU skal lede overvågningen af fredprocessen i Aceh-provinsen. Det blev besluttet i går, da fredsaftalen mellem oprørerne ved Acehs nordkyst og den indonesiske regering blev underskrevet
16. august 2005

En gruppe universitetsstuderende var i går gået på gaden i Banda Aceh for at markere fredsaftalen.

"Vi håber, at fredsaftalen ikke kun kommer til gavn for bestemte grupper i Aceh eller kommer til at være for elitepolitikerne. Fredsaftalen skal mere end noget andet markere forsoningen mellem alle acehnesere, som i årevis har lidt af et traume, hvor mange har været ofre for, at deres familiemedlemmer er blevet kidnappet, tortureret og dræbt af begge stridende parter," lød det ifølge Jakarta Post på en løbeseddel fra de studerende i Aceh-provinsens hovedby.

For at sikre at hele processen foregår problemfrit, sender EU omkring 200-250 eksperter til Aceh. De skal overvåge, at afvæbningen af GAM-oprørerne - der i tre årtier har kæmpet for et selvstændigt Aceh - og tilbagetrækningen af regeringens militærstyrker sker problemfrit. Langt de fleste observatører kommer fra Europa, men også repræsentanter fra Singapore, Fillipinerne, Brunei og Thailand er blandt de 200-250.

"Jeg hilser varmt underskrivelsen velkommen. Den markerer afslutningen på 30 års kampe i Aceh-provinsen. Vort håb og vor forventning er, at dette afgørende skridt vil bane vej for en tilbagevenden af fred i Aceh og gøre plads for en effektiv genopbygning af Aceh efter tsunamikatastrofen," sagde Javier Solana, EU's udenrigspolitiske chef, i en erklæring.

Udenrigsministeriet meddeler, at der er to danskere i observatørkorpset.

"Det er mit håb, at aftalen kan bringe fred og udvikling til Aceh. Nu er chancen dér. Danmark og resten af det internationale samfund gennemfører i øjeblikket et stort genopbygningsarbejde i Aceh efter tsunamikatastrofen. En afslutning på den væbnede konflikt er en forudsætning for en vellykket indsats. Regeringen har derfor fundet det naturligt, at vi også fra dansk side engagerer os aktivt i at bidrage til, at fredsaftalen bliver overholdt," siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) i en pressemeddelse.

Selv om processen formelt ikke starter før den 15. september er der allerede sendt en fortrop af sted til Aceh - heriblandt de to danskere.

Kompromis

Det var tsunamikatastrofen anden juledag sidste år, der pressede begge parter til forhandlingsbordene, så der igen kom fokus på fredsforhandlinger. Det fik oprørsgruppen GAM til at opgive det historiske krav om uafhængighed.

"Vores folk har efterhånden oplevet nok pinsel og plage gennem de 29 år konflikten har stået på. Derfor opgiver vi kravet om at blive selvstændige," sagde Nur Djuli, medlem af GAM's forhandlingsudvalg til Information for knap en måned siden, da forhandlingerne var i fuld gang.

Mange indbyggere i Banda Aceh holder igen med begejstringen indtil videre, fordi de tidligere har måtte se to våbenhviler gå i vasken.

I bytte for at GAM opgiver sit krav om selvstændighed, får Aceh-provinsen en større selvstændig status til at administrere deres egne politiske og økonomiske anliggender. Samtidig indvilgede Indonesiens regering i at lade oprørsgruppen blive en del af indonesisk politik - også formelt set.

Et af de andre hovedpunkter i fredsaftalen går på, at regeringen vil yde økonomisk kompensation til GAM-medlemmer, som frivilligt afleverer deres våben.

Hvis fredsaftalen bliver ført ud i livet vil det åbne for fem milliarder dollar (30,1 milliarder kroner, red.) i international hjælp til genopbygningen af den ødelagte provins.

Indonesien håber også på, at aftalen kan få udenland-ske investorer til at se med mildere øjne på landet, der er verdens fjerde folkerige-ste, men hvor regeringen ofte kritiseres for blandt andet menneskerettighedssituationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her