Juliette Lewis
Skuespillerinde, kendt for en rolle i Cape Fear, er i sin videre karriere nået til Lille Vega på Vesterbro, hvor hun kl. 21 står på scenen som sangerinde.
Niels Krause-Kjær
Forfatteren til Kongekabalen har ikke fået sin egen kabale til at gå op. Fratræder i al fald efter kun et år jobbet som leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Får i stedet sit eget radioprogram på P1 - og dermed tid til at skrive.
Sportsgymnasiaster
Ministrene Helge Sander, Bertel Haarder og Brian Mikkelsen tropper op i Vilfort Lounge i dag på Brøndby Stadion for at markere første skoledag for et nyt gymnasium, hvor eleverne får mulighed for at udøve eliteidræt i tæt samspil med skolegangen.
Torben Weinreich
Danmarks første professor i børnelitteratur fratræder stillingen som leder af Center for Børnelitteratur på Danmarks Lærerhøjskole efter syv år på posten. Han vil gerne skrive bøger selv og har senest markeret sig som meget aktiv deltager i kanondebatten.
H. C. Andersen
Hvem var det nu, H. C. Andersen var? Det var jo ham, der pludselig blev så stille om efter det der arrangement i København, De ved-Han er igen manden i centrum, når Odense Film Festival kører fra i dag til 16. august med talrige kort- og dokumentarfilm.