Bridget Jones
Bridget Jones, den fiktive person, der er mere kendt end sin skaber, forfatterinden Helen Fielding, skriver atter dagbog. Nu i The Independent.
Maria Sharapova
Hun er født i Sibirien, men det eneste russiske ved hende er efterhånden en kold skulder, som hun p.t. får af andre kvindelige, russiske top-tennisspillere, der formentlig er jaloux. Det skriver den udenlandske sportspresse. Sjov måde at sige det på.
Keith Richard
Dagens Nyheters korrespondent rapporterer fra Stones' koncert i Boston, at guitaristen Keith Richard så usund ud, men at det har han på den anden side gjort i de sidste 20 år. Schwarzengger var til stede, og Stones undlod at spille numre fra den nye cd.
Snoop Dogg
Fædre med ambitioner på purkenes vegne i fodbold har altid virket latterlige. Hiphop-stjernen Snoop Dogg gik så vidt som til at blive træner for sønnens hold, og nu har han startet sin egen juniorliga. Dog angiveligt for at bekæmpe potentielt stofmisbrug.
Olivier og Yohann
Far og søn med efternavnet Rousel vandt årets grisekonkurrence i den franske by Trie-sur-Baise ved Pyrenæerne. Cirka 500 tilhørere applauderede, da de opførte en komposition, som bestod af lutter grynt. Ingen havde gryntet så godt før.