Kommentar
Læsetid: 3 min.

Min Gud, du er ikke god. sig, Hvad er dog meningen? Du skuffer mig. Nu nægter je

Er det for meget forlangt, at højere magter behandler os ordentligt?
5. august 2005

Jo, man kan blive skuffet over Gud. Hvorfor lader Gud os mennesker ende i den ene ulykke efter den anden? Kan det mon skyldes, at Gud ikke er til? I et essay i Information den 14. juli anråber forfatteren Henrik Nordbrandt Gud i De-formen med disse ord: "Hvordan kan det være, at i de perioder, hvor folk dyrker Dem ivrigst og med størst alvor, sådan som det ser ud til at være tilfældet i øjeblikket, behandler de også hinanden mest grusomt. Sådan har det været gennem hele historien-" Nordbrandt anvender det kunstgreb, at han beder sin læser om at svare på Guds vegne, fordi "man aldrig har hørt om nogen (bortset fra dem, der i tidens løb har sagt, at Gud har udvalgt dem til at videregive hans meninger), der fik svar fra Gud". Kunstgrebet forstærker jo kun Nordbrandts pointe om Guds fravær. Det bringer os tilbage til hovedsagen: Hvordan kan en god Gud tillade det onde? Det spørgsmål har altid plaget religioner. At finde et svar kendes i den teologiske faglitteratur som 'teodicé-problemet'. Her er nogle bud, givet gennem tiderne:
- Gud har gjort sit bedste, da han skabte verden. Men med tyngdeloven og andre foranstaltninger, der holder sammen på universet, er det uundgåeligt, at nogle kommer til skade.
- Gud har skabt mennesket med en fri vilje. Det indebærer til gengæld, at mennesket kan handle anderledes, end Gud gerne ser.
- Gud har skabt verden god, men ondskaben er en nødvendig modsætning, der følger med godheden. Ellers kan vi ikke forstå godhedens væsen.
- Gud kan mennesket overhovedet ikke tillade sig at anklage. Verden er skabt omvendt: Det er mennesket, der er under Guds anklage for sin ondskab, og mennesket har ingen adkomst til at stille afsporende spørgsmål.

Den sidste måde at anskue det på - at spørgsmål om Guds godhed er utilladelige - vil her i landet kunne finde tilslutning hos Tidehverv og Søren Krarup. Med billedet hører også, hvilken forestilling man gør sig om dette livs højere magter. De gamle græske og nordiske guder er aldeles ikke gode. De slås indbyrdes og inddrager menneskene i deres magtspil, som bringer død og fordærv over jorden. Eller hvad med Det Gamle Testamentes Gud? Han hundser rundt med sit udvalgte folk, forlanger det mest urimelige og straffer på det grusomste. Tænk på beretningen om syndfloden, der drukner alle undtagen familien Noah og dens indsamlede dyreflok. I sådanne gudsforestillinger er der sgutte noget teodicé-problem. Min egen farfar, Svend, som levede fra 1893 til 1957, var sognepræst. Han var plaget af tvivl om godhed og ondskab. Umiddelbart inden en uelskværdig Gud kaldte ham til himmels efter en hospitalsindlæggelse, der burde have været uproblematisk, nåede min farfar at holde foredrag for sin menighed over emnet: Hvad livet har lært mig. Foredraget blev af min farmor overdraget til Lægmandsbladet, der efter læserkrav måtte bringe det en ekstra gang. Min farfar sagde blandt andet: "Der ligger i os mennesker en trang til at forstå lidelsen i menneskelivet. Og netop som kristen kan man føle sig pinligt forpligtet til at tænke Gud med ind i den. Men det er en håbløs opgave."
Min farfar fortalte om sin præstegerning: "Jeg sidder over for mennesker, som er blevet knust af livets slag. Og nu vil de have mig til at give svar på det spørgsmål: 'Hvorfor skulle det ske?' Da jeg var yngre, prøvede jeg efter bedste evne at give dem trøstefulde grunde. Det gør jeg ikke mere. Jeg indrømmer blankt, at jeg forstår det ikke. Og jeg siger til dem, at det er håbløst at banke på dén dør med sine tanker - man får kun blodige knoer af det. Men når jeg har sagt dét, føjer jeg til, at det gør en uendelig forskel, om man har Gud med sig i den gådefulde lidelse, eller man er helt alene med den. (-) Man kan få en underfuld styrke til at bære den, sådan at den endogså bliver til velsignelse for én selv og for andre."
Over generationernes kløft og de mellemliggende 50 år klinger min farfars ord som et af de bedre svar, man kan give på teodicé-problemet. Også fordi det ikke er noget svar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her