Socialdemokraternes formand, Franz Müntefering, omtaler helst Tysklands nye venstreparti som en vits.
"PDS-ML," kalder han det og tilføjer med et grin, at ML-tilføjelsen til det reformkommunistiske partinavn PDS står for 'med Lafontaine' - ikke 'marxister-leninister'.
Oskar Lafontaine var indtil 1999 en førende personlighed i SPD. Gennem en lang politisk karriere beklædte han posterne som overborgmester i Saarbrücken og ministerpræsident for delstaten Saarland. Han var SPD's kanslerkandidat i 1990 samt partiformand.
Efter SPD's valgsejr i 1998 blev han finansminister i Gerhard Schröders første regering, men få måneder efter var hans frustration over kansleren så stor, at han forlod politik. I de sidste seks år har han været en af Gerhard Schröders mest ivrige kritikere.
Som spidskandidat for det nye venstreparti har Oskar Lafontaine fået mulighed for at vende tilbage til sit er-hverv og samtidig besejre ærkerivalen, Gerhard Schröder.
Under valgkampen har Oskar Lafontaine argumenteret for store offentlige investeringer og en lovbestemt mindsteløn. Samtidig har han skældt ud på 'fremmedarbejderne' fra Østeuropa, der hugger tyskernes arbejdspladser, og udtrykt støtte til politiets brug af tortur i opklaringen.
Populisten Lafontaine
Marxistisk-leninistisk er Oskar Lafontaine så langt fra - selvom han havde tætte kontakter til DDR-regimet frem til 1989 og til det sidste forsøgte af forhindre genforeningen. Lafontaine er en rettroende keynesianer, der vil sætte skub i Tyskland ved hjælp af offentlige investeringer.
Mens Lafontaine offentligt tordner mod social ulighed, har han en privat hang til luksus. Midt under valgkampen ferierede han således med sin familie i en luksusfinca på Mallorca til 22.000 kr. om ugen, og da boulevardavisen Bild bad ham optræde på et læsermøde, krævede han en Lear-jet stillet til rådighed for at komme.
Pris: Omkring 130.000 kr.
Blandt de nye kammerater i PDS har denne livsstil kun mødt mild kritik:
"Jeg kræver ikke af nogen, der kæmper for social retfærdighed, at de skal leve asketisk," siger Petra Pau, en af partiets to løsgængere i Forbundsdagen.
PDS's medlem af Europaparlamentet André Brie mente i forgårs, at en venstreorienteret politikers troværdighed afhænger af hans beskedenhed. I går trak Brie kritikken tilbage for i stedet at rose Lafontaines indsats.
10 procent til venstre
Franz Müntefering fortæller stadig sin ML-joke om venstrepartiet, men morsom er den ikke længere.
Ifølge meningsmålingerne kan Die Linke/PDS regne med 10 procent af stemmerne ved valget den 18. september i år. Holder tallene, vil partiet blive tredjestørst i Forbundsdagen - foran både det liberale FDP og miljøpartiet De Grønne.
Med det resultat vil venstrepartiet være en sensation, for partiet er ikke mange uger gammelt; det blev først vakt til live, da kansler Gerhard Schröder overraskende formulerede sit ønske om nyvalg for tre måneder siden.
I et kapløb med tiden har repræsentanter for det overvejende østtyske PDS og det lille, vesttyske Valgalternativ for Arbejde og social Retfærdighed (WASG) filet de respektive partiprogrammer til, så de to kunne fusionere.
Især i det østlige Tyskland vinder Oskar Lafontaine sammen med PDS' frontfigur Gregor Gysi gehør med løfterne om mere arbejde, højere løn og større social tryghed.
Østtyskerne har følt Gerhard Schröders politik som en ydmygelse, fordi reformerne ramte dem ekstra hårdt:
Schröder ville fremme de langtidslediges motivation for at søge job ved at skære i den månedlige ydelse. Men i en landsdel med 1,5 millioner ledige er der ikke mange ubesatte stillinger at søge. Samtidig kunne østtyskerne se, at deres månedlige dagpenge var 14 euro (omkring 100 kr.) lavere end vesttyskernes dagpenge.
"En euro for hvert år siden genforeningen," lød det bittert fra østtyskerne, der opfattede reformerne som en personlig ydmygelse.
Trods den store tilslutning forventer kun omkring fem procent af venstrepartiets vælgere, at løfterne bliver omsat efter valget. Vælgerne regner altså ikke med at udløse noget politisk opbrud med deres tilslutning til Die Linke/PDS. Tvært imod synes de fuldt bevidste om Lafontaines valgflæsk - og støtter ham alligevel - fordi de opfatter ham og det nye parti som en megafon, der kan råbe Forbundsdagens øvrige partier op. Og det er lykkedes, allerede inden valget.
Socialdemokraterne har i lyset af meningsmålingstal, der til tider lå under 30 procent, været tvunget til at matche overbuddene fra venstrepartiet i forsøget på at berolige vælgerne.
Tidligt i valgkampen lovede SPD bl.a. at hæve østtyskernes dagpenge til vestniveau, og Gerhard Schröder har i sine taler gjort meget ud af at rose østtyskerne for deres indsats i årene efter Murens fald.
Konservative truet
Også de konservative (CDU-CSU) mærker venstrepartiets magnetiske tiltrækning på vælgerne. Ved valgkampens begyndelse talte CDU-leder og kanslerkandidat Angela Merkel endnu om, at "Tyskland har brug for en reform i én støbning."
Efter venstrepartiets målbare succes hos konservative protestvælgere er al højrøstet tale om den omfattende samfundsreform forstummet hos CDU-CSU.
Angela Merkel, der selv voksede op i DDR, men lægger vægt på at være "hele Tysklands kanslerkandidat," ser sig nødsaget til at målrette en del af sin valgkamp mod de østtyske vælgere og rose dem for deres resultater under vanskelige betingelser.
Selv det højreradikale NPD mærker konkurrencen, når det gælder om at opsuge stemmer fra utilfredse og utrygge vælgere.
Sidste år kunne NPD høste hver 10. stemme ved delstatsvalget i det østtyske Sachsen. Før det kommende valg gjorde NPD sig forhåbninger om at komme i Forbundsdagen, men venstrepartiet stjæler al opmærksomhed, og derfor har NPD udnævnt Die Linke/PDS til sin hovedmodstander.
"Lafontaine blinker af til højre og drejer til venstre," lyder det fra NPD, der har lovet at demaskere ham under valgkampen.
