Novo Nordisks beslutning om at flytte en tredjedel af sin omsætning til Schweiz og dermed spare store beløb i selskabsskat får alarmklokkerne til at ringe for den højtbesungne danske model. For godt nok har vi flexicurity og en lovprist model - men hvad nytter det, hvis virksomheder som Novo Nordisk ikke betaler deres selskabsskat med glæde?
- Direktør Lars Rebien Sørensen - kan du argumentere for, at Novos udflytning til Schweiz ikke kun handler om ren skattetænkning?
"Jeg har prøvet at forklare mange gange, at det er et led i vores internationale udvikling af virksomheden. Vi sælger internationalt, vi rekrutterer internationalt. Schweiz er et godt miljø for internationale forretningsfolk og marketingfolk inden for vores branche. Det er centralt, og derudover er det også attraktivt skattemæssigt."
'Danmark halter efter'
- Er Schweiz mere internationalt end Danmark?
"Det kan du tro!"
- Hvordan det?
"Hvis vi sammenligner den schweiziske lægemiddelbranche med den danske, så må vi desværre sige, at Danmark halter lidt bagefter. Schweiz er et mere internationalt sted at rekruttere folk. Det har været vanskeligt for os at tiltrække udlændinge på langtidskontrakter til Danmark på trods af lempelser og specialskatteordninger."
- Hvad er det for nogle kvalificerede folk, Novo ikke kan finde i Danmark?
"Det er folk, som er meget mobile inden for international farmaceutisk markedsføring på seniorniveau. De kan være vanskelige at tiltrække til Danmark, fordi de har verden som arbejdsplads og tiltrækkes af steder, hvor der er store jobmuligheder og mere attraktive skattevilkår for den enkelte. Og her har Danmark altså nogle mangler."
- Det handler altså ikke om særlige forskere og specialister, men om salg og markedsføring - og det kan I ikke finde folk, der kan, i Danmark?
"Det kan vi gøre langt mere hensigtsmæssigt i Schweiz, ja."
- Internationale rapporter roser Danmark til skyerne som et attraktivt land at investere og drive virksomhed i. Er de fulde af løgn?
"Når man sammenligner Danmark med et produkt, så er der infrastruktur, der er den offentlige sektor og kompetenceniveauet, der er arbejdsmarkedet, som er meget meget fleksibelt i Danmark - og alle de ting trækker i en positiv retning. Så kan der være noget, der trækker i den negative retning, og det er indkomstskatteniveauet og selskabsskatterne."
- Men de gode områder, du nævner, er jo netop financieret af skatteindtægter - man kan ikke få det ene uden det andet. Skal I så ikke som virksomhed være med til at betale for det?
"Det gør vi også. Vi betalte 1,4 mia. i selskabsskat i Danmark sidste år. Vores medarbejdere betalte 2,1 mia. i indkomstskat. Novo Nordisk bidrager meget stærkt til det danske samfund, og det kommer vi også til at gøre i fremtiden."
Konkurrencehensyn
- Men I synes, at I bidrager for meget i forhold til det, I får for pengene?
"Vi er nødt til at forsøge at gøre Novo Nordisk konkurrencedygtige også på skatteområdet. Vores effektive skatteprocent sidste år var på 32 procent. Dem, vi konkurrerer med, har en skatteprocent på 27. Det betyder, at de har fem procent mere af deres omsætning at gøre godt med. Enten for at give det til deres aktionærer - det er ikke det, vi ønsker. Vi ønsker at investere det i forskning og udvikling for at sikre virksomhedens overlevelse på langt sigt, og hermed også job i Danmark."
- Men skatten betaler man jo først bagefter, at man har investeret og tjent sine penge?
"Hør nu her. Skat er jo en omkostning. Hvis man kan sænke sin skat, så er der flere penge til overskud, som kan investeres i fremtiden."
- Eller udbetales til aktionærerne.
"Ja, det er rigtigt, men det har vi jo ikke sagt, at vi vil."
- Som virksomhed lægger I meget vægt på socialt ansvar og bæredygtighed. Hører det ikke med til virksomhedens sociale ansvar at bidrage til finansieringen af det omgivende samfund?
"Jo, absolut, og det gør vi også, som jeg netop har beskrevet."
- Men det, I har gjort nu, er med det helt klare formål at nedbringe den skat.
"Det er for at øge vores midler til forskning og udvikling. Der er jo ikke noget, som siger, at det skal være social ansvarlighed over for Danmark. Ansvaret går på at sikre vore patienter fornuftige og sikre produkter til priser, de kan betale. Over for vore ansatte går det på at sikre, at vi på langt sigt har en bæredygtig og levedygtig virksomhed. Det går over for de samfund, som vi opererer i - og det gælder altså også i udlandet, skal man lige huske. Jeg har absolut ikke nogen dårlig samvittighed over Novos økonomiske bidrag i Danmark. Det er mere end gennemsnittet i forhold til den betydning, vi har for bruttonationalproduktet," siger Lars Rebien Sørensen.