Hvad betyder Hiroshima- og Nagasakibomberne for dit verdensbillede?
»Atombombenedkastningerne i 1945 er udtryk for den sløvende ligegyldighed over for både militære og civile dødsofre, som krig uundgåeligt fører med sig. Historikerne er uenige om, hvorvidt USAs præsident Truman kastede atombomberne primært for at spare amerikanske soldaters liv ved en eventuel invasion af Japan. Japans modstand kunne nok være knækket på anden vis, bl.a. ved en effektiv flådeblokade af landet. Hiroshima og Nagasaki kan derfor også ses som udtryk for, at USA i 1945 var blevet den dominerende stormagt i verden, også militært og at Truman ønskede at vise det.«
Hvordan vurderer du risikoen for, at atombomber vil springe i dag?
»Under Den Kolde Krig gav atomvåbnene på begge sider en vis, om end usikker, balance og stabilitet. I dag, 15 år efter Den Kolde Krigs afslutning, er der stadig over 20.000 atomvåben i verden, de 95 procent findes i USA og Rusland. Og USA, og måske også andre lande, er ved at udvikle ganske små atomvåben, som med ekstremt præcise raketter vil kunne ramme afgrænsede mål så effektivt, at fristelsen måske bliver stor til faktisk af bruge dem. Det udvisker skellet mellem atom- og konventionelle våben, så risikoen for atomkrig kan vokse.«
Skjold er en illusion
Er det retfærdigt, at nogle lande mener, at de har ret til besiddelse af atomvåben, mens andre ikke har? »Det er et problem, at de nuværende atommagter især USA og Rusland stadig har så ekstremt mange atomvåben, samtidig med at de forbyder andre lande at have dem. Selvfølgelig bør yderligere spredning af atomvåben forhindres, men det bliver sværere, når overoprustede atommagter indirekte truer med at angribe ikke-atommagter.«
Hvordan vurderer du den yngre generations bevidsthed i forhold til faren for atomvåben i dag? »Mange er nok ikke klar over de fremtidige farer. Forestillinger om, at USAs såkaldte missilskjold vil kunne give os sikkerhed, er en illusion. Historien viser, at der altid vil findes modtræk mod nye våben- og forsvarssystemer. Troen på et vestligt missilskjolds beskyttelse vil også kunne øge fristelsen til vestlig brug af atomvåben mod andre lande.«
Hvor stor symbolværdi mener du, Hiroshimabomben har i forhold til terrorangrebet den 11. september 2001? »Al-Qaeda har faktisk nævnt Hiroshima som én af begrundelserne for at ramme USA, men USAs Mellemøst-politik har utvivlsomt været langt vigtigere motivation for den islamistiske terror. Risikoen for terroristers brug af atomvåben skal selvsagt tages alvorligt, men faren bør nok ikke overdrives. De fleste eksperter på det område mener, at det er særdeles svært at få fat i samlede, operative atomvåben, og at de såkaldt snavsede atombomber er yderst radioaktivt farlige at håndtere, altså også for mulige terrorister selv.«