Der var ingen slinger i valsen. Den 19-årige ukrainer Alexander Areshchenko, der med et ratingtal på 2625 var klar ratingfavorit i talentturneringen Grundfos Young Masters, viste sig også at være den stærkeste. Hans 7,5 points i de ni runder taler deres tydelige sprog. Tre remiser var alt, hvad den sikkert spillende Areshchenko satte til.
Ukraineren havde længe følgeskab af Davor Palo, der meget snart bliver udnævnt til stormester, men Palo røg i næstsidste runde ind i et ærgerligt nederlag til den 21-årige polak Kamil Miton. Palo, der havde sort i det parti, førte ellers med to lette officerer for et tårn ('to tynde for en tyk'), men det kneb gevaldigt med at få koordineret officersspillet, og så røg der et par bønder, hvorefter polakken havde et vundet slutspil. Måske var Davor mærket af det usædvanligt stramme program? Han kom dog godt igen i sidste runde, hvor han med en arbejdssejr over tyskeren Sebastian Bogner sikrede sig en delt andenplads - med Kamil Miton.
De to øvrige danskere gjorde også en pæn figur. Den 20-årige Chistian Kyndel Pedersen lagde ud som lyn og torden med 2,5 points i de første tre runder, og selvom gassen derefter gik noget af ballonen, endte han dog med 4,5 points - nok til en udelt fjerdeplads. Og 17-årige Jakob Vang Glud levede med tre points nogenlunde op til forventningerne. Han skal åbenbart arbejde lidt mere med sit åbningsspil, når han stiller op på det niveau, som der var tale om i Århus.
Lige i madkassen
Palo virkede veloplagt og spillede i de fleste partier herligt kompromisløst. En af hans bedste præstationer kom, da han i femte runde havde de hvide brikker mod den anden ukrainske stormester, Anton Korobov:
1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Lb4 4.Dc2 0-0 5.a3 Lxc3+ 6.Dxc3 b6 7.Lg5 Lb7 8.e3 d6 9.Se2 Sbd7 10.Dd3 c5 11.Sc3 Dc7 12.Le2 h6 13.Lh4 Lxg2 14.Tg1 ...
Hvid har givet en bonde for en åben tårnlinje - korrekt eller ikke, partiet giver ham ret i satsningen.
14. - Lb7 15.d5 Tae8 16.0-0-0 exd5 17.cxd5 Se5 18.Df5 Sh7 19.Sb5 Db8 20.f4 Sg6 21.Ld3 Txe3 22.Lb1 Tfe8 23.Dh5 Shf8 24.f5 T8e5 25.Lf6 Lc8 ...
For 25. - gxf6 ville jo være blevet besvaret med det enkle 26.Dxh6 med hvid gevinst.
26.Lx-e5 Txe5 27.Tde1 Txe1+ 28.Txe1 Se5 29.Tg1 Kh7 30.Sc3 Dc7 31.Se4 c4 ...
Se diagrammet.
32.Txg7+!
Som boksekommentator Palle Holgersen i sin tid havde for vane at sige, når nogen satte et afgørende dybt stød ind: "Jaah, han rammer ham lige i madkassen!"
Korobov var så ramt, at han opgav. Han kunne godt se, at det ville gå ham ilde efter f. eks. 32. - Kxg7 33.f6+ Kh7 34.Sg5+ Kg8 35.Dxh6 etc.