Da militæret i går tog kontrollen over Mauretaniens nationale radio, tv og præsidentbolig - og dermed magten - var det resultatet af årelange konflikter mellem de etniske arabere i den nordlige del af landet og de etniske afrikanere i det frugtbare syd. "Araberne i nord vil tegne et billede af Mauretanien som et arabisk land - de vil ikke erkende, at de er afrikanere," forklarer Garba Diallo, en herboende mauretanier, der dels er direktør for organisationen Crossing Borders, som laver fredsskabende projekter for unge i Mellemøsten, dels underviser på internationalt gymnasium i blandt andet etniske konflikter i Afrika. Militærkuppet kommer ikke bag på Diallo, de det jævnligt er noget der sker i Mauretanien. Senest i juni 2003 brød militæret ind i præsidentpaladset og dræbte flere, mens præsident Maaouya Ould Sid Ahmed Taya overlevede. Han har siddet som diktator siden 1984, hvor han selv kom til magten efter et militærkup. Mauretaniens væbnede styrker erklærede i går, at de har etableret et militært råd, der skal styre landet i de kommende to år og samtidig afskaffe Tayas "totalitære regime", hed det i en erklæringen, som blev offentliggjort i går via det statslige nyhedsbureau. "Rådet lover over for det mauretanske folk at skabe gunstige betingelser for et åbent og gennemsigtigt demokrati," lyder erklæringen.
Gang i demokratiet
Diallo sammenligner landets intraetniske konflikter med dem i Sudan, hvor problemerne opstår, når de forskellige etniske grupper ikke kan enes om at definere landets kultur, sprog og identitet. "Det tørre og ufrugtbare jord i nord får araberne til at flytte længere syd på til afrikanerne, det er så her de etniske konflikter opstår, når arabisk kultur i nord støder sammen med afrikansk kultur i syd" siger han. Netop tørke og ørkenspredning har tilskyndet kuppet, mener Lennart Wohlgemuth, direktør for Nordiska Afrikastudier i Uppsala.
"Militærkuppet er konsekvenserne af 50 års tørke, ørkenudbredelse og en diktatorisk regering, som ikke gjorde noget ved problemerne," siger han. Især i 70'erne hvilede internationale øjne på den vestafrikanske stat, som dækker over et areal, der er dobbelt så stort som sin tidligere koloniherre, Frankrig. Op gennem 70'erne og 80'erne så man mange af landets bønder flytte ind til storbyen for at finde lykken, da de ikke kunne dyrke den ufrugtbare jord. Den dag i dag er cirka halvdelen af landets knap tre millioner indbyggere afhængige af landbrug. Wohlgemuth sammenligner Mauretaniens problemer med de hungerramte lande, Mali og Niger, i samme region. Men han understreger, at Mauretanien ikke er ramt i samme omfang, selv om problemerne har gjort landet sårbart. "Der har i flere år været utilfredshed med regeringen på grund af tørke og ørkenudbredelsen. Så landet bliver mere sårbart over for et eventuelt kup," siger han. Regeringen har i mange år været svækket, fordi den har været presset både indefra og udefra. Indefra af befolkningen, som har lidt under tørken og udefra af det internationale samfund, som har lagt pres på den mauretanske regering om at afskaffe det slaveri, som stadig foregår i landet, forklarer Wohlgemuth, der ingen fare ser for menneskelige katastrofer som følge af kuppet. Garba Diallo er ligefrem positiv stemt over for udviklingen. Personligt kan det betyde, at han kan besøge sin familie i Mauretanien for første gang i 19 år. "Konsekvenserne af kuppet bliver måske også, at det kan være medvirkende til at åbne for dialog mellem de etniske grupper. Så kan det være med til at sætte gang i en demokratiseringsproces," siger Diallo.
