H.C. Andersens liv som en lang tråd og et langt tråd henover 28 meter scene. Han selv personificeret i spinkel pogeskikkelse, mors hjemmestrikkede benvarmere og forskanset i en kæmpefrakke, der virkelig kunne kaste skygge - hvis den blev brugt.
Andersen, dødsskrækken og den berømte lille seddel på natbordet, som titlen, Jeg er kun skindød, kommer fra. Andersen og hans modpoler, hans dæmoner og hans heftigt tilbejlede borgerskab, hans dagsyn forvredet til mareridt, hans klodsetheder pinagtigt forstørret i erindringen - alt sammen personificeret af 14 hvidklædte skabninger.
Lille Andersen mod omverdenen og sig selv.
Noteapparat
Indenfor mareridtets surreelle tid opfører de blodløse scener og syner, Andersen helst ville være foruden. Optrin Kirsten Dehlholm har hentet fra højre og venstre i dagbøgerne og transformeret til de distinkt Dehlholmske mønsterrækker og kredsløb. Associativt besværgende. Låst i gentagelser. Skriggrønne dørmåtter hvorpå proletarfødder aftørres, mens der stirres længselsfuldt ind i de fine stuer. Et stivnet teselskab fra fiaskobesøget hos Dickens.
Eventyrernes mange trækfugle, memento mori, frembåret fra latinskolens samling af udstoppede eksemplarer. Projicerede hædersbevisninger Andersen lusker sig til at sole sig i hos andre. Røgelsessvingende begravelsestog viger uden om den sammenbøjede digter, der hævner sig med en smøg, som igen hævner sig med hoste. Mod slutningen: et dødt barn - lovlig fed symbolik - (og den lille spiller lovlig sund og solbrændt, var der ikke mere hvid sminke tilbage?) omgivet af de blodløse, nu vansiret til kviumske misfostre. Kadaveret begloet af hvæssede patologer.
Hele slowmotionparaden udspillet på baggrundsskærme, indbyrdes ombyttelige, af endeløse mytiske landskaber - livsrejse, fatal tarot og borgerskabets søvndyssende firkortspil i petroleumslampens skær, fik De den ?
That's the question. Noget performanceteater kan leve uden noteapparat. Andet skruer åbenlyst sigtet ind på cremen af kulturbelæssede. Hvor mange møder op med Andersens dagbøger - alle x-hundrede sider - i frisk erindring?
Hvis man er snublet over et tv-interview med hotelværtinden, optaget under prøveforløbet, har man foruden stikord fornøjelsen af at sammenligne en forbløffende enkelthed i hensigtserklæringerne med kompleksiteten i resultatet. Hvorfor ikke køre det lille halvtimes interview i båndsløjfe på et par skærme i Ridehusets foyer?
Hvid trance
Køber man betingelserne - og det er der mange grunde til at gøre - byder Jeg er kun skindød på en exceptionel billedopera, som også udlandet vil labbe i sig. Det er nemt at se forestillingen på Venedigs Biennale (hvor den er på vej hen), når man synes man har skimtet Fellinis hvidkridtede Casanova (i Donald Sutherlands savlende liderlige skikkelse) blandt de blodløse. Paraden til Manos Tsangaris meditative, ofte liturgisk smukke musik, der transformerer Ridehuset til en klingende katedral, bringer tilskueren i trance. Øjne og associationer springer frem og tilbage mellem epokernes absurde kostumesammenstød og de statuariske skikkelsers gravtyste grotesker - spændetrøje og trådhandsker, pudderparykker og moonboots, knapstøvler og gorillaslips, lædershorts og silkestrømper på rokokkoben, hvidt, hvidt, hvidt.
Også premierepublikummet, tak; her hersker Dehlholm.
Dehl og hersk
Rekvisitternes farvebomber i elementarskalaen står så meget des mere frem. Sangerne, eller rettere performerne, for den side klarer de fornemt, indestår i høj grad for den sanselige luksus i totalbilledet og Ninna Steen som Andersen har både drømmens forvrængede ydre og sjælens sår, gru i de sorte tænders grimasse, ulykke i en halvbagt arabesk fra balletskolen og underskønne linjer i sin exit trækkende frakken som en toreadorkappe bag sig. Et fund til rollen.
Den store hvide flok vi se? En vits må være tilladt, når Dehlholm selv slutter med en.
Se den selv.
